Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
17. februar

Lars Brygmann: En mand med stemme og talent

60 år. Lars Brygmann er oprindeligt uddannet tømrer. I dag er han en af landets bedste skuespillere og aktuel i »Erasmus Montanus«.

Lars Brygmann er aktuel i Aarhus Teaters opsætning af »Erasmus Montanus«. Foto: Bo Amstrup
Lars Brygmann er aktuel i Aarhus Teaters opsætning af »Erasmus Montanus«. Foto: Bo Amstrup

Har man blot én gang hørt Lars Brygmanns stemme, så husker ens ører den for evigt. Den er tydelig, knastør og velmoduleret, og den kan ramme både den humoristiske, den indignerede og den irettesættende tone, så man som publikum ikke er ét sekund i tvivl om, hvilke følelser, der er på spil.

Men en stemme alene gør ingen skuespiller, og Lars Brygmanns talent byder heldigvis på så meget andet, bl.a. sans for timing. Han kan med stemme og krop – med en pause eller en lille bevægelse – understrege en følelse og en pointe som få, og han behersker også den underspillede humor, som kendes fra de store britiske karakterskuespillere. Ikke underligt, at et speciale er pæne mænd, der gemmer på hemmeligheder.

Lars Brygmann har for længst placeret sig i feltet af landets mest kendte skuespillere. Det store publikum kender hans ranglede skikkelse, høje pande og mørke øjne fra TV-serier som »Rejseholdet«, hvor Brygmann spillede rollen som den tænksomme kriminalbetjent La Cour med de overnaturlige evner, »Borgen«, »Lykke«, hvor han var den distræte kommunikationschef Flemming, og »Dicte« for blot at nævne nogle få.

Også i spillefilm har han haft mange fremtrædende roller, bl.a. i »Festen« (1998), »Bænken« (2000), »Arven« (2003), »Hvid nat« (2007), »Frygtelig lykkelig« (2008) og senest »Fuglene over Sundet« (2016).

Lars Brygmann uddannede sig oprindeligt som tømrer for at kunne rejse rundt i Europa og tage arbejde. Han havde opholdt sig halvandet år i Sydamerika, før han aftjente sin militærnægtertjeneste som kulisse-snedker på Café-Teatret, og som 26-årig begyndte han på elevskolen Tsarens Hof. Efter sin afgang fra skuespillerskolen i 1987 var han en fast del af ensemblet på Får 302, Dr. Dante og Mungo Park Teater, og han manifesterede sig hurtigt som en af sin generations unge talenter, der insisterede på en mere realistisk replik.

I øjeblikket spiller han rollen som den dumhovmodige Per Degn i Holbergs »Erasmus Montanus« på Aarhus Teater (seks stjerner i Berlingske) i instruktøren Christian Lollikes radikale nyfortolkning af klassikeren. Det er en rolle, han er glad for, fortalte han for nylig i et interview i Berlingske.

»Det har været sindssygt spændende. Men jeg er også glad for, at pointen ikke står tydeligt. Jeg er selv tidligere DKUer, jeg kommer fra en absolut venstreorienteret opvækst og husker det politiske teater, hvor kapitalisten altid gik med høj hat og cigar. Men her er pointerne ikke så tydelige. Det er ikke en finger til Dansk Folkeparti eller til parnasset. Heldigvis,« sagde Lars Brygmann, som også fortalte, at han er forsigtig med dogmer.

»Lige så snart man begynder at docere og sige til andre mennesker, hvad de skal synes eller tro – det rager ikke mig. Det må de selv om. Indlysende uretfærdighed reagerer jeg altid på. Og lærdom er vigtig. Men det er farligt at stå for indlysende på sin egen sandhed,« sagde han.

For nyligt havde Lars Brygmann rollen som Victor Andreasen, der var gift med forfatteren Tove Ditlevsen, i stykket »Toves værelse« på Folketeatret. Her spillede sammen med Paprika Steen, som han flere gange i karrieren har haft et vellykket parløb med, ikke mindst i et andet ægteskabsdrama »Hvem er bange for Virginia Woolf?« på Østre Gasværk Teater.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.