Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
50 år 12. april

Fornemmelse for ledelse

Danfoss’ topchef, Niels B. Christiansen, var for høj til at blive jagerpilot.

Foto: ERIK REFNER/Scanpix
Foto: ERIK REFNER/Scanpix

Niels B. Christiansen er en af de mest indflydelsesrige erhvervsmænd i Danmark. Hans karrieremæssige meritter og omfanget af tillidsposter i bestyrelser, hans placering i den offentlige debat, og hans poster i forskellige politiske og erhvervspolitiske fora placerer ham i den absolutte elite.

Ganske symbolsk tilbringer han selve fødselsdagen i København, hvor AP Møller-Mærsk holder generalforsamling, og han siddder i bestyrelsen. En rund fødselsdag er gyldig fraværsgrund til sådan en begivenhed.

Til gengæld ventes Mærsk-toppen at melde sin ankomst den 18., hvor Danfoss fejrer sin koncernchef.

Niels B. Christiansen, eller Niels Bjørn, som man kalder ham for på Als, er født i Sønderborg og opvokset i en lille by uden for Aabenraa. Hans far var bygningsingeniør og drev egen virksomhed, mens moderen arbejdede som direktionssekretær, blandt andet hos TV syd.

Hans far advarede ham mod at blive ingeniør, fordi det var for arbejdskrævende, men da studievalget skulle træffes, blev krydset alligevel sat ved DTU. Niels Bjørn havde svært ved at skjule sin interesse for nymodens teknik, og rodede med både knallerter og den computer, han købte for sine egne sparepenge, da han gik i 9. klasse. I lang tid drømte han dog om at blive jagerpilot, men han voksede sig højere end de 1,92, der er maksimum, hvis man skal kunne presse sig ind i cockpittet på et jagerfly. I 1991 dimitterede han med et gennemsnit på 12,2 efter den gamle karakterskala.

Det blev dog ikke i udviklingslaboratorierne eller på fabriksgulvet, Niels B. Christiansen fik sin gang, men derimod på de mere bonede gulve, hvor man diskuterer strategier og udvikling af ny teknologi. For han havde også fornemmelse for ledelse. Han var fra 1991 til 1995 ansat som konsulent i McKinsey & Co, og supplerede ingeniøruddannelsen med en MBA fra det den anerkendte franske INSEAD. Også her gjorde han sig bemærket med en faglig overlegenhed, der betød, at han blev kåret som sin årgangs bedste.

 

I 1997 blev han headhuntet til et job som direktør for corporate development hos den schweiziske værktøjsgigant Hilti, inden han i 1997 blev hentet til Danmark for at blive adm. direktør for GN Netcom, hvor han stod i spidsen for at bygge forretningsenheden op til en milliardvirksomhed. Den stilling bestred han indtil 2003, hvor han blev udnævnt til koncerndirektør i GN Store Nord-koncernen.

I hans tid hos GN begyndte stadigt flere i det hjemlige erhvervsliv at få øjnene op for den unge gulddreng, og i 2004 kom så buddet fra hjemegnen, fra Danfoss, hvor han blev overtalt til at flytte til Als med familien, der udover hustruen Lene Grodt Christiansen består af to børn på 17 og 20 år.

Her blev han medlem af koncernledelsen og fik ansvaret for driften af Danfoss. Det blev hurtigt tydeligt, at Niels B. Christiansen var udset til at overtage roret efter Danfoss-ejer, Jørn Mads Clausen.

Det skete i 2008, netop som finanskrisen ramte Danfoss hårdt. Men Niels B. Christiansen, der brænder for teknik og innovation, havde allerede tegnet de strategiske linjer for, hvad der skulle ske i Danfoss, og med den økonomiske krise som en brændende platform satte han den ambitiøse langsigtede strategi, Core & Clear, i søen. Siden har Danfoss leveret rekordresultat på rekordresultat og produktivitetsforbedringer, som kan gøre enhver anden virksomhedsleder misundelig.

Succesen hos Danfoss er en af grundene til, at der har været bud efter ham til diverse bestyrelser og offentlige kommissioner og fora. Samtidig har Niels B. Christiansen været dygtig til at bruge sin position som topchef i en af landets største virksomheder til at påvirke den offentlige debat i den retning, han mener er rigtig.

I dag er Niels B. Christiansen formand for bestyrelsen i kapitalfonden Axcel, han er medlem af bestyrelserne for AP Møller-Mærsk, William Demant Holding og sin gamle uddannelsesinstitution DTU, og han er næstformand for bestyrelsen i Dansk Industri.

Han har tidligere blandt andet været formand for Produktionspanelet, som den tidligere SR-regering nedsatte. For nylig blev han udnævnt til formand for regeringens Energikommission, hvor han skal være med til at guide regeringen til, hvordan den bedst udnytter den styrkeposition, som blandt andre Danfoss har inden for teknologier, der fremmer en effektiv udnyttelse af energien.

Selvom Niels B. Christiansen siden 2008 er blevet mere eller mindre synonym med Danfoss, dukker spørgsmålet om, hvornår han skal videre, op med jævne mellemrum, og han er qua sin bestyrelsespost i bestyrelsen hos AP Møller-Mærsk jævnligt blevet nævnt som én blandt flere mulige arvtagere, når Niels A. Smedegaard en dag går på pension. Niels B. Christiansen er helt på det rene med, at der stort set ikke er det topjob i dansk erhvervsliv, han ikke er blevet sat i forbindelse med de seneste fem år.

For ham bliver det dog formentlig svært at finde et job, hvor han på bedre vis kan kombinere sin passion for teknologi og komplekse problemstillinger med muligheden for at påvirke samfundsdebatten i det, han betragter som den rigtige retning.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.