Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi skal have noget mere ud af livet, mens vi er her«

En gruppe SOSU-assistenter på et plejehjem i Skanderborg har givet tre oldemødre en oplevelse for livet. De brugte deres egen ferie på at tage med de ældre damer på charterferie til Tyrkiet.

Inger Villefrance (grå cardigan) og Inger Munk der begge bor på Plejecenter Dagmargården i Skanderborg, var i maj i Tyrkiet med tre ansatte fra plejecentret. Til efteråret planlægger de en ny tur, der måske går til Rhodos. Foto: Bo Amstrup
Inger Villefrance (grå cardigan) og Inger Munk der begge bor på Plejecenter Dagmargården i Skanderborg, var i maj i Tyrkiet med tre ansatte fra plejecentret. Til efteråret planlægger de en ny tur, der måske går til Rhodos. Foto: Bo Amstrup

»Vi skal af sted igen. Det skal vi i hvert fald.«

Inger Munk glæder sig. 78 års livserfaring og Parkinsons sygdom har lært oldemoren, at tiden ikke er uendelig. Ikke mere. Til september skal hun ud at rejse. Ned til sydens sol, nyde livet, dase, smage og opleve. Leve.

»Den rejse giver mig forhåbninger. Jeg ser hen til, vi skal af sted,« fortæller Inger Munk.

Hun er faktisk blevet til en helt berejst dame, siden hun for to år siden flyttede ind på plejehjemmet Dagmargården i Skanderborg. I maj måned var hun således på en uges charterferie til Side i Tyrkiet sammen med to veninder fra plejehjemmet. En ferierejse, der kun kunne lade sig gøre, fordi fem af de ansatte på plejehjemmet valgte at bruge en uges feriedage på at være ledsagere og hjælpere i døgndrift for de tre oldemødre.

»Varme hænder« har stærke idealer

Minderne fra turen står i dag stærke og varme for både beboerne og de ansatte.

»Vi snakker meget om vores oplevelser og de udflugter, vi var på. Og om maden. De beboere, der var med, plejer normalt ikke at spise og drikke meget herhjemme, men dernede skal jeg love for, at de tog godt fra, især af de omeletter, vi fik til morgenmad. Så den idé har vi taget med hjem. Plejehjemmet har nu en ugentlig omeletdag om fredagen, og den er blevet meget populær blandt alle de andre beboere,« fortæller Mette Borrisholt Andersen.

Da FOA-bladet i maj skrev om veninde­turen til Tyrkiet, rejste flere på FOAs Facebook-side spørgsmål ved, om det er rimeligt, at personalet skal bruge deres egen ferie, så de ældre kan komme på ferie.

Men FOAs formand, Dennis Kristensen, kalder rejsen »en solstrålehistorie«.

»Jeg synes, det er flot, at vores medlemmer vil være frivillige og vil bruge deres fritid på det. Det er FOA-medlemmer, der arbejder inden for social- og sundhedsområdet, og som samtidig også er frivillige inden for området i stedet for at være frivillige i en kulturforening eller idrætsforening eller et andet sted,« siger han.

Stefan Hermann, der er rektor på professionshøjskolen Metropol, ser det som et eksempel på, at de »varme hænder« i det offentlige ofte er drevet af et meget stærkt menneskeligt engagement. Tidligere blev mange af professionerne således set som et »kald« frem for et almindeligt lønarbejde.

»Mange af dem – det være sig SOSUere, jordemødre eller sygeplejersker – er stadig funderet i nogle stærke etiske fordringer over for patienterne eller borgerne. Deres idealer har et ekstremt stærkt rodnet, og nogle gange ser man, at de ligesom siger: »Det vil jeg skide på. Nu tager jeg dem med på ferie.« De føler sig forpligtede til at gøre noget ekstra for de mennesker, de arbejder med. Det kald, de føler, er ofte stærkere end de vilkår, kommunens HR-afdeling giver,« mener Stefan Hermann, der på Metropol bl.a. uddanner nogle af de traditionelle »kalds-professioner« som lærer og sygeplejerske.

»Jeg vil gerne ud at rejse«

Idéen til Tyrkiet-rejsen opstod en mørk, kold novemberaften sidste år, da Mette og en kollega var ved at gøre Inger Munk klar til natten, mens Inger Munks datter var der.

»Vi pjattede med Inger om, at hun trængte til at komme sydpå, så hun kunne glemme alle sine sygdomme og skavanker og bare nyde livet. Så sagde hendes datter, at hvis vi virkelig mente det, skulle hun nok arrangere en tur.«

Det, der var ment som en pjattet bemærkning, endte med at blive til virkelighed. Et par dage senere ringede datteren og fortalte, at nu havde hun fundet hotel og flybilletter, og hun ville gerne høre, om Mette og kollegaen stadig ønskede at tage med. Det ville de.

»Selv om vi arbejder i vores ferie, får vi også noget ud af det. Jeg vil gerne ud at rejse, og det gør vi ikke så meget i min familie. Samtidig betyder det også meget for vores fællesskab med beboerne og med kollegerne. Vi har lært hinanden at kende på en helt anden måde end til hverdag,« fortæller Mette Borrisholt Andersen.

Da det er en privat rejse, som Dagmargårdens ledelse ikke har haft noget at gøre med, ønsker lederen Annika Nielsen heller ikke at udtale sig om ferierejserne. Men da rejsen skulle arrangeres, var arbejdspladsen velvillig og sikrede, at turen kunne lade sig gøre uden at kollidere med vagtplaner eller lignende. Ud over Mette Borrisholt Andersen var kollegerne Bjørn Hansen, Christina Månsson, Charlotte Pedersen og Helle Holm også med i Tyrkiet.

Men spørgsmålet er, om man kan forestille sig, at andre beboere eller deres pårørende vil være utilfredse med, at de ikke også kommer ud at rejse med personalet?

»Det kan jo ske,« siger Dennis Kristensen.

»Men i og med, at det ikke er noget, de ældre har retskrav på, kan man ikke sige, at det er noget, alle skal kunne. Alternativet ville være, at ingen må rejse, fordi alle ikke kan. Det, synes jeg, grundlæggende vil være forkert. Man kan have den holdning, at alle ældre burde kunne komme på ferie. Men sådan har vilkårene ikke været i Danmark i al den tid, jeg har været i den offentlige sektor,« siger han.

For Dennis Kristensen er det vigtigt, at det er frivilligt for personalet at deltage, og at der ikke er andre beboere, der mister noget, de har krav på, fordi nogle kan komme ud at rejse.

Større ansvar end løn

Mette Borrisholt Andersen har for længe siden set i øjnene, at lønnen som social- og sundhedsassistent ikke kan modsvare det ansvar, hun står med i sit daglige arbejde.

Men rejsen til Tyrkiet gav så meget mening, som ikke kan gøres op i penge, da hun så, hvad rejsen betød og stadig betyder for beboerne. Derfor tager hun også med igen på rejsen til september.

»Det er med at gøre det, mens man kan. Her på stedet udskyder vi ikke noget til næste år,« siger Mette Borrisholt Andersen.

Inger Munk er enig.

»Vi skal have noget mere ud af livet, mens vi er her,« siger hun.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.