Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
40 år

Fra rod til folkeeje

Paw Henriksen havde gang i en boksekarriere, da han fik smag for skuespillet. Senest har han haft succes som Sancho Pancha i »Don Quixote« og i DRs julekalender »Tidsrejsen«. 3. april fylder han 40 år.

Skuespiller Paw Henriksen fylder 40 år.   Foto: Simon Læssøe
Skuespiller Paw Henriksen fylder 40 år.   Foto: Simon Læssøe

2014 var et godt år for skuespilleren Paw Henriksen. Der var anmelderroser for hans teaterpræstationer i Beckets »Glade dage« på Sorte Hest og for hans Sancho Pancha i Betty Nansens opsætning af »Don Quixote«, og på film og TV blev han nærmest folkeeje – i den populære børnefilm, »Familien Jul« og i DRs julekalender »Tidsrejsen«.

Der stod ellers ikke skrevet folkekær skuespiller på Paw Henriksens fremtidsudsigter under opvæksten i Greve. Efter eget udsagn var han lidt af en rod, der havde svært ved at sidde stille og ikke interesserede sig synderligt for, hvad der skete i skolen. Boksning blev hans redning. Disciplinen og den kontante afregning passede godt til hans temperament. Fra han var 14 til 19 år, dyrkede han den hårdtslående sport og nåede en enkelt uofficiel landskamp som medlem af Juniorlandsholdet, inden interessen for skuespil blev vakt og fik ham tilbage på skolebænken. Først en HF og derpå fire år på Statens Teaterskole, hvor han blev færdig i 2000.

Boksning har stadig hans store interesse, og han er bl.a. ambassadør for Sjællands Amatør Bokse Union. Ellers er cykling den store fritidspassion, som han dyrker på ambitiøst plan bl.a. sammen med vennen Brian Holm.

Paw Henriksen blev for alvor kendt, da han i 2006 fik rollen som Anna Pihls regelrette, vandkæmmede politikollega Kim i TV-serien »Anna Pihl«, hans første større, gennemgående TV-rolle. Men optagelserne var kun lige afsluttet, da han blev ramt af en alvorlig tarmsygdom, som truede ikke bare karrieren, men på et tidspunkt næsten tog livet af ham.

Her kom Paw Henriksens gode fysiske konstitution og viljestyrke ham til gavn. Han kæmpede sig tilbage til fordums styrke, og selv om han i dag lever med kroniske smerter, nægter han at lade det begrænse sit liv, hverken som skuespiller eller som idrætsudøver.

Som ambassadør for patientforeningen Colitis-Chron Foreningen arbejder han for større åbenhed om sygdommen. Han er også ambassadør for Børnehjælpsdagen og for La Flamme rouge, der indsamler midler til kræftramte børn.

I karrieren har Paw Henriksen medvirket i en række teaterroller, bl.a. i »Den kaukasiske kridtcirkel« på Det Kongelige, Mammutteatrets »Fobiskolen« og »Henrik og Pernille« på Folketeatret. På film har man kunnet opleve ham i bl.a. »Brødre«, »En mand vender hjem« og »Karlas Kabale«, og lige nu er han i gang med indspilningerne til Zentropas nye film om livet på et dansk børnehjem i 1960erne, »Der kommer en dag« med bl.a. Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.