Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år 31. januar

Socialdemokraternes driftsikre altmuligmand

Henrik Dam Kristensens eminente evne til at kommunikere har kvalificeret ham i talrige sammenhænge.

Henrik Dam Kristensen har nået at have en del ministerposter. Foto: Bax Lindhardt
Henrik Dam Kristensen har nået at have en del ministerposter. Foto: Bax Lindhardt

Af ikke umiddelbart indlysende årsager er det hængt ved historien om Henrik Dam Kristensen, at han som ungt menneske fra 1978 arbejdede otte år som landpostbud i Vorbasse. Måske fordi ingen andre i Folketinget kan præstere tilsvarende ædel og samfundsgavnlig arbejdsindsats?

Mens han målrettet arbejdede på at blive folketingskandidat for Socialdemokratiet, var han 1986-1988 flyttet de 20 kilometer til Dansk Flygtningehjælp i Grindsted, og derefter var han 1988-1990 skoleleder hos AOF, også i Grindsted.

»Der er to måder at blive medlem af Folketinget på. Den ene er at læse nyheder op i TV-Avisen. Den anden er at gå den lange vej. Jeg blev først formand for den lokale DSU-afdeling, så for den lokale partiforening, så kom jeg i kredsbestyrelsen – og så videre,« som han engang sagde til Berlingske.

1990 blev han medlem af Folketinget. 1991-1994 var han medlem af folketingsgruppens bestyrelse og 1992-1994 partiets landbrugs- og fiskeripolitiske ordfører.

Herefter var Henrik Dam Kristensen landbrugs- og fiskeriminister 1994-1996, fødevareminister 1996-2000 og socialminister 2000-2001. Han var blevet det sikre kort i Poul Nyrup Rasmussens regeringer og en af partiets bedste kommunikatorer, der klarede sig lige så godt i et forsamlingshus som i et TV-studie.

Henrik Dam Kristensen forlod Folketinget i 2004, da han blev valgt til EU-Parlamentet, hvor han sad frem til 2006.

Nej tak til formandsposten

Det var ganske symptomatisk, at da Socialdemokratiet i 2005 skulle have ny formand, ventede Helle Thorning-Schmidt pænt med at melde ud, til Henrik Dam Kristensen endeligt havde takket nej til at stille op mod Frank Jensen.

En beslutning, der blev taget efter lange overvejelser og med den begrundelse, at »det ikke føltes rigtigt i maven«.

2006 blev Henrik Dam Kristensen partisekretær, og året efter blev han igen medlem af Folketinget, hvor han bl.a. har været sit partis integrations- og menneskerettighedsordfører.

2010 blev Henrik Dam Kristensen valgt til præsident for Nordisk Råd i forbindelse med Danmarks formandskab i 2011, og i oktober 2011 blev han transportminister i regeringen Helle Thorning-Schmidt, en post, han måtte forlade i forbindelse med regeringsrokaden i august 2013, hvorefter han blev gruppeformand.

Det var han indtil oktober 2014, hvor han ved endnu en rokade blev udnævnt til beskæftigelsesminister. En post, han besad frem til folketingsvalget i 2015. I dag er han medlem af Folketingets Præsidium som 1. næstformand.

Henrik Dam Kristensen er gift med Bente Dam Kristensen. Sammen har parret to voksne børn, Jannick og Christian.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.