Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Aktuelt portræt

Et intellektuelt fyrtårn vender hjem

Rune Lykkeberg er kendt som en af rigets skarpeste iagttagere af politik og kultur, også den populære af slagsen. Nu skal han være chefredaktør for Information.

Rune Lykkeberg bliver ny chefredaktør på Information. Billedet er fra 2009, hvor Lykkeberg modtog Berlingske Journalists pris. Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Rune Lykkeberg bliver ny chefredaktør på Information. Billedet er fra 2009, hvor Lykkeberg modtog Berlingske Journalists pris. Foto: Linda Kastrup/Scanpix

Der udbrød spontan jubel på Dagbladet Informations snirklede gange i går, da nyheden om, at avisens fortabte søn, Rune Lykkeberg, efter tre år »ovre på Rådhuspladsen« hos Politiken, nu vender tilbage til avisen som ny chefredaktør. »Kongen vender tilbage,« blev der ifølge Informations artikel om udnævnelsen råbt på avisens kulturgang.

Det er da på alle måder også en yderst afholdt mand blandt avisens ansatte, som nu afløser Christian Jensen – der mandag tiltrådte som chefredaktør på Politiken – som chefredaktør for i Sankt Annæ Passage. Lykkeberg var inden skiftet til Politiken i 2013 i en årrække en central del af Informations DNA som journalist og redaktør, og Anton Geist, Informations indlandsredaktør, var da også yderst tilfreds, da nyheden slap ud:

»Folk på avisen er meget begejstrede. De fleste herinde kender jo Rune som en stærk intellektuel og virkelig dygtigt journalistisk håndværker. Han var en meget, meget vellidt kollega i sin tid på Information, så det er virkelig optur, at vi får ham tilbage nu,« udtalte han til fagbladet Journalisten.

Blændende god skribent

42-årige Rune Lykkeberg er på mange måder indbegrebet af »Pjoskeren«. Bortset fra de seneste tre år, hvor han har virket som kulturredaktør på Politiken, har han stort set hele sit journalistiske liv befundet sig på Information. Først som journalist, senere som en markant og indflydelsesrig redaktør og redaktionschef for bladets weekendtillæg. Når Lykkeberg talte, lyttede alle – selv de mange skiftende chefredaktører.

Lykkeberg er i den bredere offentlighed formentlig bedst kendt – og anerkendt – som en knivskarp kulturanalytiker. Det kom ikke mindst til udtryk i bogen »Kampen om sandhederne« fra 2008, hvor han med hjælp fra litterære og kulturelle referencer – Lykkeberg har læst litteraturvidenskab – analyserede folketingsvalget i 2001, som han så som kulminationen og dermed det endelige opgør på et kulturradikalt herredømme over politikken – og delvist kulturen – i Danmark.

Bogen åbenbarede, hvad faste læsere af Lykkebergs kommentarer i Information, allerede var klar over: At han ikke bare har et usædvanligt skarpt blik for ændringer i det kulturelle og politiske landskab, han skriver også blændende godt og med en morsom og let, men aldrig overfladisk, pen.

Det lette og humoristiske sind er iøvrigt et andet kendetegn ved Rune Lykkeberg. På sit klingende aarhusianske – det er ikke svært at høre, at han er søn af den kendte Aarhus-juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen – bliver alt fra hjerteklubben AGFs seneste kamp til pop-kulturelle fænomener kommenteret med høj stemme, stor gestik og en smittende latter. Det kommer fremover til at foregå på Informations store chefredaktør-kontor fra 1. august, hvor han tiltræder på sin nye, gamle arbejdsplads.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.