Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år 4. januar

Han løb fra forsvaret

»Turbo«-Bent Christensen vandt fem mesterskaber med Brøndby. Nu får de unge glæde af hans viden og erfaring.

»Turbo«-Bent Christensen slog tidligt igennem. Nu tager han sig af at udvikle fremtidens talenter i Brøndby. Arkivfoto: Jeppe Michael Jensen
»Turbo«-Bent Christensen slog tidligt igennem. Nu tager han sig af at udvikle fremtidens talenter i Brøndby. Arkivfoto: Jeppe Michael Jensen

I fodbold er det ikke usædvanligt, at en angriber ender med at blive rykket længere tilbage på banen, som årene går. For Bent Christensen gik det straks den modsatte vej. Han begyndte i forsvaret og endte i angrebet. Der manglede de nemlig en spiller på det juniorhold i Brønshøj, han dengang spillede på, og Bent Christensen havde tydeligvis talent på den plads.

Han var godt nok ikke den store dribler, men han havde næse for at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, og så var han hurtig. Så hurtig, at han i 10. klasse kunne snuppe 100 meter på omkring 11 sekunder.

Kombinationen af målnæse og hurtighed førte ham også i al hast videre op på 1.-holdet to år før, han var blevet senior, og endte med en topscorerværdighed. Et efterfølgende professionelt ophold i schweiziske Servette som 17-årig blev ingen succes. Det gjorde et lejeophold i Vejle til gengæld, og efter 17 mål i 29 kampe var de danske topklubber klar med en kontrakt, og så gik turen til Brøndby, hvor »Turbo«-Bent 1987-1991 nettede 62 gange i 100 kampe og med Vestegnsklubben vandt fire mesterskaber samt nåede semifinalen i UEFA-Cuppen. 1991 markerede også overgangen fra 1. division til Superligaen, og helt i tråd med den fart, der kendetegnede »Turbo«-Bent, scorede han det første mål nogensinde i den »nye« turnering, da han bragte Brøndby foran 1-0 i sejren på 2-1 over AGF.

Med målene og succesen i Brøndby havde udlandet fået øje på angriberen, og efter at mesterskabet i 1991 var hjemme, blev han solgt til tyske Schalke 04 for godt 19 mio. kr., hvilket dengang var dansk transferrekord.

Men et mislykket ophold kastede blot otte mål og øgenavnet »Trabi-Bent« af sig.

»Sportens verden er sort og hvid, og den ene dag er man helt, den næste en skurk, og sådan er det,« konstaterede Bent Christensen i et interview med bold.dk i 2009.

Fra Schalke 04 gik turen videre til græske Olympiakos, derpå Compostela og godt fire år i Spanien, inden udlandsopholdet blev afsluttet med et år i Tyrkiet, og i 1998 var han tilbage i Brøndby.

Knæene var dog efterhånden hårdt medtaget. Det betød to knæoperationer, der kostede spilletid og sendte målkvoten ned. Ikke desto mindre kunne han sætte kryds ved endnu et dansk mesterskab samt pokaltitel nummer 2 med klubben, inden han i 2000 afsluttede karrieren med et halvt år i barndomsklubben Brønshøj. Men hverken krop eller sind var længere til fodbold. I stedet blev fokus lagt på det jurastudie, han var i gang med.

I 2003 var appetitten på fodbold imidlertid tilbage, og da han fik tilbudt at træne Værløses 1.-hold, slog han til og førte dem året efter op i 2. division. Siden har han ladet sin erfaring og viden gå videre til især de unge – først som talenttræner i Brøndby, derefter som U-19-landstræner og siden april sidste år i rollen som såkaldt A+ træner i Brøndbys talentudviklingsprogram Masterclass.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.