Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi har lagt sandsække foran terrassedøren – og så håber vi ellers på det bedste«

I Sønderborg sidder Mark Alkemade og venter på stormfloden – og ligesom tusindvis af andre danskere har han forberedt sig, så godt han kan.

Tusindvis af danskere forbereder sig i disse timer på stormfloden. Det sker bl.a. ved at lægge watertubes og sandsække ud.
Tusindvis af danskere forbereder sig i disse timer på stormfloden. Det sker bl.a. ved at lægge watertubes og sandsække ud.

»Vandet stiger og stiger. Men vi har lagt sandsække foran terrassedøren – og så håber vi ellers på det bedste«.

Mark Alkemade sidder i sit hus i Sundgade i Sønderborg og venter på stormfloden.

Ligesom tusindvis af danskere ruster han sig i disse timer, efter bedste evne, til, at den frygtede høje vandstand for alvor går i land på de danske kyster, hvilket for Sønderborgs – og Mark Alkemades –vedkommende skulle være hen ad midnat, hvor vandstanden skulle nå op på 1,8-1,9 meter over dagligt vande.

»Vi har boet her i 10 år, og hidtil har vi ikke oplevet problemer ved forhøjet vandstand. Men det skulle blive mere ekstremt denne gang. Vi håber, vi kan ”nøjes med”, at der kommer til at stå vand i forhaven – men det er så, hvad det er – bare det ikke kommer ind i huset,« siger Mark Alkemade.

I løbet af eftermiddagen har han gjort brug af kommunens tilbud om at få udleveret sække fyldt op med sand. Otte sække af cirka 20 kilo er det blevet til, som han egenhændigt har fået slæbt hen foran terrassedøren.

»Jeg er ikke 20 år længe, så det er begrænset, hvad jeg selv kan gøre. Men jeg håber, at det går.«

Samme manøvre er også i gang blandt borgere og myndigheder i en række af de kommuner, der ventes at blive ramt hårdest i løbet af aftenen og natten.

I Hvidovre er kommunen i samarbejde med Hovedstadens Beredskab og Beredskabsstyrelsen i gang med at sikre langs Kalveboderne på vandsiden af Hvidovre Strandvej med bl.a. watertubes (vandspærringer).

Desuden vil der blive lagt sandsække ud til de cirka 40 huse, der ligger ud til vandsiden, som borgerne kan bruge til at sikre deres huses døre og vinduer mod vand.

I Greve er kommunen ved at gøre klar til at tilbyde nødindkvartering på madrasser i lokale idrætscenter, hvis det bliver nødvendigt, og i Køge er det lokale beredskab i fuld gang med at udlægge watertubes i de områder, der kan blive berørt, ligesom meldingen er, at boligejere fortsat kan afhente sandsække, hvis de har behov for det.

Meldingen fra flere kommuner er således, at det er borgernes eget ansvar at sikre deres huse, kommunerne tager sig kun af deres egne værdier.

»Det er vigtigt for os at understrege, at man som husejer selv har ansvaret for at sikre sin ejendom. Det gør Stevns Kommune ikke, og vi opfordrer derfor til, at man tager sine forholdsregler, hvis man bor i et af de berørte områder. Vi sikrer derimod kommunens egne værdier som f.eks. veje, bygninger mv., så vi kan opretholde infrastruktur af hensyn til borgerne,« fortæller Birgitte J.T.K. Nielsen, der er centerchef i Teknik & Miljø, på kommunens hjemmeside.

Trafikken rundt om i landet påvirkes ligeledes af vejr-situationen. Bornholmerfærgen har aflyst flere afgange, og det samme har Langelandsfærgen. På Storebælt frarådes kørsel med vindfølsomme køretøjer på grund af kraftig blæst

Og i Sønderborg sidder Mark Allkemade og venter.

»Det bliver noget af en oplevelse. Men det er nu ikke sådan, at jeg regner med at holde mig vågen hele natten. Vi håber, det kommer til at gå – nogenlunde.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.