Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år 2. januar

Hun skaber drømmesynerne

Maja Ravn er en af dansk teaters bedste - og flittigste! - scenografer.

Hvor stor en betydning en scenograf kan have for en teateropsætning, kan man få en forvisning om, hvis man læser teaterinstruktøren Katrine Wiedemanns glimrende bog »Ved gudernes bord«, som udkom i dette efterår. Her beskriver den danske stjerneinstruktør sine oplevelser med at iscenesætte 1700-tals-dramaet »Farlige forbindelser« på det store teater i München. Forestillingens koncept skal udtænkes med lynets hast, nærmest stampes frem på stedet for at tilfredsstille de strenge teaterchefer. Og scenografen Maja Ravn, der i det hele taget fremstår som Wiedemanns urokkelige støtte og søster i ånden, er udslagsgivende i forhold til det, der bliver den afgørende, visuelle ramme: en stabel senge, der stræber mod himlen som symbol på hovedpersonernes kalkulerede omgange med de seksuelle erobringer. Nej, Maja Ravn er i det hele taget ikke bare en scenograf, der sætter sig i et hjørne og venter på, hvad instruktøren beder hende om. Hun insisterer på at være med til at påvirke de forestillinger, hun skal skabe de ydre forudsætninger for. Hun synes, det er sjovt at bestemme.

Hendes scenografier er ofte karakteriseret ved at forene det abstrakte og det konkrete, et postmoderne, bevidst »rod« med en stram enkelhed.

Især mindes man, da de stærke teaterkvinder tog »Et drømmespil« på ordet i 2007 og gjorde Strindbergs syrede teatertekst til en forførende strøm af drømmesyner, som vender op og ned på op og ned – og som konstant flyttede perspektivet i en leg med illusionen. En genistreg, som fortjent forsynede Maja Ravn med en Reumert.

Ravn og Wiedemann fortsætter også deres i øvrigt nære samarbejde i begyndelsen af det nye år med Shakespeares »Et vinterventyr« på Republique. Og allerede dagen efter premieren skal hun igen på scenen til endnu en applaus, når Det Kongelige Teaters familievenlige Wikke & Rasmussen-forestilling, »Der var engang en sang der hed Arne«, første går over scenen i Skuespilhuset.

Men også med andre instruktører end Wiedemann har Maja Ravn markeret sig som en af dansk teaters betydeligste – og travleste! - scenografer, der forstår at udnytte den fantasi og intuition, hun har med sig fra barndommens frie opdragelse. På små og store scener og i alle genrer. Herhjemme og ude, hvor man også har blik for hendes evner.

Endnu en betydelig indsats var trappekonstruktionen i Hotel Pro Formas »Operation: Orfeo« i samarbejde med Kirsten Delholm. Scenen som en jordklode i »Romeo og Julie« på Aalborg Teater med Kasper Holten. Og fra dette efterår husker man den smukke, slidte aula, der blev skueplads for Elisa Kragerups »Ødipus og Antigone« på Det Kongelige Teater.

»Jeg føler mig først rigtigt lykkelig, når jeg arbejder,« sagde hun i et interview med Berlingske for nogle år siden. Så må hun være meget lykkelig. For sikke en indsats.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.