Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år 18. september:

Mad og arkitektur i én mundfuld

60 i morgen. Arkitekten Anna Marie Fisker har med succes kombineret to skønne discipliner: mad og arkitektur. De to ting hænger tæt sammen, mener hun.

Arkitekt og centerleder Anna Marie Fisker blev i 2013 ramt af en kræftsygdom, men hun kom sig efter mere end et års behandlinger og kunne vende tilbage til jobbet på Aalborg Universitet. Foto: Patrick Ronge Vinther
Arkitekt og centerleder Anna Marie Fisker blev i 2013 ramt af en kræftsygdom, men hun kom sig efter mere end et års behandlinger og kunne vende tilbage til jobbet på Aalborg Universitet. Foto: Patrick Ronge Vinther

Anna Marie Fisker voksede op på en gård i Midtjylland, og da hun havde sin realeksamen i hus – det var i midten af 70erne – pakkede hun sin kuffert og rejste med tog ned i Europa.

»Med min eksamen fik jeg meget lyst til bøgerne og verden, og det var ikke almindeligt der, hvor jeg kom fra. Jeg rejste uden en plan, og undervejs mødte jeg nogle unge, der havde boet hos en aldrende grevinde lige ud til Canal Grande i Venedig. Det lød spændende. Jeg tog til Venedig, fandt frem til stedet og blev set an af grevinden. Hun forstod, at jeg ikke havde ret mange penge, så jeg begyndte at løbe ærinder, gør rent og ordne have for hende.«

Hun blev et par måneder, og Venedig gav den unge teenagers liv en ny retning. Byens skønhed betog hende, og hun besluttede sig for at rejse hjem og tage en studentereksamen, så hun kunne læse til arkitekt.

»I Venedig så jeg for første gang, hvilken betydning smukke bygninger kan have for mennesker. Det var meget stort for mig,« siger Anna Marie Fisker.

Hun blev arkitekt i 1984 og arbejdede nogle år på privat tegnestue. Sideløbende dyrkede hun en stærk interesse for sammenhængen mellem mad, arkitektur og design. Hun er medlem af Det Danske Gastronomiske Akademi, har været projektkoordinator for Fiskens Hus, været præsident for Slow Food Aalborg og siddet i bestyrelsen for Det Danske Kokkelandshold og i repræsentantskabet for Københavns Madhus.

I 2003 skrev hun på Aalborg Universitet en ph.d. med titlen »Arkitektur og mad«, og de seneste ti år har hun været ansat på universitetet, hvor hun har formået at tiltrække mange eksterne midler til forskningsprojekter, og hun har siden 2007 været leder af Center for Food, Science & Experience.

Populært sagt har hun forsket i, hvordan oplevelsen af maden hænger sammen med de omgivelser, man indtager den i.

»Når man skal spise, sætter man sig ved et bord med lamper, service og glas. Der har været et helt hold af designere inde over,« siger Anna Marie Fisker, som for nylig af Ældreministeriet blev udpeget til tovholder på et projekt, Bord Dæk Dig, hvor forskere skal komme med forslag til, hvordan man får ældre til at spise bedre ved at højne æstetikken og kvaliteten af de måltider, der bliver bragt ud af hjemmeplejen.

Hendes interesse for mad opstod inden rejsen til Venedig. Hjemme på gården spiste man traditionel dansk mad, men mødet med livet på den store nærliggende herregård, Frijsenborg, åbnede en ny verden for hende.

»Folk på gårdene rundt om herregården var klappere ved jagterne, og der så jeg, at man spiste østers og hummer og drak vin, og det gjorde et stort indtryk på mig,« siger Anna Marie Fisker.

Fascinationen af Italien har aldrig forladt hende, og hun er på vej med et digert værk om Venedigs arkitektur, kultur og gastronomi. Fødselsdagen bliver fejret på dagen i Veneto – sammen med venner og livsledsageren, Ole Fisker.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.