Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi skal tage børnefamilierne alvorligt«

Ifølge rådgiver Helle Rosdahl Lund trænger den danske velfærdsstat gevaldigt til at blive optimeret til en version 2.0 – til en udgave som passer bedre til børnefamilierne.

»Politikerne har været meget tonedøve. Den socialdemokratiske regering tog ikke området alvorligt, og den nuværende regering tager sig heller ikke af det.« Rådgiver Helle Rosdahl Lund fra Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv efterlyser en familiepolitik til vores tid.
»Politikerne har været meget tonedøve. Den socialdemokratiske regering tog ikke området alvorligt, og den nuværende regering tager sig heller ikke af det.« Rådgiver Helle Rosdahl Lund fra Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv efterlyser en familiepolitik til vores tid.

Til et foredrag hos fagorganisationen 3F skete det igen. Forældre til mindre børn rakte hånden op og fortalte, at de skam også havde problemer med at få et familieliv til at passe sammen med arbejdslivet. De havde faste vagtplaner og kunne ikke tage hjem pronto, når et barn blev sygt.

Historien fortæller rådgiver Helle Rosdahl Lund fra Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv for at illustrere, hvordan den pressede børnefamilie ikke kun er et fænomen født ud af eliten. Den findes i alle indkomstgrupper.

»Den debat, vi har haft i medierne, er startet af akademikere og folk, der er gode til at skrive og tale. Det er ikke skaren ude på den jyske hede. Men derude har de også problemer. De har ikke samme grad af fleksibilitet,« siger Helle Rosdahl Lund.

Igennem flere år har hun rådgivet virksomheder om den eftertragtede work/life-balance. Hun mener, at der er god grund til at tage debatindlæggene fra de pressede forældre alvorligt –de skal ikke bare afskrives som luksuriøs jammer.

»Det er de første tegn på, at noget er ved at være galt. Tallene fortæller os, at de mest stressede er kvinder med små børn. Danmark har rekord af skilsmisser og børnene er også stressede. Folk flytter også længere væk fra deres hjemegn. Vi er nødt til at samle op på alle de her bevægelser i samfundet og spørge os selv om, hvad næste skridt skal være,« siger Helle Rosdahl Lund.

Hun opfordrer politikerne til at skille sig af med berøringsangsten og lade være med at gøre familiepolitik til noget banalt. På papiret burde vi som nation være meget indstillede på at tage debatten ud fra vores forhold til ligestilling. Men det sker alligevel ikke:

»Vi tager nogle diskussioner engang imellem om, hvorvidt mænd skal have barsel eller ej. Og så kommer vi ligesom ikke længere. Vi er nødt til at sætte barren lidt højere, så vi ikke fortsætter med at stå i hver sin lejr og pege fingre ad hinanden. Det her handler om noget større. Hvilket land vil vi gerne bygge? Vil du have, at folk føder flere børn? Hvordan skal vores arbejdsmarked se ud? Vi har først gjort det til et kvindeproblem. Dernæst har vi gjort det til et ligestillingsproblem. Det betyder, at det ikke kommer særligt højt op på agendaen. Der er ikke særlig meget politisk magt i det.«

Et generationsopgør lurer

Helle Rosdahl Lunds erfaring er, at virksomhederne generelt er mere åbne for at indrette arbejdslivet på en anden måde end organisationerne. Og organisationerne er igen mere åbne for det end politikerne.

»Mange virksomheder tilbyder forskellige løsninger og ser det som en del af HR-arbejdet og som et rekrutteringsværktøj. Men det hjælper ikke de mindre virksomheder. Politikerne skal se på, hvordan de kan støtte de ældre, der har lyst til at trække sig ud gradvist og de forældre, der har lyst til at trække sig gradvist ind på arbejdsmarkedet igen, når børnene er blevet større. Det her er en del af det, hvis man begyndte at lave en slags »Velfærdsstaten version 2.0«.«

Debatten om de pressede børnefamilier i hendes øjne ikke kun et bevis på, at stress er blevet et hverdagsord for mange. Det er også udtryk for et spirende generationsopgør.

»Nogle børnefamilier forsøger at sige, at de gerne vil gøre tingene på en anden måde. De vil have tid til deres børn og tage dem mere ud af institutionerne i forhold til deres egne forældre, som var med til at skabe behovet for institutionerne. Det er en form for værdikamp, vi ser her. Men det er svært for de familier at trænge igennem. De styrende led er netop den generation, de selv forsøger at gøre oprør mod. Og det er dem, der ofte siger: »Jamen, I unge har det meget nemmere i dag. Det var meget hårdere, da vi skulle stifte familie.« Forskellen er bare den, at de havde bedsteforældrene til at hjælpe.«

Da den tidligere radikale socialminister Manu Sareen kom med bemærkningen om, at børnefamilierne skulle droppe yogaen og klidbollerne, hørte Helle Rosdahl Lund en minister, der ikke havde fodfæste i virkeligheden. Det samme gør sig gældende med meldingen fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V), mener hun.

Tirsdag sagde Jørn Neergaard Larsen under et fælles Berlingske-interview med børne-, uddannelses- og ligestillingsminister Ellen Trane Nørby (V) bl.a., at danske børnefamilier ikke bør arbejde mindre, men have bedre service i form af for eksempel hjemmerengøring og bedre børnepasning.

Den enkeltes ansvar

»Politikerne har været meget tonedøve. Den socialdemokratiske regering tog ikke området alvorligt, og den nuværende regering tager sig heller ikke af det. De mener jo i høj grad, at det er den enkeltes ansvar. OECD sagde for mange år siden, at hvis du skal have et robust land, skal du også have robuste familier. Det kræver en familiepolitik, der er tæt knyttet til andre områder som beskæftigelse og ligestilling. Hvis du hele tiden anser det for familiernes eget problem, så kommer du aldrig ind og rører ved de her ting,« mener Helle Rosdahl Lund.

Nu må børnefamilierne bare tage sig sammen. Den konklusion kan hverken 3Fs medlemmer eller den akademiske elite bruge til noget. For den er medvirkende til at forstærke det allerede eksisterende tabu om, at man i mange børnefamilier ikke taler om det inderste ønske om at se mere til børnene.

»Det kan ikke løses individuelt, fordi vi har nogle samfundsmæssige strukturer, der holder os fast i det her. Vi kan ikke sige til den enkelte, at det her må du løse selv. Vi er selvfølgelig selv ansvarlige for de valg, vi træffer her i livet. Men det er for svært for den enkelte at løse det.«

Berlingske-journalist Anders Buch-Larsen har bidraget til artiklen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.