Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Cheffotografen er død

Dødsfald. Michael Ballhaus var fotograf for Rainer Werner Fassbinder og andre navne som Francis Ford Coppola og Martin Scorsese.

Michael Ballhaus vandt en Gylden Bjørn i Berlin for sit livslange engagement i film. Fabrizio Bensch/Reuters
Michael Ballhaus vandt en Gylden Bjørn i Berlin for sit livslange engagement i film. Fabrizio Bensch/Reuters

Den verdensberømte, tyske filmfotograf Michael Ballhaus anså det selv for sit største talent, at han vidste, »hvordan han kunne visualisere tanker og få billeder til at fortælle.« Han nåede at arbejde på flere end 80 film, inden han døde onsdag før påske, 81 år gammel.

Michael Ballhaus arbejdede i 1960erne for tysk fjernsyn, indtil han blev engageret af det kunstneriske kuglelyn, Rainer Werner Fassbinder. De to nåede at lave 15 spillefilm sammen, inden Fassbinder 37 år gammel døde af misbrug, arbejdsmani, og hvad man kunne kalde uhyrlige omstændigheder i 1982. Men efter at have arbejdet for Fassbinder var alt muligt:

»Han var meget hård over for mig, og han knaldede altid med pisken, for at vi skulle gøre os færdige og ikke bruge for meget tid. Så jeg lærte at være hurtig og prøvede samtidig at forblive god. Det var en stor hjælp, da jeg senere begyndte at arbejde i USA. Det var også en stor hjælp, at han havde været så temperamentsfuld, for sidenhen vidste jeg, at jeg kunne håndtere enhver instruktør i verden,« sagde Ballhaus i en samtale med det amerikanske brancheblad Variety i februar 2016.

I Hollywood kunne Ballhaus fortsætte sin mangfoldige karriere, idet hans effektive, kreative og samtidig meget indfølende arbejdsform gjorde ham til en af de mest efterspurgte fotografer i filmbranchen.

Han kom til at arbejde med instruktører som Mike Nichols, Francis Ford Coppola, Wolfgang Petersen, Robert Redford og ikke mindst Martin Scorsese, med hvem han indledte endnu et langvarigt samarbejde. Det resulterede i film som »Efter fyraften«, »Det handler om penge«, »Goodfellas«, »Gangs of New York« og »The Departed«.

Samarbejdet med Scorsese blev dog kompliceret af, at Ballhaus alle dage har afskyet vold – også på film.

Samarbejde med konen

Da Ballhaus nåede pensionsalderen, begyndte han langsomt at trappe ned som cheffotograf for i stedet at bruge sin tid på at undervise og give sine erfaringer videre. Dels på Hamburg Media School, dels på Berlinalens talentskole.

I 2014 trak han sig tilbage, og i selvbiografien fra samme år, »Bilder im Kopf«, afslørede han en del af forklaringen: det visuelle menneske var ved at miste synet på grund af grøn stær. Hans sidste film blev »3.096 dage« om østrigske Natascha Kampusch, der blev holdt fanget i en kælder i otte år. Ballhaus’ anden kone, Sherry Hormann, instruerede filmen, og det lykkedes hende at lokke ham til at overtage kameraet – ikke mindst på grund af udfordringen ved at optage det meste af filmen i et syv kvadratmeter stort lokale.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.