Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
NEKROLOG

Henning Christophersen havde en særlig evne til at få ting gennemført

Henning Christophersen var formand for Venstre gennem et halvt årti og en af aktørerne bag meget – lige fra det europæiske valutasamarbejde til Københavns Metro.

Henning Christophersen.
Henning Christophersen.

Du skal have et politisk projekt af de allermest omfattende i søen. Et projekt med flere lande og forskellige interesser involveret. Hvem ville du helst sætte for bordenden? En af de mest oplagte kandidater og mest efterspurgte findes ikke længere. En af arkitekterne bag det moderne Danmark er død. Henning Christophersen blev 77 år.

Hans hjerte lå i alle årene i det politiske. Henning Christophersen trådte sine barnesko i Venstres Ungdom og var folketingsmedlem 1971-1984. Opgaverne på den store klinge begyndte med en rolle som politisk ordfører og partiformand og kulminerede med posten som udenrigs­minister under Anker Jørgensen i 1978 og siden som finansminister i Poul Schlüters firkløverregering fra 1982.

Han stod bag det omfattende Moderniseringsprogram og har selv kaldt det mislykket. Projektet skulle i runde tal føre det offentlige ind i fremtiden. Det blev søsat i 1983 og de følgende år implementeret over alt i dansk forvaltning. Man satte alt ind på decentralisering, på forenkling af kontakten mellem bruger og myndighed, på det stadig mere påtrængende skift til tidssvarende teknologi.

Reformer af samme slags blev gennemført i mange lande op gennem 1980erne og kendes i dag under navnet New public management. Henning Christophersen var i lang tid stolt over sine resultater og har især fremhævet forenklingen på området som en stor sejr.

Programmet lagde for eksempel grunden til DSB og postvæsnet som selvstændige virksomheder. Afskaffelsen af den lovfæstede dyrtids­regulering gav også arbejdsmarkedets parter større spillerum under de lokale lønforhandliger. Og institutioner som Det Kongelige Teater og de statslige museer kunne med ét beholde de penge, de rent faktisk måtte tjene. I stedet for at skulle aflevere dem til staten ved årets udløb – og tigge om et tilsvarende beløb i tilskud.

Hjerte for det nationale og EU

Men godt begyndt var ikke halvt fuldendt i dette tilfælde. Skiftende regeringer i årene efter fulgte ikke nok op på tiltagene, mente Henning Christophersen.

»Vi lavede regelforenklingen, hvor vi hver uge afskaffede to sæt regler«, sagde han for tre år siden. »Det må man nok sige er sandet til igen.«

Karrieren rent politisk skulle siden stå i EUs tegn. Han afløste i 1985 Poul Dalsager som dansk kommissær og blev straks valgt til Kommissionens næstformand. En højt placeret post, han sad på gennem et helt årti og varetog med stort engagement - vel især når emner som valutasamarbejde og landenes fælles strukturpolitik var på dagsordenen.

Selv om han i 1995 overlod kommissærposten til Ritt Bjerregaard, forlod EU sjældent hans tanker. Henning Christophersen nedsatte sig samme år som selvstændig konsulent og har f.eks. vejledt den tjekkiske regering i unionsspørgsmål.

Og kommissionsformand Jean-Claude Juncker bad forrige år den danske venstremand stille sig i spidsen for en arbejdsgruppe, der i samarbejde med private investorer skulle skaffe 300 mia. euro til udbygning af unionens infrastruktur.

Han spillede også en overordentlig vigtig rolle - nogle vil sige helt afgørende - for opbygningen af den københavnske Metro og var bestyrelsesformand for både Ørestadsselskabet frem til 2007 og for Metroselskabet I/S frem til sin død. Andre bestyrelser som eksempelvis Rockwoolfonden og Danske Bank har haft glæde af hans aldrig svigtende overblik.

Henning Christophersen boede gennem to årtier i Bruxelles og holdt på det seneste til i Helsingør og i familiens sommerhus ved den jyske vestkyst. Hans højt elskede Jytte døde fra ham allerede i 2010 efter lang tids sygdom. Tre voksne børn har nu også mistet deres far.

Og landet en politiker med større udsyn end de fleste.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.