Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
80 år 4. november

Koreakrigen blev hendes skæbne

For skuespilleren Loretta Swit blev rollen som »Hot Lips« i »M*A*S*H« den, hun bliver husket for, og det har hun det fint med.

Loretta Swit blev den første af holdet fra »M*A*S*H«, der rent faktisk satte foden på koreansk jord. Det skete i forbindelse med, at hun lagde fortællerstemme til dokumentarfilmen »Korea, den glemte krig«. Foto: Scanpix
Loretta Swit blev den første af holdet fra »M*A*S*H«, der rent faktisk satte foden på koreansk jord. Det skete i forbindelse med, at hun lagde fortællerstemme til dokumentarfilmen »Korea, den glemte krig«. Foto: Scanpix

Loretta Swit vil altid være forbundet med rollen som major Margaret »Hot Lips« Houlihan i TV-komedie-serien »M*A*S*H«. Til gengæld har hun fået to Emmy-priser for sin medvirken. Hun har spillet andre roller på film, TV og teater, men det er rollen som den Hot Lips, der bliver husket.

»Jeg fortryder ikke noget,« har skuespilleren Loretta Swit tidligere sagt. »Det kan ikke betale sig at fortryde noget.«

Nu bliver hun 80 år, og det generer hende heller ikke: »Man er så gammel, som man føler sig.« Hun tilføjer: »Ser man godt ud i et miniskørt, når man er 90, så »go for it«.«

Af samtlige 256 episoder af »M*A*S*H« er hun med i de 245. Kun hun og Alan Alda, der spillede kaptajn Hawkeye Pierce, var med i både første og sidste afsnit. Og hun er en af kun fire på rollelisten, der var med hele vejen til sidste afsnit i 1982. Lyden af titelmusikken fra »M*A*S*H« er stadig for mange lyden af 1970erne.

Loretta Swit blev født i New Jersey, familien var af polsk afstamning, hun fik eksamen fra den katolske Pope Pius XII High School i 1955. En periode blev hun uddannet og fungerede som stenograf, før hun begyndte at tage undervisning i drama på Manhattan.

Hun ankom til Hollywood i 1969 og efter en række mindre TV-roller, landede hun i 1972 rollen som major Houlihan, i en sorthumoristisk komedie, der udspiller sig på et amerikansk felthospital under Korea-krigen. I de første sæsoner af serien var major Houlihan entydigt single og patriotisk og havde ikke rigtigt nogen venner blandt det øvrige militærpersonel, læger og sygeplejersker. Udover, naturligvis, at hun havde et forhold til den gifte major Frank Burns, der blev spillet af Larry Linville.

Med tiden fik hovedpersonerne lov til at udvikle og nuancere sig - også Loretta Swits’ major. Hun blev gift med en oberstløjtnant og snart efter skilt igen. Hun kom på god fod med de andre officerer og hendes indstilling til koreanerne bliver mere - skal vi sige - »oplyst«. Serien selv flyttede sig fra den absurde sorte humor til også at blive et mere reflekteret og modent komedie-drama.

»Det er en fin serie. Den kan stadig ses, fordi mennesker har brug for at blive mindet om, hvor rædselsfuld krig er, hvor svært det er for læger og sygeplejersker... og så var det så sjovt, at vi jævnligt måtte stoppe optagelserne, fordi kameramanden grinede så meget, at billederne rystede,« fortæller hun.

»Den Margaret, jeg spiller i serien, ligger langt fra min egen person. Margaret vil have hjem og familie, og det - må jeg indrømme - har jeg aldrig villet. Men jeg har tre ting til fælles med hende: Hun er ambitiøs, hun har råstyrke og hun er feminist,« har hun sagt om sin rolle.

»Jeg har aldrig set ægteskab og familie som noget for mig. Min ambition har altid været at blive skuespiller. Ikke mor og husmor. En af mine kærester sagde engang til mig: ’Jeg spilder tiden med dig. Jeg vil giftes, og det vil du tydeligvis ikke.’ Det havde han ret i.«

Loretta Swit advokerede i stedet offentligt for, at kvinder ikke havde brug for en mand til at »komplettere« sig.

Da hun var 42 år, blev hun alligevel gift med skuespilleren Dennis Holahan.

»Jeg er ikke engang sikker på, om det også dengang var noget, jeg egentlig ønskede,« har hun indrømmet. De blev skilt efter 12 år, og hun giftede sig aldrig igen.

I stedet blev det mange af skuespillerne fra »M*A*S*H«-holdet, der blev hendes familie.

Hun havde et nært venskabeligt forhold til Harry Morgan, der spillede lejrchefen, oberst Sherman T. Potter. De blev naboer efter serien var afsluttet og opretholdt et nært forhold indtil Morgan døde i 2011, og hun har stadig et varmt venskabeligt forhold til Alan Alda, hans kone, deres tre døtre og deres syv børnebørn.

»Alan Alda er en kær, kær ven, langt fra den kyniske, illusionsløse Hawkeye,« siger hun. »Mike Farrell (kaptain B.J. Hunnicutt) har været som en storebror for mig og Jamie Farr (korporal Klinger) er fuldstændig som det familiemedlem, jeg holder jul hos. Vi holder jul sammen. Gary Burghoff (der spillede Radar) er en storslået ven - også ren familie, og da Wayne Rogers (kaptajn Trapper) døde, var jeg helt knust. Det var et smerteligt tab.

De mennesker er dem, jeg sætter højest i mit liv.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.