Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Aktuelt navn

Den usædvanlige virkelighed

Den danske filminstruktør Nicole Horanyi er fascineret af stærke kvinder, der tør indtage en sårbar situation. I sin nye dokumentarfilm, »Motley’s Law«, portrætterer hun en amerikansk kvinde, der praktiserer som advokat i Afghanistan.

Foto: Helle Moos
Foto: Helle Moos

Hvad får en amerikansk advokat og mor til tre til at rejse alene til Afghanistan – et af verdens farligste lande – for at arbejde som forsvarsadvokat i et bundkorrupt retssystem, der ikke har meget til overs for kvinder?

Det er temaet i den danske filminstruktør Nicole Horanyis nye dokumentarfilm, »Motley’s Law«, der netop har haft dansk premiere. Filmen følger Kimberley Motley gennem to år og tegner et portræt af en bemærkelsesværdig kvinde, der lever i en virkelighed, som de fleste af os kan have svært ved at begribe.

»Motley’s Law« – 38-årige Nicole Horanyis fjerde dokumentarfilm – har allerede fået en del opmærksomhed og vundet flere priser, men egentlig var Horanyi i gang med en anden film, da hun blev præsenteret for Kimberley Motley.

»Det første, jeg læste om Kimberley, var, at hun er tidligere skønhedsdronning i Miss America. Det pirrede min nysgerrighed, og der tegnede sig hurtigt et billede af et meget sammensat menneske. Jeg blev fascineret af, hvordan hun som kvinde navigerer i et mandsdomineret samfund som det afghanske, mens hun samtidig har et langdistanceforhold til familien og hendes tre børn, der opholder sig i USA,« fortæller Nicole Horanyi.

Nicole Horanyi bestemte sig derfor i januar 2013 for at tage til Afghanistan og møde Kimberley Motley. Siden fulgte flere besøg, og i alt blev det til fem besøg i Afghanistan fra 2013 til 2015. To år hvor sikkerhedssituationen i Kabul gradvist blev forværret i takt med, at Taleban målrettede deres bomber mod udlændinge. I filmen er bl.a. en scene, hvor en svensk journalist bliver skudt og dræbt meget tæt på, hvor holdet er i gang med at optage. Alligevel fortsatte filmholdet med at følge Kimberley Motley på hendes besøg i Kabuls fængsler og retssale og til møder hos de afghanske myndigheder.

»Det fascinerende ved Kimberley er kontrasten i hendes trang til det ultra-feminine og samtidig en meget maskulin tilgang til hendes arbejde. Hun har truffet nogle valg, der ikke er populære hverken i USA eller her i Europa, hun gør ikke det, man forventer, at en kvinde gør, og hun gør det uden at undskylde. Det var enormt befriende og inspirerende at betragte.«

Du har tidligere lavet dokumentarer om filippinske au pair-kvinder i Danmark, om en gruppe fodboldpiger, om en dansk pornoskuespiller og nu om en kvindelig advokat. Går du bevidst efter at lave film om kvinder?

»Det har aldrig været bevidst, men jeg kan godt se den røde tråd i mine film. Kvindeportrætter interesserer mig, og jeg afsøger nogle forskellige kroge af det at være kvinde. De kvinder, jeg har portrætteret, har næsten alle sammen været nogen, der har stillet sig i nogle meget sårbare situationer i livet. De gør noget, der er lidt på kanten, og jeg kan godt lide at stille mig på det sted og filme, hvordan en kvinde fungerer i de situationer. Denice Klarskov (hovedpersonen i »Dagbog fra Porn Valley«, red.) og Kimberley Motley er eksempelvis begge kvinder, der lever i nogle ekstreme miljøer, og selv om de er to meget forskellige kvinder, så stiller de sig i nogle positioner, hvor de er meget sårbare, men hvor de alligevel viser en stor styrke.«

Hvorfor er det interessant at filme kvinder i netop de sårbare situationer?

»Jeg er meget optaget af, hvad det vil sige at være kvinde. Jeg kommer fra en familie med utroligt mange kvinder og med et meget stereotypt billede af, hvad det vil sige at være kvindelig, og jeg har haft et stort ønske om at gøre op med det kvindebillede. Det gør jeg ved at vende kameraet mod nogle kvinder, der gør op med det traditionelle kvindebillede.«

»Der er utroligt meget, man som kvinde skal leve op til. Der er en forestilling i samfundet af, hvordan man skal være en rigtig kvinde og være feminin, og det er også et stærkt tema i filmen om Kimberley.«

Hvorfor har du valgt dokumentarfilmgenren frem for f.eks. at lave fiktionsfilm?

»Jeg synes, at det er fantastisk at kunne træde ind i nogle eksotiske miljøer, som jeg ellers ikke ville have adgang til. Dokumentarfilm er virkelighed, det er oplysning. Og så er der det med virkeligheden, at den igen og igen – som det også undervejs sker for Kimberley i filmen – overgår fiktionen, og hver gang det sker, er det fuldstændig overvældende.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.