Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Aktuelt portræt

Rødt kort til ski-millionær

Norske Therese Johaug er en af verdens bedste i langrend. Et sår på læben kostede hende tirsdag OL i 2018, da hun blev idømt karantæne for doping. Men ellers går det godt: Hun vinder det meste, ser strålende ud og tjener millioner.

Therese Johaug, da hun fik guld i 30 km langrend i klassisk stil Worldcup’en i Falun i Sverige i 2015.Foto: Jonathan Nackstrand
Therese Johaug, da hun fik guld i 30 km langrend i klassisk stil Worldcup’en i Falun i Sverige i 2015.Foto: Jonathan Nackstrand

I sportslig henseende har livet ikke budt Therese Johaug på mange skuffelser, men tirsdag denne uge fik hun et slag, som det vil tage lang tid at forvinde.

Idrættens voldgiftsret, CAS i Lausanne, idømte hende i tirsdags 18 måneders karantæne for doping, og det betyder, at den norske skistjerne ikke kan deltage i OL i Sydkorea til februar.

»Jeg er helt knust. Jeg havde en drøm om at komme til OL,« lød kommentaren fra Therese Johaug, der i øjeblikket er på træningsophold i Sydtirol.

Hendes dopingsag begyndte i oktober 2016, da hun blev testet positiv for det præstationsfremmende stof klostebol. Hendes egen forklaring var, at hun under et træningsophold i Italien i august 2016 havde behandlet et sår på læben med en salve, Trofodermin, som var blevet ordineret af den norske landsholdslæge. Hun nægter at have villet snyde. I første omgang fik hun fire måneders karantæne, men i november 2016 nedlagde Antidoping Norge påstand om 14 måneders karantæne. Under en høring i januar i år kom det frem, at Johaug havde 13 nanogram klostebol per milliliter i sin urin, da hun blev testet positiv. Til sammenligning havde cykelrytteren Stefano Agostini syv nanogram per milliliter, og han blev idømt 15 måneders karantæne og valgte at opgive sin sport.

Sådan ser den energiske og viljestærke Therese Johaug ikke på sin dom. Hun har allerede gjort det klart, at hun igen vil stille op i konkurrencer. »Jeg stopper ikke, før jeg igen har deltaget i konkurrencer,« har hun sagt.

Dopingkarantæne giver norsk skistjerne nyt syn på livet

I sidste uge udtalte hun til Aftenposten, at hele sagen har været en »bjerg-og-dal-bane« af følelser:

»Det værste har været det lange forløb. Det at gå rundt i uvished og ikke vide, hvad man skal lave, og hvordan langrendskarrieren ser ud i fremtiden, er ikke sjovt. At man hele tiden bliver trukket ned af nye udsættelser og mere uvished. Det bedste ved det her er, at jeg har fået mere tid hjemme sammen med familien, som jeg er glad for. På den måde har jeg fået det vendt til noget positivt. Jeg har også haft et år med masser af træning, og jeg har selv kunnet styre hverdagen og træningen.«

Norsk langrendsstjerne er gået i dopingfælden

Therese Johaug har formået at gøre sit talent for langrend til en indbringende forretning. Hun kører i en stor BMW X4 og købte sidste år et hus med udsigt over Oslo til 18,8 millioner norske kroner. I 2015 tjente hun 4,7 millioner, havde en formue på 37 millioner og betalte to millioner i skat. Indtægterne kom fra præmier, sponsorkontrakter og nethandel – Johaug står bag en kollektion af sportstøj.

Selv om hun kan virke irriterende eksalteret og have en udstråling som klassens forkælede dukse-pige, er den norske skistjerne et eksempel på den type sportsfolk, der fungerer perfekt som kendis og kommerciel reklameplatform. Hun er en talentfuld idrætskvinde, hun ser godt ud, smiler meget og er altid parat til at udtale sig efter en konkurrence.

Om hun har lært noget af doping-sagen? Til Aftenposten udtalte hun i maj:

»Jeg føler, at jeg ser nogle ting på en lidt anden måde. Jeg indser, at topidræt ikke er hele mit liv, sådan som jeg måske tidligere har følt det i perioder. Jeg tror, at jeg kommer styrket ud af det her, også psykisk.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.