Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år 11. maj

Iscenesættelsens mester

Per Morten Abrahamsen fordrejer virkeligheden for at fortælle sande historier om verden. En af det iscenesatte fotografis store skikkelser fylder 60.

Per Morten Abrahamsen fotograferet af Per Morten Abrahamsen.
Per Morten Abrahamsen fotograferet af Per Morten Abrahamsen.

Per Morten Abrahamsen arbejder med en slags mentale portrætter. Både når han fotograferer mennesker og landskaber.

Landskaberne først. Et af Abrahamsens seneste kunstprojekter, »The Lake and Other Lies«, der for et par år siden blev vist i det københavnske Galleri Alf, havde Amager Fælled som et gennemgående motiv. Men det var ikke et venligt eller vanligt landskab, der foldede sig ud for betragteren.

Det var mørkt og dystert og synes at rumme en historie om voyeurisme og nøgenbadning med kriminalistiske undertoner.

Abrahamsens billeder har altid været mærkværdige. Så er det praktisk taget lige meget, om der er tale om portrætter af topchefer i erhvervslivet eller hans egne kunstprojekter.

Han har siden slutningen af 1980erne arbejdet med iscenesat fotografi. Mange af hans portrætter er imponerende udstyrsstykker, hvor han forsyner sit offer med de mest obskure genstande - og dyr - som for enten at levere et opsigtsvækkende udsagn eller antyde en dybereliggende, ofte dæmonisk sandhed om den portrætterede. På sin vis var Per Morten Abrahamsen en af de kunstfotografer herhjemme, der mest originalt forløste den særlige, vemodige, melankolske - lækkertriste - Twin Peaks-stemning, der var en del af 1990ernes tidsånd.

Kunstnere med kamera, som det hedder, kan sjældent leve af deres kunstneriske frembringelser.

Mange ser kommercielle opgaver som en bitter nødvendighed. Men det er næppe tilfældet med Per Morten Abrahamsen, der har lært af begge verdener og fornyet portrætkunsten i Danmark.

For de fleste mennesker gælder det, at over for kameraet er man genert. Man vil jo gerne fremstilles så sympatisk som muligt. Man taler om at vise sig fra sin bedste side. Abrahamsen arbejder ud fra nogle andre idealer og principper. Han forrykker motivet. Han rykker ved den portrætterede og får ham eller hende til at træde ud af rollen og den vante selviscenesættelse for i stedet at nå frem til et mere modigt resultat.

1980erne - tiåret da Abrahamsen uddannede sig - var blandt meget andet karakteriseret af en optagethed af kitsch og glamour, og inden for nogle fotografiske discipliner betød det en ny interesse for et farvefotografi, hvor farverne var kunstige eller unaturlige - overdrevne eller fordrejede.

Det blev især set som provokerende i forhold til den veneration, der havde været for det »autentiske« sort/hvide kunstfotografi med de fornemme traditioner. I dag virker det alt andet end tilfældigt, at det var på et af 1980ernes københavnske in-steder, Café Kransnapolsky, at Per Morten Abrahamsen i 1988 debuterede. Siden er det blevet til talrige udstillinger, adskillige bogudgivelser og mange hædersbevisninger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.