Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
70 år 27. februar

Præsten der afviste Gud

Thorkild Grosbølls religiøse tvivl skabte teologisk og kirkepolitisk slagsmål. Men her godt ti år efter har han ikke fortrudt.

Thorkild Grosbøll har aldrig fortrudt, at han skabte debat om Gud. Foto: Christian Als
Thorkild Grosbøll har aldrig fortrudt, at han skabte debat om Gud. Foto: Christian Als

Da Thorkild Grosbøll gik på pension efter mere end 30 år i folkekirken, kunne det sagtens have været et farvel uden de store armsving, men sådan skulle det ikke gå. For de sidste fem år i folkekirkens tjeneste blev mildest talt stormombruste, og der var lettelse over hele linjen, da Grosbøll valgte at forlade sin arbejdsplads som 60-årig.

Sagen om Grosbøll opstod i kølvandet på hans bog »En Sten i Skoen«. Bogen i sig selv vakte ikke større opsigt, men det gjorde et efterfølgende interview i Weekendavisen, hvor han uddybede budskabet fra bogen.

»Lad det være sagt med det samme: Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller et evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget – end ikke som barn.«

Det er der sikkert mange, der ikke gør, men det er nok de færreste af dem, der er præster.

Og efter interviewet i Weekendavisen kom reaktionen da også prompte, den kunne ikke siddes overhørig, for man kunne vel ikke have en præst med de holdninger.

Selv om hovedpersonen fik bred støtte fra sine sognebørn i lokalsamfundet og fra en kreds af kolleger, blev han allerede ugen efter fritaget for tjeneste af biskoppen i Helsingør Stift. Sagen rullede, men Thorkild Grosbøll holdt fast ved sine udtalelser og skærpede dem yderligere: »Gud hører fortiden til. Han er faktisk så gammeldags, at det undrer mig, at moderne mennesker overhovedet kan tro, at han eksisterer. Jeg er rigtig grundig træt af al den tomme snak om mirakler og et evigt liv.«

Vi er tilbage i 2003, da sagen starter, og biskoppen i Helsingør Stift, Lise Lotte Rebel, satte ham i første omgang fra bestillingen. Der blev holdt møder, mægling blev forsøgt, og Thorkild Grosbøll måtte gentage trosbekendelsen og præsteløftet og forklare sine synspunkter, og det endte med, at biskoppen bad ministeren om at rejse en såkaldt læresag mod præsten.

Sådan kom det nu ikke til at gå, fordi Grosbøll-sagen blev overdraget fra Lise Lotte Rebel til den afgående biskop Jan Lindhardt fra Roskilde, og når denne skulle på pension, skulle den overdrages til endnu en biskop, men så langt kom sagen aldrig.

Thorkild Grosbøll valgte i stedet at gå på pension, og dermed var al tale om læresag og præsteret forstummet. En del mente, at det ville have været godt med en afgørelse i sagen, men omvendt var der også dem, der mente, at sagen blot skadede folkekirken, og at det var godt, at præsten fra Tårbæk valgte at gå selv. Reelt var det også det valg, han stod over for. Det var ikke længere nok at gentage trosbekendelsen i en uendelighed.

Det helt naturlige spørgsmål til Thorkild Grosbøll er naturligvis, hvorfor han blev præst. Til det svarer han:

»Det er menneskesynet i kristendommen, det handler om for mig. På én og samme gang at give os ansvar og samtidig frimodighed, når vi ikke magter at løfte det. Det er vigtigere at få tørret snottet af og gå i lag med det, vi nu kan gøre, i stedet for at ruge over vores dårligdomme og holde andre nede i deres. Det var vel, hvad Luther mente med simul justus et peccator - på én og samme gang synder og retfærdig. Det er altså kristendommens dennesidighed, jeg finder det værd at beskæftige sig med, dens frisættende evne, der forekommer mig diametral anderledes end i de andre religioner, ja, gør den til en antireligion, hvad kirken ikke rigtig har haft mod til.«

Den pensionerede præst har da heller ikke fortrudt sagen.

»Jeg har bestemt ikke fortrudt bogen. Det er nok det vigtigste, jeg har foretaget mig. Der var ingen vej udenom. Vel var det en voldsom oplevelse, men også sjovt. Jeg er da også fortsat med at eftertænke, og måske kommer der et eller andet ud af det,« konstaterer Torben Grosbøll.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.