Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi kendte alle Anker«

Foran Anker Jørgensens tidligere opgang i Københavns Sydhavn ligger der blomster. Fællesskabet i arbejderkvarteret siger farvel til en mand, de selv mener, der burde være flere af i politik.

Foran Anker Jørgensens tidligere opgang i Københavns Sydhavn ligger der blomster. Fællesskabet i arbejderkvarteret siger farvel til en mand, de selv mener, der burde være flere af i politik.
Foran Anker Jørgensens tidligere opgang i Københavns Sydhavn ligger der blomster. Fællesskabet i arbejderkvarteret siger farvel til en mand, de selv mener, der burde være flere af i politik.

»En dag kom Anker ned på Mozarts Plads for at få kaffe, men cafeen var lukket. Jeg gik op i min lejlighed og hentede en kop kaffe og to ostemadder til ham. Den ene ostemad gav han til en af grønlænderne på pladsen, og så kiggede han på os andre og sagde: »Hvad laver I her? Skrub af med jer. Hvorfor er I ikke ude at tjene penge?«

Manden med de våde øjne insisterer på at fortælle historien om Anker Jørgensen, da Berlingske træder ind på værtshuset »Syd-Vest Bodega« i Københavns Sydhavn. En af den slags, som de elsker at fortælle hinanden her over håndbajerne.

Man sagde aldrig »Hr. Jørgensen« til den tidligere statsminister. På gaderne her i hans Sydhavn blev socialdemokraten altid mødt af et »Hej Anker«. Nu siger de farvel.

Ved den røde dør til opgangen på Borgbjergsvej 1, hvor Anker Jørgensen i sin tid boede med familien på tredje sal bag de hvide Dannebrogs-vinduer, ligger der forårsblomster og en sidste hilsen fra Sydhavnen.

»Han sludrede med alle på gaden. Vi kendte alle Anker. Jeg har selv et nostalgisk forhold til ham. Han var jo en slags evig figur. Han gjorde så meget for arbejderfolket. Jeg savner, at dagens politikere ligesom Anker står inde for det, de siger. At de ikke bare træder ind i et nyt parti, når tingene vender,« siger Anne Eriksen, der sidder i stolen hos frisøren på Borgbjergsvej og får farvet hår. Hun er selv socialdemokrat og har i mange år boet i kvarteret. Her, hvor man taler sammen. Hvor der ikke bliver set skævt til dem, der er anderledes, lyder hendes egen karakteristik af bydelen med de mange folk uden for arbejdsmarkedet.

»Det er jo Ankers ånd. Vi tager os tid til at snakke med hinanden. Jeg tager selv engang imellem nogle vagter på benzintanken på Stubmøllevej, som vi kalder for »Samtaletanken«, fordi så mange står og taler derinde. De nye beboere ovre fra Teglholmens dyre lejligheder suser bare ind og ud, når de tanker op.«

På den anden side af vejen er 79-årige Connie Jensen i gang med trimme haven til foråret. Den selvsamme have som Anker Jørgensen roste hende for, når han passerede den på sine gåture.

»Vi hilste alle på ham. Mange af os har jo boet her igennem mange år. Jeg har boet her i 31. Man kalder os »De gamles by«, fordi der er så mange ældre. Og der er jo heller ikke meget, der har forandret sig her i bydelen,« siger hun, imens de visne stilke fra stauderne bliver fjernet.

»Anker bliver ikke glemt her«

Det er Morten Madøre ikke enig i. Pølsemanden med det tatoverede øre, der står i vognen ved siden af Fakta, har set det ske. Anker Jørgensens Sydhavn er ved at blive et andet. Der bliver stadig solgt mest rygetobak på dåse og billige cigaretmærker som LA i kiosken overfor, men baggårdene bliver pæne med sansegynger og altaner, og arkitekter sætter nye bænke og gadelamper ind over alt.

»Friværdirytterne kommer her, og med pengene kommer magten. Det hele koster mere og mere herude, og det presser de skæve folk ud på gaden. Så står de på Mozarts Plads og drikker. Jeg vil hellere have flere børnefamilier herud,« siger han, imens pølserne bliver langet over disken.

En frankfurter med brød og en kaffe med fløde var hans favorit hos pølsevognen. Fløde, der i Sydhavns-lingo er lig med en Gammel Dansk. Sådan lyder historien i gadeplan om Anker Jørgensen.

»Anker bliver ikke glemt her. Han var en værdig politiker. Han er en af de eneste, der ikke har løjet eller stjålet af kassen. I dag er hele lortet uddannet ved et skrivebord. Anker var ligesom os.«

»Gud, er Anker død? Sidste gang jeg så ham, var han da levende.«

En ældre, konfus herre løfter stemningen i bodegaen, da han træder ind for at få en øl. Da latteren har lagt sig, konstaterer Heidi Bissø fra sin plads ved baren i bodegaen med en cigaret i hånden for tredje gang, at det ikke skal være Mozarts Plads, der skal omdøbes i Anker Jøgensens navn. Det skal være Sydhavns Plads, der skal have hans navn: »Der står allerede et anker, og det var den plads, han kunne se ud på fra lejligheden på tredje sal. Det vil være det bedste. Både for os og Anker.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.