Vores 2014

Tag med Berlingskes Mads Kastrup på en tur gennem 2014 i tekst og billeder.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Mønsterbryder

Året randt ud med en bog om Lars Løkke Rasmussen.

Bogen »LLR« portrætterede oppositionens statsministerkandidat som blandt andet drikfældig, opfarende og grådlabil. Partimedlemmerne åndede lettet op. Det kunne have været værre. De fleste politiske kommentatorer var ligeledes hurtige til at konkludere, at bogen blot beskrev, hvad alle i forvejen var bekendt med.

2014 var et år, hvor der flere gange undervejs syntes at herske tvivl om, hvorvidt det ville blive jul hjemme hos Lars Løkke Rasmussen. Eller i Venstre som sådan. Formanden for Venstre var ude i sin tredje bilagssag. Efter først bar-, cigaret-, taxa- og hotelregninger af omfattende omfang og tvivlsom relevans, dernæst luksusrejser for grøn udviklingsorganisation og nu 15.000 kroner i månedligt tøjbudget for Venstre-kroner, mens han var statsminister. På Venstres hovedbestyrelsesmøde 3. juni i Odense Kongrescenter var det således ikke bilagenes valør eller karakter, det handlede om. Det var Løkkes. Det var ikke sagen. Det var summen. Det var mønstret. Venstre-formanden havde angiveligt hætten over hovedet, løkke om halsen og faldlem under fødderne. Men så angrede han. Som Lars Løkke tilsyneladende aldrig har angret i sit politiske liv. Selv de, der ønskede ham på skafottet, måtte åbenbart bøje sig for hans forsikringer. For hans tale og løfter. Om oprigtighed. Om samarbejde. Om rene hænder. Om ikke flere bilag. Pressen nåede flere gange at »erfare Løkkes afgang«. En blanding af himmelfaldenhed og beundring for Løkkes overlevelsesevne fik overtaget, da Venstres leder med næstformand Kristian Jensen proklamerede et nyt Venstre, et samarbejdende Venstre.

Venstre står dog – trods alle forsikringer fra partiet om det modsatte – formentlig stadig splittet. Allerede inden Løkke meddelte, at han skam stadig er »det rette valg«, var det en gængs analyse, at Venstre her var tæt på sit eget formandsopgør. Som Socialdemokraterne fik det i 1992, hvor man væltede Svend Auken for at indsætte Poul Nyrup Rasmussen. Løkkes tvungne afgang ville således være et nedslagspunkt, hvorigennem Venstres fremtidige historie ville blive læst. Fordi ordene blev brudt.

Man kommer ikke videre fra den slags ved at anvise de skyldige porten. Man hænger – som socialdemokrater, SFere og måske ikke mindst konservative efter deres respektive interne opgør smerteligt har måttet sande – på hinanden. Lige så vel som at udlægge Venstre-formandens overlevelse som et vidnesbyrd om Løkkes snarrådighed, fighteregenskaber og styrke, kan det udlægges som partiets øjeblikkelige mangel på samme.

»Der er tegnet et billede af mig, jeg ikke kan genkende,« forsvarede Lars Løkke Rasmussen sig i året, der gik.

I Weekendavisens anmeldelse af bogen »LLR« undrede politisk journalist, Arne Hardis, sig over, hvad Venstre var så lettede over ved bogen »LLR«. Med billedet af en hidsig formand med hang til fad og et sygdomsramt parti. »Om man så havde fundet de omsmeltede guldhorn i Løkkes habitlomme, ville man i Venstre mene, at der blev tegnet et billede af ham, som ikke var til at genkende. Naturligvis da. Venstre og Løkke er hinandens gidsler, og den lykkelige løsesum er en sejr ved valget,« skrev anmelderen.

Flugt

Intet billede fra 2014 viser det bedre end ovenstående.

Ifølge FN har antallet af registrerede syriske flygtninge for længst passeret tre millioner mennesker. Samtidig er op mod syv millioner fordrevet internt i Syrien. Dermed er tæt på en femtedel af verdens i øjeblikket over 50 millioner fordrevne fra Syrien. Billedet viser flygtninge i det belejrede Yarmuk, syd for Damaskus. I en sønderskudt gade klumper folk sig sammen, før FN deler nødhjælp ud og tydeliggør dermed, hvor massiv massen er af folk på flugt.

Kun de stærkeste og bedst bemidlede når ind i Europa. Hvad enten de krydser ørkener og bjergkæder eller havet for at nå frem.

En gruppe unge syrere har nået den nordfranske havneby Calais på vej mod ønskemålet: England. I Calais forsøger de at snige sig ombord på lastbiler med gods til de britiske øer. Enten ved at komme ind i selve lasten, kravle oven på den eller ved at hænge under den, indtil den holder stille på færgen. Læs resten af historien her.

I Europa dukker flygtninge i det hele taget i stigende grad op i flokke. Enkelte steder helt synlige. Som fremmede fugle, der sidder på toppen af den rige verdens hegn. På siden ses eksempelvis afrikanske flygtninge, der forcerer grænsen ind til Spaniens nordafrikanske enklave Melilla, hvor sprinklersummende, grønne golfbaner og fjerne klik af en driver mod en kugle lover en anden, mindre urolig og knap så plaget verden.

Ikke siden slutningen af Anden Verdenskrig har så mange mennesker i verden været på flugt.

Selvopgør

Man ser sig i spejlet, og en dag ser det tilbage.

Det blev året, hvor Ahmed Akkari flygtede til Grønland. I maj udgav den tidligere imam »Min afsked med islamismen – Muhammed-krisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark«. En bogtitel af den slags, der dækker den korte version af historien. Selve 450-siders versionen er en anden sag. For ikke at tale om alt det, der skete omkring den 35-årige lærer.

Hvis danskere troede, hjemlige imamers gerninger – inklusive Akkaris – under Muhammed-krisen var kritisable, sad de formentlig efter læsning tilbage med afsky. Som den nu omvendte Akkari selv.

»Når jeg tænker tilbage på eksempelvis 11. september 2001, hvor jeg var 23 år, så stod vi dér og betragtede det som noget stort og smukt. Rundt om i ghettoerne i Danmark kørte folk omkring med hornet i bund og fejrede det. Heriblandt folk, der i dag er imamer i moskéen på Grimhøjvej i Gellerup Parken i Aarhus. Min eneste betænkelighed gik faktisk på, om angrebet rent taktisk faldt for tidligt. Jeg har set så meget, der i dag får mig til at betragte den islamistiske verden med afsky,« sagde Akkari til Berlingske.I bogen skriver Akkari om »fordrejelser, magtmisbrug, dobbeltspil og råddenskab, som kløgtigt blev skjult og pakket ind i floskler om Guds vilje og det gode menneskes liv«. Bogen godtgør, hvem der lod sig narre af benævnte dobbeltspil. Politiken og særligt dets chefredaktør, Tøger Seidenfaden, tilskrives et intellektuelt og moralsk svigt: »Avisen Politiken begyndte at trykke holdninger og artikler, der støttede vores sag,« lyder det i Akkaris beskrivelse af begyndelsen på Muhammed-krisen: »Samtidig har det givet mig en helt ny respekt for medlemmer af den yderste højrefløj og kristne miljøer, der stædigt hævder, at islam og mange muslimer af natur er krigeriske og ikke har noget at gøre i Vesten,« skriver Akkari.

Ahmed Akkari erklærede over for Berlingske, at han nu var enig i JPs pointe med Muhammed-tegningerne: Alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Ingen skal dog finde sig i tyveri, overvågning og privatlivskrænkelse. I årevis har flere spurgt sig selv, hvilken historie der skal til, før folk i almindelighed og politikere i særdeleshed bekymrer sig om overvågning, kontrol af borgere samt risiko for misbrug af personlig data. I 2014 kom svaret. I Se & Hør: »Baun Danielsen 48 år og stadig smuk – Lækre Line.«

Næppe havde BT fortalt om, hvordan Se og Hør via en betalt stikker i Nets med adgang til PBS kunne »afsløre«, at Line Baun og den radikale Morten Helveg var på kærestetur, før sagerne og bestyrtelsen i kendisverdenen væltede frem. Og ligeså i den politiske verden. En faktionsroman af den tidligere Se & Hør journalist, Ken B. Rasmussen, lukkede op for Pandoras æske. Tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup blev symbolfigur på skandalen – »Den skaldede hævner«, som han kaldes i romanen, der blotlagde bladets metoder. Politiet rejste sigtelse mod ham.

Qvortrup udgav derefter også en bog. Hvor han påstod at have gransket sig selv grundigt i spejlet. Der var ikke noget at komme efter, skrev han.

Flere forsøgte imidlertid at brede perspektivet en smule ud. Eksempelvis ved at gøre opmærksom på, at Se & Hørs metoder faktisk også finder sted på et overnationalt plan. Man savnede stadig at høre statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) forholde sig til det, juridiske eksperter kaldte en klar krænkelse af dansk suverænitet. NSA, den amerikanske sikkerhedstjeneste, overvåger hele nationer og i særlig grad disses regeringers færden, gøren og laden. Herunder Tyskland, Danmark og EU i det hele taget. Men Danmarks statsminister havde åbenbart ikke noget opgør med sig selv eller USA i den anledning.

»Man kan ikke aflytte en dansk borger, uden at man følger retsplejelovens regler på området,« sagde Thorning-Schmidt og påpegede, at til det formål skulle man så sandelig have en dommerkendelse.

Det kan man imidlertid godt, og det er hele pointen, understregede kritikerne. Man kan aflytte en dansk statsminister. Og for den sags skyld en tysk kansler.

Men Helle Thorning-Schmidt har set sig i spejlet. Intet ser tilbage.

Sort uheld

Vesten blev vundet med en colt, siger man.

Ferguson, Missouri, USA, blev i 2014 laboratorieprøven på det amerikanske samfunds DNA. Et voldeligt DNA. En »history of violence«, som det hedder i et politimæssigt fagudtryk med stor klangbund i USAs kulturelle grundtone. En hvid betjent skød en ubevæbnet, sort teenager. Michael Brown blev ramt af 12 skud. Betjenten erklærede sig truet. Siden fastslog den dømmende magt, at betjenten ikke gjorde noget galt og følgelig ikke kunne drages til ansvar.

Ferguson flammede op. En massiv politistyrke blev sat ind. En politistyrke, der mere lignede en topteknologisk, veludrustet angrebshær. Som syntes at skærpe konflikten.

Antallet af hvide betjentes drab på tydeligvis uskyldige sorte begyndte at blive opregnet. Til mange borgeres højlydte protester. Kort før julemåneden dræbte politiet en 12-årig, sort dreng, der viftede med en legetøjspistol på en gynge. I december kvalte flere hvide betjente i New York en astmasyg, sort mand, trods hans gentagelser om at være ude af stand til at trække vejret. Kriminaliteten falder i USA. Især den voldelige kriminalitet. Men antallet af mennesker, som politiet slår ihjel, stiger. I 2013 begik amerikanske betjente 413 »berettigede drab«, oplyser FBI. Og erkender, at det reelle tal er væsentligt højere, fordi det er frivilligt, om de lokale politidistrikter indberetter til statistikken. Tallet er ikke desto mindre det højeste i 20 år.

Kriminalitet er i hele USA faldet 32 procent siden 1990. I de største byer er den faldet 64 procent. Antallet af drab i New York er det laveste siden 1963. I slutningen af november sidste år vakte det opsigt, at New York havde oplevet et døgn helt uden anmeldelser om vold til politiet. For første gang oplevede millionbyen et døgn uden, at politiet blev tilkaldt på grund af voldshandlinger.

I 2012 og 2013 dræbte amerikanske betjente over 900 mennesker. I samme periode skød politiet i Storbritannien fire mennesker, og ingen af dem døde. En amerikaner har hundrede gange højere risiko for at blive skudt af en betjent end en brite.

Vesten blev vundet med håndvåben.

Flere amerikanere spørger tilsyneladende i dag sig selv om, hvordan man vinder freden.

Fjendebilleder

Kvinden hælder dyreblod ud over sig selv. For at få forbipasserende i ukrainske Kiev til at læse budskabet på sin nøgne overkrop:

»Stop Putins krig.«

En metode Angela Merkel endnu ikke har benyttet sig af. Men bundeskansleren lignede efter et frugtesløst møde med den russiske præsident en politiker, der ikke havde flere gode ideer til, hvad man stiller op for at stoppe den mand, der i dag styrer efterfølgeren til Den Kolde Krigs store taber.

Hvad stiller man eksempelvis op med Putin og Ukraine?

Majdan-pladsen i Kiev var først genstand for voldsomme demonstrationer mod den ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, og hans korrupte styre. En opstand mod politivold, forbud mod forsamlingsfrihed samt mod styrets afvisning af EU. Her på siden ses en kiste bevæge sig gennem folkemængden en aften i februar på Majdan-pladsen. I kisten ligger aktivisten Tochin Roman. En af de demonstranter, der døde i opstanden, og havde ære af at fordrive Janukovitj fra sit palads.

Under de tre måneders demonstrationer solgte man dørmåtter og toiletpaper med Janukovitj’ ansigt på. Siden er dette salg genoptaget. Men med et nyt kontrafej til at tørre sig bagi med: Vladimir Putins.

62-årige Vladimir Vladimirovitj Putin blev årets storpolitiske historie. Med sin åbenlyse ambition om at genrejse et stærkt russisk rige med sig selv i spidsen. Var nogen i tvivl, forsvandt forbeholdene i begyndelsen af december. Her stod den russiske præsident på talerstolen i den gyldne Skt. Georgssal i Kreml. I sin årstale refererede han til det nedlagte Sovjet som en slags brodernation – samt til Vesten som fjenden.

Vesten vil »lade Rusland følge det jugoslaviske scenarie om opslitning og amputering«, sagde præsidenten til millioner af TV-seere. Putin indlemmede i marts Krim, den ukrainske halvø, i Rusland ved at lade den russiske hær besætte halvøen og afholde en afstemning om tilhørsforhold. Et brud på Folkeretten, ifølge Vesten.

Han sammenlignede i sin tale i Skt. Georgssalen vestlig indblanding i indre russiske forhold, så som støtte til Tjetjenien, med Nazitysklands angreb på Sovjetunionen under Anden Verdenskrig.

»Hitler fik ikke succes med sit mål om at tilintetgøre Rusland, og alle må huske, hvordan det hele endte. Næste år markerer vi 70-året for sejren i Anden Verdenskrig. Vores hær knuste fjenden og befriede Europa. Vi må aldrig glemme de store tab i 1941,« sagde Putin.

Han erklærede Krim et symbol på »skabelsen af den russiske nation«. Krim har en »hellig betydning for Rusland, ligesom Tempelbjerget i Jerusalem har for islam og jødedommen,« lød det.

»Han blev mødt af stormende klapsalver fra de forsamlede i salen,« som Berlingskes korrespondent Simon Kruse berettede.

I en analyse påpegede Berlingskes korrespondent, at Vladimir Putin på denne vis har succes med at aflede den russiske befolknings opmærksomhed fra landets dårlige økonomi.

»Den russiske valuta synker hurtigere end på noget tidspunkt siden 1998, så man nu skal have 54 rubler op af lommen for at købe en dollar. Fortsætter tendensen, kan en russisk vittighed om den 62-årige præsident Putin snart nærme sig realiteterne: Hvad har Putin, en olietønde og en dollar tilfælles? Svar: De er allesammen i begyndelsen af 60erne (det nuværende russiske budget forudsætter en oliepris på 100 dollar pr. tønde, red.).

Men der er intet at grine ad for den brede befolkning, når vittigheden er hvisket færdig. Krydspresset har allerede betydet en nedgang i levestandarden. Priserne på madvarer stiger hastigt, og landet er for første gang i seks år på vej ind i en recession,« skrev Kruse i Berlingske.

Men præsident Putins popularitet er vokset lige siden indtagelsen af Krim. Sidste år ønskede 33 procent, at Putin skulle sidde endnu en periode som præsident fra 2018-24. Tallet voksede i indeværende år til 58 procent.

Russiske fly krænker ugentligt skandinavisk luftrum, lyder det. Danske rutefly må ændre kurs for ikke at kollidere. Der er igen uidentificerede bevægelser under vandet i den svenske skærgård. En russisk leder taler på ny om det farlige Vesten, der angiveligt vil Rusland til livs. Alle født før Muren genkender det hele i 25 året for dens fald.

Men også i Vesten tales der om »skabelsen af den russiske nation«. Om en ny verdensuorden. Om at komme fjenden i forkøbet. Om opvarmning til kold krig.

Skud

Drengene vifter med håndvåben og kører råbende gennem Gaza. De fejrer en angivelig sejr over Israel efter en indgåelse af våbenhvile mellem palæstinenserne og israelerne.

Journalistik i Mellemøsten er vanskelig. Som den hollandske mellemøstkorrespondent Joris Luyendijk skriver i sin blændende bog, »Folk som os«, om sit arbejde:

»Da jeg første gang kom til Cairo som korrespondent, betragtede jeg de journalistiske metoder som en slags værktøjskasse, man kunne finde frem overalt i verden. Men diktaturer og demokratier er ikke to forskellige bilmærker. Hvis et demokrati er en bil, så er et diktatur en ko eller en hest. Den, som kommer med en skruetrækker eller loddekolbe, står magtesløs.«

I august blussede Israel-Palæstina-konflikten op igen. Verdenspressen rykkede ind. Våbenhvile indgået, rapporterede de. Våbenhvile brudt, meddelte de.

Tiårige Ibraheem al-Dawawsa døde, ifølge EPA, i et israelsk bombardement af en moské i Gaza, efter at palæstinensiske militser havde brudt en våbenhvile ved at affyre raketter mod Israel. Ibraheems far viste sin søn og sorg frem for verden.

Pressen forsøger at være objektiv og refererende. Man hører begge sider i en sag. Man tilstræber at gengive virkeligheden modsat at udlægge den. Imens forsøger parterne at manipulere for fuld musik.

I alle konflikters moder bliver pressen ofte ufrivillige aktører. Blot blokke, båndoptagere og ikke mindst kameraer materialiserer sig, leverer lokale gerne en scene »klar til skud«. »Voldsomme demonstrationer« i Mellemøsten består i virkeligheden ofte af en lille gruppe mennesker, der scenevant begynder at brænde flag og råbe skældsord, når pressen dukker op. På billedet med de hætteklædte mænd har den palæstinensiske Hamas-milits taget tre palæstinensiske mænd, som hævdes at være kollaboratører, at være Israels spioner, til fange. Ifølge Reuters er billedet taget kort før, de tilfangetagne henrettes. Et af de »skud«, en fotograf skal gøre op med sig selv, om han vil tage. Fotograferer han, fordi Hamas henretter, eller henretter Hamas, fordi han fotograferer?

Vandgang

I Danmark finder der ikke naturkatastrofer sted.

Endnu.

Følgelig må TV-nyheder hidse befolkningen op med reportere, der opsøger kystnær modvind med flyvende havskum eller taler om bæltekøretøjer ved første snesjap samt om skybrud med forstadskældre fyldt med vand, mens de råber ned i en mikrofon, som var verden ved at gå under.

Ironien er blot, at det er tilfældet. Verden går under. Mere og mere for hvert år. 2014 er det varmeste år, der nogensinde er blevet målt på Jorden. Menneskeskabt, global opvarmning afvises stadig af standhaftige klimaskeptikere og køkkenbords-teoretikere som opspind trods en overvældende bevisbyrde.

Midt i december forpligtede alle lande i verden ved COP20, FN-klimaforhandlingerne i Lima, Peru, sig imidlertid for første gang til at bekæmpe global opvarmning.

Hvilket åbenbart er på tide. Et lønligt håb om at holde temperaturstigningen i verden på højst to grader kræver fuldstændig global CO2-neutralitet efter 2055, hedder det i en rapport fra FNs miljøprogram, UNEP. Verdensbanken advarer dertil om, at vi er på vej mod en højrisikabel temperaturstigning på fire grader mod slutningen af århundredet. »Livstruende«, »risici hinsides erfaringerne i vores civilisation« samt »risici for at overskride tipping points i klodens systemer«, hedder det blandt andet.

»14 af de 15 varmeste år, der er målt af instrumenter, har alle optrådt i det nye årtusind,« skrev Berlingskes videnskabsredaktør, Lars Henrik Aagaard, for nylig: »De senere års rekordstore afsmeltninger fra Grønland og Vestantarktis, det støt stigende globale havniveau og en stigning i mængden og omfanget af visse ekstreme vejrbegivenheder, ikke mindst voldsomme skybrud og kraftige hedebølger, er også klare indikatorer.«

Den nye, fælles, globale »forpligtelse« fra Lima ligner dog ikke umiddelbart en redning. Slutdokumentet har muligvis en smeltende gletsjers langsomme, men uafvendelige nedbrud indbygget i sig. Den er først og fremmest en hensigt. Meget er åbent for fortolkning. Intet er underkastet kontrol eller juridisk ansvar.

»Teksten gik fra at være svag til at blive svagere og til at blive svagest. Den er virkelig svag,« udtalte Verdensnaturfondens klimapolitiske chef, Sam Smith, efter vedtagelsen.

Hvilket kunne lyde som en omvendt TV 2 Vejret. Eksempelvis på en af de dage, hvor der meldes »storm med vindstød op til orkanstyrke«. Det begynder oftest med »løfter« om skibskatastrofer og pludselig død, men ender med væltede raftehegn og cykler samt et indslag om, hvordan man undgår at få duggede briller.

Den virkelige verden, den globale, er stadig en klimakatastrofe.

Vinderen er...

Ved et valg handler det som bekendt om at sætte dagsordenen, hvis man vil vinde.

Dagsordenen var sat til fordel for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt ved forårets valg til Europa-Parlamentet. Længe før det fandt sted. EUs sløje gangart som en syg, ubeslutsom mand med store lommesmerter fik protest- og nej-politikere til at mase sig frem over hele Europa. Messerschmidt kunne ikke holdes tilbage. En mand, hvis figur, vilje og trods legemliggør en af dansk politiks mest succesfulde enere.

Berlingske kørte tur med Messerschmidt i valgkampen. På en dag, hvor Ekstra Bladet havde valgt overskriften: »Messerschmidt kæmper mod det tynde øl.«

DF-spidskandidaten endte med 465.758 personlige stemmer. Alle rekorder for personlige stemmetal tilhører nu en skikkelse, hvis åsyn bringer mange i affekt. Eksempelvis forfatter Suzanne Brøgger, der under fiktionsskjul har kaldt Messerschmidt »det blonde bestie« samt »vammelsmuk arier«.

»Det er jo så lavt et niveau, at perfiditeten falder tilbage på hende selv. Og det er da muligt, at det er til min fordel at blive angrebet så ubegavet,« sagde Messerschmidt til Berlingske, men tilføjede, at han dog helst havde været fri.

Om de fem, ældre afghanske vælgere også helst havde været Afghanistans nye demokrati foruden, melder historien intet om. De er fotograferet i en hospitalsseng den 15. juni efter behandling i Herat. Vesten – heriblandt Danmark – havde vundet dem en stemmeret. Og rejste hjem. Afghanerne benyttede sig af den. Et tilbagevendt Taleban skar som straf vidnesbyrdet om, at de havde deltaget i valget, mændenes blækstænkte fingre af. Ondskaben rådede også ved det svenske rigsdagvalg, ifølge svenske medier. I form af Sverige-demokraterna. Som Lord Voldemort i Harry Potter er partileder Jimmie Åkesson den unævnelige. Han og Sverigedemokraterna udgjorde efter valget i september mere end nogensinde »en hård knude i svensk politik. Den kan ikke løsnes. Den binder andre partier i afmægtigheden. Og den trækker en tråd, som angiveligt opdeler Folkhemmet i de onde og de gode,« som Berlingske profetisk skrev dagen efter valget.

Der var tilsyneladende ingen vindere i det svenske riksdagsvalg. Bortset fra de unævnelige, der vil have indvandringen stoppet. Sverige modtager mere end fire gange så mange asylsøgere som Danmark. Sverigedemokraterna mere end fordobledes til 12,9 procent af stemmerne ved valget. »Hvordan kan den borgerlige regering slippe magten, bare fordi de vægrer sig ved at samarbejde med Sverigedemokraterna? Det er det ene spørgsmål, der stilles, først og fremmest i Norge og Danmark, efter det svenske valg,« skrev Sydsvenskan.

Det anfægtede ikke de borgerlige i Sverige. Den socialdemokratiske leder, Stefan Löfven, måtte i begyndelsen af december som nyslået statsminister opgive at få sin finanslov vedtaget. Og dermed også magten. Svenskerne går til valg igen til marts. Dagsordenen vil formentlig blive den samme. Både »de godes« officielle dagsorden: Jobskabelse og skole. Og »de ondes« uofficielle dagsorden: Indvandring.

Krigsskueplads

Der bombes. Soldater fra Islamisk Stat undgår med nød og næppe nedslaget på Tilsehir-bakken nær den tyrkiske grænse. Islamisk Stat (IS) har sendt Danmark i krig – igen. Kalifatkrigerne har som en hvepsehær terroriseret sig frem i Irak og Syrien og med stikmanøvrer senest forsøgt at erobre byer i det kurdiske selvstyreområde. Op mod den tyrkiske grænse.

En flok syriske mænd er således blevet krigsturister – eller måske snarere supportere. Fra en bakke i Tyrkiet følger de slaget om byen Kobane halvanden kilometer inde i Syrien ovre på den anden side af grænsen. I en anden nordlig by i Raqqa-provinsen kører militante islamister i triumftog en tank gennem hovedgaden. De vajer med den sorte IS-fane for at vise, hvem der nu bestemmer.

Hvad der i Vesten begyndte som en modvilje mod at bekæmpe det syriske regimes præsident, Bashar al-Assads, krig mod sin egen befolkning, er blevet en ny krigskoalition mod Vestens arvefjende, islamisterne. »Hellige krigere«, der med terroraktioner og dødsforagt opererer over hele verden. Også mod Assad. Millioner af syrere er på flugt. Både inde i samt ud af landet. Syrien beskrives af de få vestlige journalister, der – uden at falde i hænderne på IS og blive henrettet på YouTube – når både ind og ud igen, som »helvede på jord«. Seneste meldinger før jul fra Kobane og omegn er, at engelsk- og dansktrænede peshmerga-soldater fra Kurdistan har slået kalifatkrigerne tilbage i grænsebyen. Kurderne sidder igen på størstedelen.

En dreng sys i hovedbunden af en læge på en klinik nord for Damaskus. En teenager venter på at få hjælp på et hospital i byen Douma. De to er ikke IS’ ofre. De blev begge ramt af bombardementer fra Assads styrker mod en civilbefolkning, der ønsker hans afgang. 200.000 menes at have mistet livet i den mangesidede krig i Syrien.

Føniks

Fotograf Søren Bidstrup har formentlig lagt mærke til det. Hvordan tager man et enkelt billede, der kan fortælle det hele? De Konservative får ny formand, efter ny nedtur, og kommer med en ny opsang. Til sig selv, partibaglandet og resten af verden.

Der er ikke noget galt med de Konservative, påpeger de Konservative. Partiet har en god politik og en god formand. Nu har partiet tilmed en helt ny, god formand.

Dertil er det lige på nippet til, at de Konservative bevæger sig opad i meningsmålingerne, da danskerne snart vil se de Konservative, som partiet ser sig selv og dermed bringe det tilbage på dets retsmæssige plads – helt på toppen.

Men det går næsten altid nedad, mens de taler.Genopfindelsen, genrejsningen, genopstandelsen gløder blot i kanten, ilden går ud og forbigående røglugt af skuffelse breder sig.

En Fugl Føniks skal som bekendt stå i lys lue, før den kan rejse sig af asken. Man siger, fuglen brænder sig selv i sin rede, og alle sværger, det er den visse død, men af asken flakser den alligevel op mod himlen igen. Noget i retning af Lars Løkke.

»Den her aften er dedikeret til alle, der tror på en fremtid med fred og frihed. I ved, hvem I er. Vi er en enhed, og vi er ustoppelige,« sagde Conchita Wurst og modtog trofæet for »Rise Like A Phoenix«.

»Den skæggede dame« vandt Eurovision Song Contest 2014.

Siden hørte man ikke noget til den »ustoppelige enhed«. Eller til Conchita Wurst. Eller om, hvad enheden ikke kunne stoppes i. Måske at gå i kjole og være ubarberet, foreslog nogle. Men hvem skulle stoppe Wurst og venner i det, spurgte andre. Alle var alle enige om, at den tvekønnede vinder var et velkomment udtryk for samtidens rummelighed. Lige indtil regningen for begivenheden dukkede op. Wonderful Copenhagen, der stod bag afholdelsen af Eurovision i København – og som fandt Herning for lille til folk som sig selv – overskred budgettet med 77 millioner kroner ved at afholde begivenheden i et nedlagt industriområde i Københavns Havn. Flere poster var overskredet flere gange – helt op til 2.800 procent, afslørede gratisavisen Metroxpress.

»Den skæggede dame« græd af glæde, og DR medgav, at det var dyrt fjernsyn. Men det var godt fjernsyn, påpegede de.

Vi skal til Folketingsvalg i 2015. Mange får brug for al den genrejsning, de kan opbyde. Ikke mindst de to statsministerkandidater. En Gallup-måling for Berlingske viste kort før jul, at 36 procent i dag peger på, at Løkke vil være bedst. Thorning får støtte fra 37 procent af vælgerne. Da Løkke toppede i Gallups præsidentmåling, anså 55 procent af danskerne ham for at være den bedst egnede til at lede Danmark, mens 26 procent af vælgerne pegede på Thorning. Thorning har mest støtte, mens Løkke dog stadig har flest mandater bag sig. Men hvad, hvis man kunne vælge begge fra?

En meningsmåling foretaget for Altinget.dk viste i maj, at der blot var 47,4 procent af vælgerne, der ønskede Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister efter næste folketingsvalg. Et flertal af danskerne foretrak »en tredje kandidat«. Over halvdelen af den danske befolkning ville altså vælge statsminister med klud for næsen. Både Venstre og Socialdemokraterne havde enslydende forklaringer og løsninger på problemet: »Vi skal blive bedre til at forklare, hvad vi vil,« lød den.

Ringen til de Konservative synes hermed sluttet. Statsministerkandidaterne og de Konservative er ikke ukvalificerede, men det er danskernes indsigt åbenbart, skal man tro statsministerkandidaterne og de Konservative.

Der findes dog også en tredje vej, viste året, der gik. Hvis ens rede antænder, kan man vende ryggen til og flyve til Bruxelles, inden man bliver til aske.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.