Pigen der forsvandt

Zahra blev mishandlet og holdt fanget af sin far i ni år

FØRSTE DEL: Hun voksede op i København med trusler og tæsk. Som 16-årig blev Zahra bortført til Irak.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Patronerne klikkede ind i magasinet, én efter én. Onklen bøjede sig ind over Zahra, der sad på stengulvet i det irakiske hus, og afsikrede våbnet. Han ville kramme aftrækkeren og tømme magasinet ind i hovedet på hende, hvis hun ikke adlød hans instruktioner.

Han holdt våbnet ud for hendes tykke sorte hår, der var sat op i nakken med en klemme. Det var midt om sommeren. Der var ubehagelig varmt i huset. Fugtigt.

Den kortærmede grå T-shirt og de lange prikkede pyjamasbukser klistrede til hendes krop. Zahras hud var spættet af varmeknopper og tydelige mærker efter slag.

Hendes far og onkel sad på en seng bag hende. De rakte hende en telefon og sagde, at hun skulle ringe til en ansat på den danske ambassade i Baghdad. Hun skulle fortælle ham, at alt, hun havde sagt til ham om sit liv i Irak, var løgn.

»Alt stod helt stille inden i mig,« husker Zahra.

Det var i 2012. Zahra var blevet bortført fra Danmark til Irak seks år før.

Der skulle gå flere år, før hun med hjælp fra Udenrigsministeriet fik en ny chance for at planlægge sin flugt.

Det er kendt, at Udenrigsministeriets Borgerservice hjælper blandt andre kriseramte og nødstedte danskere hjem fra udlandet, hvis der sker et stort jordskælv eller et militærkup.

Ligesom danske myndigheder arrangerer, at syge og døde danskere bliver transporteret hjem. Men kendskabet til de redningsplaner, der lægges for primært piger, kvinder og kvinder med børn, der er blevet ført til udlandet under tvang, er knap så udbredt.

De 20 under tvang

I øjeblikket forsøger ansatte i Udenrigsministeriets hovedkvarter på Asiatisk Plads og danske diplomater i Afrika, Mellemøsten og Asien at få 20 danske medborgere hjem. De figurerer på en liste over sager, der betegnes som »de æresrelaterede«.

Planlægningen af flugten hjem til Danmark er ofte livsfarlig og ligner plottet i en agentroman. Samtidig er det en balance for Udenrigsministeriet at hjælpe danske borgere uden at overskride regler og love i det pågældende land.

Zahras familie flygtede fra Saddam Husseins Irak til Danmark, da hun var tre år. Hun voksede op i et rækkehus i København, talte perfekt dansk og gik i børnehave ved søerne i København. I sin fritid spillede hun rollespil i sin pigeklub. Gennem sin opvækst havde hun haft danske, irakiske og marokkanske venner.

Under Zahras brune øjne havde hun to lige rækker af perfekte, hvide tænder. Selv om hun var lille af vækst i forhold til drengene, var hun god til at spille fodbold.

Faren forbød hende første gang som tiårig at spille med. Han bankede sin lædersko mod hendes ryg og arme for at understrege, at han mente det. Men Zahra nikkede alligevel ja til tilbuddet, hver gang der manglede en målmand.

Hun ville ikke acceptere, at der skulle være forskel på, om hun legede med drenge eller piger. Da faren låste hende inde på børneværelset, kravlede hun ud af vinduet.

»Det betød tæsk hver gang. Men jeg blev ved,« siger Zahra.

Et knivformet ar

Volden i barndomsårene blev mange år senere nævnt i en underretning fra Københavns Kommune.

Faren havde flere afstraffelsesmetoder, når hun ikke levede op til de regler, han havde taget med i kufferten fra sit hjemland. Han hev hende i håret. Eller slog hende i ansigtet med flad hånd.

Engang da hun og drengene spillede fodbold midt på vejen, varmede han en kniv på komfuret og brændte hendes overarm med den. Det gav et spidst ar, der i dag er cirka fire centimeter langt. Huden ser ud, som om den har boblet af varme og er størknet.

Familien i Irak ringede tit til Danmark og sagde, at faren skulle passe på. Hans datter var ved at blive for dansk. »Danamarkia gahba,« advarede bedstemoren. »En dansk luder.« Før eller siden ville Zahra få en dansk kæreste og have sex med ham, lød advarslen.

Da Zahra fyldte 15, insisterede faren på, at hun gemte sit tykke sorte hår bag et tørklæde.

Livet i Irak ville være mere egnet for Zahra og hendes søskende, fastholdt bedstemoren over telefonen. Zahra blev bange, da faren åbent sagde, han var enig. For Zahra var Irak ikke et hjem.

Som barn og teenager tilbragte Zahra mange eftermiddage i et fritidstilbud kun for piger. MA var leder af pigeklubben. Hun havde et stort krøllet, blond hår og kunne ofte høres på sin lidt hæse latter.

Zahra holdt meget af MA og omtalte hende som »min danske mor«. Sammen bekymrede de sig for, at Zahra risikerede at blive sendt til sine forældres hjemland mod sin vilje. De søgte hjælp hos Etnisk Konsulentteam i Københavns Kommune.

Dengang som nu rådgav teamet om, hvordan man kunne stoppe blandt andet genopdragelsesrejser og tvangsægteskaber. En ansat, socialpædagog Manu Sareen, der senere bestred flere ministerposter, husker i dag sagen om den drengede fodboldpige. Han anbefalede, at der hurtigst muligt kom en jurist på sagen.

Juristen skulle vurdere Zahras retsstilling og en mulig tvangsfjernelse fra hjemmet.

Men fra den ene dag til den anden ændrede Zahras far planer. Der faldt for mange bomber i Irak, lød argumentet. Det var få år efter den amerikansk ledede invasion og mere end et år før, de danske tropper forlod landet. Zahra blev lettet.

Først lang tid efter forstod hun, hvorfor faren havde ændret mening. Hun havde betroet sig til sin kusine om besøget hos Etnisk Konsulentteam, og kusinen havde advaret resten af familien.

Frygt for sommeren

Da sommerferien før niende klasse nærmede sig, spurgte faren, om Zahra og hendes søskende ville med på en rejse til Iran. De var aldrig på ferie, så Zahra blev begejstret. Hjemme i rækkehuset tænkte Zahra i forbifarten, at moren pakkede lidt vel store kufferter. Hvorfor tog hun deres makeup med?

Piger, der gik med makeup i Iran, blev anset for at være »dårlige piger«.

På en græsplæne i nærheden af pigeklubben mødtes MA og Zahra før afrejsen. MA krammede sine arme rundt om Zahra og holdt hende ind til sig i lang tid.

»Jeg havde en stærk følelse af, at det ikke var en sommerferie,« siger MA i dag.

Få dage efter ankomsten til Iran sagde faren, at familien kun kunne få visum til én uge. Derfor krydsede de grænsen ind til farens gamle hjemland, Irak.

Men Zahra og hendes søskende blev snydt. Faren havde truet moren med, at hun aldrig fik sine børn at se igen, hvis hun ikke fulgte ham til Irak. Han konfiskerede alle pas og sygesikringsbeviser.

Han efterlod familien i Irak og rejste til Danmark og pakkede alt i rækkehuset ned i en container.

Dengang i 2006 blev der ikke ført statistik over antallet af genopdragelsesrejser eller ufrivillige udlandsophold.

Men de seneste år er tallene steget markant. I 2009 havde Etnisk Konsulentteam under Københavns Kommune tre sager, der omhandlede genopdragelsesrejser. I 2015 behandlede teamet sager om 51 personer. 19 personer var blevet sendt til udlandet, mens der i resten af sagerne var tale om en frygt for det eller direkte trusler.

Ifølge rådgivningsteamet for æresrelaterede konflikter, Etnisk Ung, under Landsorganisationen for Kvindekrisecentre steg antallet af henvendelser om genopdragelsesrejser fra 60 i 2012 til 89 hidtil i 2016.

Projektchef i Etnisk Ung Susanne W. Fabricius siger, at tallene blandt andet afspejler, at flere bliver opmærksomme på, at det er muligt at søge hjælp. Men der er fortsat et stort mørketal, påpeger hun.

Tilbage i Irak måtte Zahra studere et nyt skriftsprog på en pigeskole: arabisk. Jeans og tørklæde blev skiftet ud med en sort klædedragt, niqab, der dækkede fra hovedbund til fodsåler.

Efter skole spejdede Zahra ud over den irakiske bys flade tage. Hun savnede regnen, der løb ned ad de skrå tage i København. Hun kiggede ud på det tørre landskab og forestillede sig Danmarks grønne træer og græsplæner.

Ikke een tåre

I Irak herskede bedstemoren. Zahras mor blev kuet og nedgjort for at være en dårlig kvinde fra en fattig familie. Zahras far fulgte sin egen mors råd i alt. Hun mente, at Zahras drengede opførsel skyldtes manglende opdragelse. Opdragelse betød tæsk.

Nogle gange fik Zahra en begrundelse. Andre gange anede hun ikke hvorfor, faren tog et fast greb om læderskoen.

Hun havde lært ikke at græde, uanset hvor hårdt han ramte.

»De skulle ikke tro, jeg var svag,« siger Zahra.

Udenrigsministeriets gule mursten rejser sig højt med udsigt til Knippelsbro og Nationalbanken. På kontoret i Borgerservice sidder embedsmænd, hvis arbejde er at hjælpe danskere i nød i hele verden.

RA er en af dem. Hun har en kort grå page og opmærksomme blå øjne bag brillestillet. I ti år har hendes hverdag været fuld af bekymrede familiemedlemmer, veninder, pædagoger og lærere, der ikke har set deres elev efter sommerferien.

RA er ansvarlig for »de æresrelaterede« sager. Det gælder både tvangsgifte og efterladte. Fælles for dem er, at de opholder sig i udlandet mod deres vilje. I arbejdet skelnes der ikke mellem personer med dansk statsborgerskab og personer med dansk opholdstilladelse.

Udenrigsministeriet vil ikke oplyse, hvor de personer, de aktuelt prøver at hjælpe, opholder sig. Det kan gøre det lettere at udpege personer og dermed sværere at få borgerne hjem.

RAs liste rummer lige nu 13 personer, der opholder sig i Afrika og Mellemøsten og syv i Asien.

De seneste år har tallet ligget på 10-40 sager, hvoraf hver sag kan være mere end en person. Ministeriet fører ikke statistik over, hvor mange de i alt har fået hjem.

Ifølge embedsmanden er der et stort mørketal. Borgerservice eller ambassaderne får indledende kontakt til nogle af pigerne gennem lokale mellemmænd. For så at miste kontakten igen i årevis, fordi kvinden bliver nægtet adgang til en telefon.

Sagerne kræver anderledes, kreative løsninger og ikke mindst stort mod fra kvinderne. Sager i lande, hvor Danmark ikke har nogen officiel repræsentation, kan være tæt på umulige at løse.

Zahra hørte om den danske ambassade i en bisætning. Hendes moster nævnte, at Zahras voldelige far skulle passe på, at ambassaden ikke kom efter ham.

Zahra fandt også ud af, at der var en landekode, 0045, for at ringe til Danmark. Hun huskede stadig mere end fire år efter afrejsen nummeret til en veninde i København. Veninden vendte tilbage med et telefonnummer til den danske ambassade i Irak.

En samtale på dansk

Dengang lå ambassaden i den såkaldte Grønne Zone i Bagdad. Det var reelt en bombesikret militærlejr, som danskerne kun forlod i pansrede køretøjer med sikkerhedsvagter og iklædt skudsikre veste og hjelme.

En udsendt på ambassaden, HE, havde ansvaret for sager, der gik under navnet »vanskelige borgerservicesager«. I de to år, han var på ambassaden, fik han ca. to nye sager om måneden. Han glemmer aldrig Zahra.

Faren var på arbejde, første gang Zahra kom igennem til HE. Det var i slutningen af 2010.

Hun stod i haven blandt ænder og høns. Den høje mur rundt om grunden skjulte hende. Med hånden over munden hviskede hun ind i telefonen. Sit navn. Sit CPR-nummer. At hun var dansk statsborger og var blevet bortført til Irak i 2006.

HE noterede alle detaljer. Han vidste af erfaring, at han aldrig ville få mulighed for selv at ringe til hende. Men hun måtte ringe på alle tider af døgnet til ham. Også når han var på juleferie i Danmark.

»Jeg var så glad for at få fat i en dansker, jeg kunne snakke med. En, som lyttede til mig og troede på mig,« siger Zahra.

HE, en mand i fyrrene med kort gråt hår, syntes, at Zahra lød som en hvilken som helst ung kvinde, man kunne møde i København. HE tænkte, at forholdene i Irak var ligeså fremmede for hende, som de var for ham.

»Hun sagde til mig, at hvis jeg ikke hørte fra mere fra hende, så var hun nok død,« siger han.

Han opfattede det som en af sine vigtigste opgaver at forsøge at give Zahra og de andre, han var i kontakt med, håb gennem samtalerne.

Telefonregningerne var så dyre, at Udenrigsministeriet påpegede det.

HE samarbejdede tæt sammen med Borgerservice derhjemme. Hver sag krævede sin egen skræddersyede plan. Lykkedes det at få en pige ud af Irak, var det ofte, fordi nogen havde strakt sig længere, end de var forpligtet til.

Danskerne trak på alle forbindelser i landet: Andre landes diplomater, udsendte styrker og irakere, der havde boet i Danmark.

Man iværksatte også planer, der kunne ligne »en bedre spændingsfilm«, fortæller HE.

Som når en bil blev sendt til en adresse, hvor en dansk borger opholdt sig. I ly for natten, mens resten af huset sov, satte den danske borger sig i bilen. Uden bagage. Uden pas eller andre dokumenter, der senere skulle laves på ambassaden. Når det lykkedes at få nogen i sikkerhed i Den Grønne Zone, rykkede HE også nogle gange ud af sin egen lejlighed.

Søgning efter Zahra

Hjemme i København bekymrede MA, hende Zahra kaldte sin »danske mor«, sig for Zahra.

Når hun så nyheder om selvmordbombere eller vejsidebomber i Irak, frygtede hun, at Zahra kunne være blandt de tilskadekomne. Var hun stadig i live? Var hun blevet tvangsgift? MA gennemtrevlede internettet og sociale medier efter oplysninger. Hun lod sin søns lokker falde hos en irakisk frisør i København for at kunne spørge ind til familien. Frisøren var fåmælt, men vidste dog, at Zahra gik i skole i Irak.

»Jeg følte mig magtesløs,« siger MA.

I 2012 blev Zahras forhold til familien i Irak værre.

Bedstemoren og Zahras fars brødre, hendes onkler, blandede sig stadig mere i, hvordan hun skulle håndteres. Som da Zahra fandt ud af, at farens familie havde planlagt en forlovelse med hendes fætter, og hun sagde nej til ham. Og da hun indså, at faren havde en affære med en anden kvinde.

Frustreret begyndte hun at tale åbent i skolen om, hvordan den magtfulde og velhavende familie havde masser af problemer. Sladderen løb, familien blev rasende.

Hendes far og onkel hjalp hinanden med at piske hende med en ledning. Når den ene blev træt i armene, tog den anden over. Ledningen ramte overalt. Undtagen i ansigtet. At hun ikke græd, gjorde dem endnu mere ophidsede. Ledningen satte mærker. Huden på Zahras ryg, mave og ben blev mørk. Hendes fingre hævede. Fodsålerne blev røde. Først da huden begyndte at sprække, stoppede de. Bagefter kunne hun hverken stå op eller ligge ned.

»Jeg har aldrig prøvet noget, der gjorde så ondt,« husker hun.

Bagefter låste de hende ind på et værelse i onklens hus. Dette blev senere omtalt i en underretning fra Københavns Kommune.

Zahra var ikke alene om at gøre oprør mod en undertrykkende familie.

Det gør rekordmange piger og drenge i øjeblikket. I juli i år havde institutionen RED – der gemmer unge på flugt fra æresrelaterede konflikter som social kontrol, trusler om tvangsflytning eller planlagte tvangsægteskaber – fået lige så mange henvendelser som i hele 2015.

Også Etnisk Konsulentteam under Københavns Kommune melder om flere henvendelser end nogensinde.

3.500 kilometer fra Danmark sad Zahra låst inde i onklens hus. Dagligt noterede hun på et stykke papir, hvilken dag det var. Resten af tiden stirrede hun ud af et vindue.

En håndværker, der arbejdede på huset, kiggede ofte op på hende. En dag, da han bar byggemateriale gennem huset, lykkedes det Zahra at få kontakt. Han spurgte, hvorfor hun var låst inde. Han gik med til at smugle en telefon ind til hende.

Det var i sommeren 2012, få dage før ambassaden i Bagdad skulle lukke. Den daværende SRSF-regering havde besluttet, der ikke længere var brug for en repræsentation.

Ambassadøren og HE havde inviteret de ansatte på afskedsmiddag. På den italienske restaurant. Selv om den lå lige over for ambassaden, var de nødt til at køre i pansrede biler. Da HE trådte ud af bilen, ringede Zahra.

Hun var blevet gennemtæsket og låst inde, husker han. De talte sammen så længe, at ambassadøren kom og spurgte, om HE ikke snart kom ind.

For HE stod det nu klart, at Zahra var i livsfare. Den desperate situation krævede en ekstraordinær løsning.

Ambassaden havde blandt andet tæt kontakt til en minister, AA, i den daværende regering i landet. Det var HEs opfattelse, at ministeren havde sympati for de piger, der var vokset op i Danmark og kom i klemme mellem forældrenes og deres egen kultur.

Den danske diplomat ringede og bad AA om hjælp.

Truet til at tale

AA ringede efter alt at dømme til politiet i den by, hvor Zahra boede og sad låst inde.

I hvert fald ringede han til HE dagen efter og sagde, at politiet havde haft kontakt til familien. Det var lykkedes for familien at løse problemerne internt selv, var meldingen. Zahras far var i øvrigt en borger, som nød stor respekt i lokalsamfundet, forsikrede ministeren over for HE.

Hjemme i onklens hus blev Zahra lukket ud. Hun havde siddet låst inde i mere end to måneder.

På vej ned ad trappen i de prikkede grå pyjamasbukser var hun tæt på at besvime. Hun satte sig på stengulvet foran sin far og onkel.

Det var på dette tidspunkt, onklen pegede våbnet mod hendes sorte hår og instruerede hende i, hvad hun skulle sige til HE på den danske ambassade: Familien havde løst alle deres problemer, hun havde det godt.

Zahra håbede, at HE ville forstå, at hun ikke kunne tale frit.

Under opkaldet sørgede hun for at fremhæve, at både hendes far og onkel sad i samme rum som hende. Og så fortsatte hun med at sige de ting, onklen havde bedt hende om.

På det tidspunkt havde HE været i alarmberedskab i et døgn for at prøve på alle mulige måder at hjælpe Zahra ud. Han havde allerede fået opkaldet fra sin kontakt i regeringen.

Han lyttede til, hvad Zahra sagde. Han kunne ikke høre nogen desperation i hendes stemme. Han troede på hendes ord. Nu kunne han rejse hjem til Danmark med en sag mindre i bagagen.

Den danske ambassade i Bagdad lukkede dagen efter. Der var gået seks år, siden Zahra blev bortført fra Danmark.

Der skulle gå tre år, før hun igen fik chancen for at flygte.

Dette er første afsnit af en serie i tre dele. Læs andet afsnit mandag d. 26. december på b.dk/pigenderforsvandt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.