Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når Brantelid trækker buen...

30 i morgen. Han er en af sin generations største talenter og spiller årligt 100 koncerter over hele verden. På flyrejser har han altid to sæder: ét til sig selv og ét til sin Stradivarius.

Cellisten Andreas Brantelid med sin Stradivarius. Foto: Linda Kastrup
Cellisten Andreas Brantelid med sin Stradivarius. Foto: Linda Kastrup

Da en fotograf fra Berlingske for et par år siden skulle tage billeder af cellisten Andreas Brantelid, det foregik i gården bag hans lejlighed i København, kom en beboer i ejendommen forbi, mens musikeren til ære for fotografen spillede på sin Stradivarius. Manden standsede op og lyttede, tydeligt imponeret.

»Spiller du sådan i orkester?« spurgte han, og Andreas Brantelid svarede venligt:

»Ja, det gør jeg.«

Når Andreas Brantelid trækker buen, så sker der noget. Han er virtuos, en af sin generations bedste musikere. Han spiller med en overvældende intensitet og åbenbar koncentration og nydelse ved musikken. Det bliver årligt til 100 koncerter over hele verden, ofte i berømte koncertsale og sammen med de bedste orkestre og solister, og han har modtaget et hav af priser, danske og internationale. Men succesen har ikke givet ham maestro-manerer, heller ikke når han spiller for galleriet hjemme i gården.

Da Berlingske i 2014 spurgte ham, hvad der skal til for at udvikle et musikalsk talent til det sublime – hård disciplin eller blød motivation – faldt svaret ud til den bløde side. Han er selv vokset op i en musikerfamilie, hans far, Ingemar Brantelid, er cellist i Det Kgl. Kapel, og Andreas fik sin første cello, en bratsch med en pind i, da han var tre.

»Min far og jeg øvede sammen en time om dagen, og det gjorde vi hver dag fra jeg var tre-fire år gammel. Jeg holder meget af at fortælle det her, for det er en solstrålehistorie. Det kunne ikke have været bedre. Mange af mine musikerkolleger, som har haft en barndom som min, hvor de er kommet meget tidligt i gang med at spille, fortæller, at det hele har været en lille smule ulykkeligt. De blev tvunget til at spille og øve sig. Det er desværre en tendens ved klassisk musik, for man kan komme utroligt langt med at spille rent og rigtigt – også uden at have hjertet med. Det er jo et skrækeksempel. Jeg har oplevet utroligt mange på min egen alder, hvor det at spille – nu hvor de er voksne – er angstfyldt,« sagde han i interviewet med Berlingske og understregede, at der trods den passions-drevne musikudøvelse også var styr på tingene i det brantelidske hjem. Det var forbudt at spille falsk. Man skulle spille rent og med ordentlig klang.

Fra han var 12 år fik Andreas Brantelid en lærer i Malmø, og her begyndte han tre år senere på konservatoriet, inden han som 16-årig flyttede til Stockholm for at gå på konservatoriet Edsberg. Han oplevede det som en befrielse, fordi der var en anden mentalitet end i Danmark.

»Da jeg boede i København og gik på konservatoriet i Malmø, og det med musikken og celloen blev mere og mere seriøst, kunne jeg godt mærke en tendens til, at man skulle lægge låg på i Danmark. Man skulle ikke blive for meget, og det skulle heller ikke blive for udtryksfuldt. »Tag en bajer. Slap lige af.« Sådan var holdningen lidt. Det kunne jeg ikke leve med på det tidspunkt - jeg havde brug for noget lidt mere... himmelsk, og det kan svenskerne,« sagde Andreas Brantelid i interviewet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.