Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vikingerne i Grønland

Foto: EPA
Foto: EPA

Historien har traditionelt lydt nogenlunde sådan her:

De hårdføre nordboere, der bosatte sig i Sydgrønland for over 1.000 år siden, forsvandt igen godt 400 år senere, da klimaet blev alt for koldt. Deres i forvejen sparsomme landbrug kollapsede i kulden, de kunne ikke længere brødføde sig selv, og så uddøde de.

I de senere år har nye forskningsresultater imidlertid nuanceret billedet væsentligt mere. Kulden var på ingen måde eneansvarlig, ligesom det næppe heller var et »behageligt« klima alene, som i slutningen af 900-tallet fik islændingen Erik den Røde og hans efterkommere til at blive boende oppe på den arktiske kæmpeø med dens lange, strenge og mørke vintre.

Det var noget andet, som tiltrak dem.

Dette andet var efter alt at dømme en usædvanlig lukrativ handel med en af middelalderens mest eftertragtede varer: hvalros-stødtænder.

De var efterspurgte over det ganske Europa til bl.a. smykker og ornamenter og som en værdifuld valuta på linje med guld.

Nyere analyser under ledelse af danske forskere har vist, at 900-tallets islændinge i stor stil bedrev jagt på hvalrosser på deres ø. Tilsyneladende i så stort omfang, at de i forvejen ret sparsomme populationer af det store havpattedyr stort set forsvandt fra Island. Det samme gjorde dermed islændingenes profitable handel med stødtænder via især den norske havneby Bergen.

Af samme årsag er det nærliggende at forestille sig, at nogle af de søfarende islændinge ganske enkelt drog videre mod vest for at komme til hvalrossernes helt store territorium, Grønland.

Men de skulle have permanente baser at bedrive jagten fra, og dem fandt de først og fremmest i Sydgrønland, hvor de med tiden grundlagde bispesædet Gardar, og sekundært i et område nær det nuværende Nuuk. Områderne blev betegnet som henholdsvis Østerbygden og Vesterbygden.

Især i Østerbygden mod syd var klimaet relativt gunstigt. Så gunstigt, at de kunne lade får, geder og kvæg græsse i enkelte forholdsvis frugtbare lommer.

Der var også spredte birketræer, som kunne anvendes til brænde og tømmer. Ja, måske kunne de endda dyrke en anelse byg og dermed opretholde eksistensen i et klima, der ligger helt ude på kanten af landbrugets domæne.

Men deres guld befandt sig 1.000 kilometer nord for Østerbygden – omkring Diskoøen i Vestgrønland. Her var der enorme flokke af hvalrosser, så når sommeren var på sit højeste, måtte unge og stærke mænd sejle af sted i langbåde på ugelange og farefulde sørejser for at få fingre i datidens elfenben.

Vel hjemme igen med det dyrebare gods ankom handelsbåde for at hente stødtænderne og bringe dem over Nordatlanten til Bergen, hvor de blev byttet til metal og muligvis også korn.

På den måde var en handelsvej etableret, og de maksimalt 2.500 nordboere i Grønland havde et meningsfuldt økonomisk formål med at leve helt ude på grænsen af det mulige i et af verdens mest barske og øde naturområder.

I 1257 eksploderede vulkanen Rinjani på den fjerne indonesiske ø Lombok. Aske fra udbruddet ser ud til at have afsat spor i grønlandske iskerner, og alt peger på, at det var det kraftigste udbrud på kloden på denne side af Jesus’ fødsel. Ingen ved præcist, om det var den centrale årsag, men i de følgende århundreder kølede klimaet mærkbart ned på den nordlige halvkugle.

Ifølge arkæologer som Jette Arneborg fra Nationalmuseet var det dog næppe nedkølingen alene, der i sidste ende fik de grønlandske nordboere til at forsvinde. Det var snarere et sammenfald af uheldige omstændigheder, hvilket i øvrigt er glimrende beskrevet i en aktuel artikel på smithsonian.com.

For det første begyndte der i 1300-tallet at blive etableret formelle europæiske handelsveje med Nordafrika, hvorefter en lind strøm af elfenben fra elefanter – og i en bedre kvalitet end hvalros- stødtænder – væltede ind på markedet.

For det andet peger meget på, at det køligere klima gjorde det vanskeligere for nordboerne i Grønland at sejle helt op til Diskoøen. Storme tog til, farvandet blev mere isfyldt, og den farefulde sejlads kunne meget vel have taget livet af hele flåder af mænd på hvalrosjagt.

Endelig tog pesten i midten af 1300-tallet livet af så mange nordmænd, at landets befolkningstal stort set blev halveret.

Få år senere overgik kongemagten til Danmark, hvorved Bergens rolle som stor nordeuropæisk handels- og søfartsby blev decimeret.

Det kan ifølge Jette Arneborg have fået den konsekvens, at der efterhånden hverken var vilje eller midler til at sende skibe helt til Grønland for at afhente hvalros-stødtænder. Hvorefter de sidste enklaver af nordboere i Grønland forsvandt, sandsynligvis til Island.

Derefter overlod skandinaverne Grønland helt til sig selv i næsten 300 år – lige indtil missionæren Hans Egede vendte tilbage i 1721 for at gøre det sagnomspundne broderfolk deroppe til gode protestanter.

Men da han ankom, var der kun ruiner tilbage af deres respektindgydende kultur.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.