Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
80 år 31. januar.

Djævlen i detaljen

Han er kendt for musik med mange gentagelser - men det er i de små forskelle, hans kunst ligger. Philip Glass fylder 80 år.

Den amerikanske pianist, Philip Glass, vækker begejstring, men også det modsatte. Foto: Franck Robichon
Den amerikanske pianist, Philip Glass, vækker begejstring, men også det modsatte. Foto: Franck Robichon

Igen, igen, igen, igen, geni, geni, geni ...

Nogle hader ham af et ondt hjerte. Andre ser ham som en af de største.

Men alle har på den ene eller den anden måde hørt hans musik - for eksempel som underlægning til diverse dokumentarer og spillefilm.

Philip Glass er komponisten med de meget lange værker og helt utroligt mange gentagelser. Stilen stammer fra USA og kaldes gerne for minimalisme. Philip Glass regnes faktisk for en af dens opfindere. Og den har gjort ham til en meget rig mand.

Han blev født i Baltimore som søn af litauiske emigranter med jødisk baggrund.

Faderen drev en pladebutik og gav ham kærligheden til alle de store værker i klassisk musikkultur.

Moderen var aktiv i integrationen af europæiske flygtninge efter Anden Verdenskrig og har formentlig givet ham den globale bevidsthed og et hjerte for de udstødte.

Sønnen selv begyndte på universitetet i Chicago som 15-årig og fik resten af sin uddannelse som pianist på den legendariske Juilliard School of Music i New York.

Han tog også på europæiske studieophold midt i 1960erne. Og det var på europæiske festivaler, han gjorde sit livs vigtigste opdagelse: At den traditionelle avantgarde med pling og plong ikke sagde ham noget særligt - hvorimod strubesang fra Tibet og ragaer fra Indien virkede stærkt stimulerende på hans fantasi.

Philip Glass slog sig sammen med landsmanden Steve Reich og andre ligesindede og skabte en »alternativ« avantgarde helt fra bunden. En modernistisk musik med høj lydstyrke og sommetider mange musikere og sangere involveret. Men hvor der ellers ikke skete noget som helst. I hvert fald ikke ret meget.

Resten er historie. Philip Glass’ minimalisme skulle snart få et stort publikum. For rigtig mange musikelskere delte i virkeligheden hans følelser: De ville gerne være moderne og med på noderne, men kunne også godt lide en køn klang af og til.

Så han droppede jobbet som taxachauffør på Manhattan og komponerede inden længe på fuld tid.

Han brød igennem med portrætoperaen »Einstein on the Beach« fra 1975 og fulgte den op med »Satyagraha« i 1979 og »Akhnaten« i 1983.

Han kastede sig over filmmusikken og blev særlig kendt for eksempelvis den langsomme »Koyaanisqatsi« fra 1982 og senere for musiksporene til »Kundun« fra 1997, »The Truman Show« fra 1998, »The Hours« fra 2002 og »Fantastic Four« fra forrige år.

Og han har hele tiden skabt værker i klassiske genrer ved siden af. For eksempel et par violinkoncerter med nummer to fra 2009 som den oftest spillede. Eller musik for klaver alene med »Mad Rush« fra det store soloalbum i 1989 som det mest vellykkede.

Selv om Philip Glass altså bruger de samme motiver igen og igen og igen i sin musik, så kan man ikke høre den med et halvt øre.

Det er i høj grad en musik med krav til ens koncentration. For han har altid umærkelige forskelle med alligevel. En ny tone her, en overraskende rytme dér. Og de kan forandre et liv.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.