Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år

Hård hund fylder rundt

Han blev kendt som en nådesløs fodboldspiller, men er i dag en ofte brugt skuespiller, når det gælder »barske« biroller. 5. januar fylder Vinnie Jones 50 år.

Vinnie Jones.    Foto: Carl Court
Vinnie Jones.    Foto: Carl Court

I fodboldklubben Wimbledon var Vinnie Jones kendt som en del af »the crazy gang« – den sindssyge bande. Og med god grund. For i løbet af sin professionelle karriere i britisk topfodbold fik midtbanespilleren 12 røde kort og har desuden rekorden for det hurtigste gule kort nogensinde. Det tog ham blot tre sekunder at få en advarsel i en kamp mod Manchester City i 1990. Den muskuløse mand med det fulde navn Vincent Peter Jones lignede mere en lejesoldat end en fodboldspiller og var berygtet for sin kompromisløse spillestil og fighterånd snarere end sine evner på grønsværen. Særlig én situation har printet sig i mangen en fodboldfans bevidsthed: Det var da han i 1987 tog et fast greb om de ædlere dele på en af engelsk fodbolds største talenter – Newcastle-spilleren Paul Gascoigne. Dommeren så det ikke, men adskillige pressefotografer forevigede det usportslige øjeblik.

Trods sit ry for at være lidt af en psykopat på banen, var den 188 centimeter høje englænder dog også en habil fodboldspiller. Han håbede gennem det meste af sin karriere på en opringning fra den irske landstræner – hans mor er irer – men opkaldet udeblev. I stedet fik han debut for Wales tre uger før sin 30 års fødselsdag. Han opnåede i alt ni kampe i den røde trøje men scorede ingen mål.

Helt generelt passede han godt ind i den bølge af hårde spillere, der var særdeles populære i fodboldklubber rundt omkring i Europa fra starten af 90erne og nogle år frem. Danske eksempler på lignende typer er Stig Tøfting og Brian Steen Nielsen.

Efter sin anden periode hos Wimbledon – 177 kampe og 14 mål – afsluttede han sin karriere i 98/99-sæsonen hos Queens Park Rangers. Mange tabte til gengæld både næse og mund, da han samme år fik debut som skuespiller i den superpopulære og kritikerroste »Lock, Stock & Two Smoking Barrels«. I filmen, der blev instrueret af Guy Ritchie, stod Jones forrest på flere af reklameplakaterne og hans rolle som den brutale »Big Chris« fik ros blandt toneangivende anmeldere.

Samarbejdet med Guy Ritchie fortsatte i 2000, da Vinnie Jones var med i »Snatch« og blandt andet spillede over for superstjernen Brad Pitt. Siden da har han medvirket i både store og små, gode og dårlige film. Blandt de kommercielle højdepunkter er rollen som Juggernaut i superhelte-filmen »X-Men: The Last Stand« fra 2006. Han har desuden deltaget i en lang række TV-serier og -shows foruden Celebrity Big Brother i England.

Han er gift med Tanya Terry og parret har sammen en søn. Utroligt nok er de begge inden for de seneste år blevet behandlet for hudkræft. Han har én voldsdom for et overfald på en nabo i 1998 og en dom for trusler og aggressiv adfærd på en flyver i 2003. Han har offentligt udtalt, at han politisk er konservativ.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.