Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi forsøger nærmest at spille døde«

Dennis Meyhoff Brink, forsker i religionssatirens historie, deltog som gæst i debat­arrangementet »Kunst, blasfemi og ytringsfrihed« i kulturhuset Krudttønden, hvor Omar El-Hussein skød og dræbte Finn Nørgaard.

Jeg ankom lidt sent til Krudttønden og havde cyklet hurtigt, så jeg svedte en smule, da jeg ankom. Ud af øjenkrogen lagde jeg mærke til, at nogen bemærkede det. Altså hvorfor sveder han? Jeg vil gætte på, at det var nogle PET-folk. Men jeg går uden besvær gennem sikkerheds­tjekket, og så starter arrangementet.

Det begynder med nogle introduktioner. Blandt andet takker den franske ambassadør, François Zimeray, for støtten efter angrebet på Charlie Hebdo. Han slutter af med at sige noget, som bliver nærmest profetisk:

»At vi aldrig kan kende fremtiden og går ind i den, ligesom vi går ind i en tåge. Derfor er det vigtigt, at vi har en retning. Og vores værdier giver os retningen.«

Den ukraniske feminist Inna Shevchenko har dårligt fået ordet, før de første skud lyder. Ingen reagerer, folk kigger rundt. Hvad fanden er det? Det, der var skud, lyder heller ikke så højt, som jeg havde forventet. Det lyder nærmest som kinesere (fyrværkeri, red.), der bliver smidt på et gulv. Og så pludselig løber reaktionen nærmest som en ild gennem lokalet. Vi rejser os, og folk styrter mod de nærmeste udgange.

Jeg er først på vej hen til en bagdør og kan mærke, at der er tre-fire stykker på nakken af mig. Vi vil bare ud, ud, ud! Jeg hører gernings­manden råbe noget på et sprog, jeg ikke kender, men det lyder mellemøstligt. I det øjeblik går alvoren virkelig op for mig, og jeg tænker straks på Charlie Hebdo. Nu sker det fandeme. Det her er ikke en film. Det er lige her og nu, og det er virkeligt.

Jeg kan ikke åbne døren. Måske ryster jeg for meget. Det er en helt almindelig dør med vridelås, men jeg kan simpelthen ikke få den op. Det viser sig at være godt, for nogle sekunder efter hører jeg skud på den anden side af døren, og så fatter jeg først, at den åbner direkte ud til gaden. Det er lige præcis dér, på den anden side af døren, at Finn Nørgaard bliver skudt. Jeg klatrer derefter over nogle fritlagte bjælker i Krudttønden og gemmer mig bag et lydanlæg.

På en måde handlede min hjerne godt for mig. Men det føltes ikke, som om jeg kontrollerede det. Det var snarere et urinstinkt, der tog over. Først tænkte jeg væk, væk, væk. Derefter gem dig, flyt dig ud af skudlinjen. Der var nogle enkelte, som bare stivnede – som sad de frosset fast i deres stol.

Det mest traumatiske er nok, at jeg i situationen godt forstår, hvor håbløst det hele er. Vi er forsvarsløse. Jeg ser ikke mit liv passere revy. Jeg ser tværtimod fremtiden for mig. Jeg forestiller mig, at der kommer to maskerede mænd ind, og så skyder de. Forestillingerne løber løbsk i hovedet på mig, og jeg kan næsten mærke, hvor ondt det vil gøre, når kuglerne rammer mine ribben. Jeg ser for mig, at alting bliver sort. At jeg skal dø.

Det er en meget tavs affære. Ingen råber eller skriger. Vi forsøger nærmest at spille døde, for ingen vil tiltrække sig opmærksomhed. Bag lydanlægget skuler jeg mod døren, og da den åbner, løber det mig iskoldt ned ad ryggen. Nu sker det. Der kommer en mand ind med en pistol, men han holder den over hovedet, pegende op mod loftet. Han kigger ikke på os og går hurtigt gennem lokalet. Der går kun få øjeblikke, før jeg forstår, at han ikke er gerningsmanden. Det er en PET-mand. Jeg ved ikke, om de er trænet i at gøre sådan. Men det virker rigtig godt.

PET-manden er såret. Humpende går han fra hoveddør til bagdør, og det bløder fra hans ben. Vi kan godt mærke, at også for ham er situationen ude af kontrol. Han råber højt, jeg ved ikke til hvem. Han går gennem lokalet fire gange, tror jeg. Frem og tilbage. Hver gang er han lidt mindre oprørt og går lidt langsommere, og han har på et tidspunkt fået gjort noget ved sit ben. Bundet det til. Vi falder mere til ro i takt med, at han falder mere til ro. Så kan vi høre politisirenerne. Først få og så flere og flere.

Efter nogen tid kommer to uniformerede betjente ind og siger, at vi skal blive, hvor vi er. Bygningen er det sikreste sted, for den er omringet af politi. Vi er flere, der finder mobilen frem og ringer. Jeg taler med min mor og siger, at jeg er i god behold. Hun vidste, at jeg var til arrangementet. Derefter begynder medier at ringe. Måske fordi jeg havde udtalt mig under Charlie Hebdo. Først dansk presse og så den internationale. Jeg havde omkring 100 ubesvarede opkald den aften. Først tænkte jeg ikke over det, når medier ringede. De stillede spørgsmål og jeg svarede. Pludselig følte jeg mig meget eksponeret. Jeg og Niels Ivar Larsen (journalist og arrangør af Lars Vilks-arrangementet, red.) taler begge med pressen. Vi finder ro i, at vi gør det sammen. Og vi bestyrkede hinanden i, at det var vigtigt.

Politiet kører mig hjem omkring midnat, men jeg sover ikke meget den nat. Jeg føler, at jeg er på et sigtekorn hele tiden. Jeg er bange for, at gerningsmanden vil trænge ind i min lejlighed og begynde at skyde. Jeg bruger enorm lang tid på at låse min dør forsvarligt og tænker hele tiden i flugtplaner. I min seng lytter jeg efter lyde ude fra opgangen.

De første 14 dage efter angrebet er hårde. På den ene side er jeg bange, men kroppen er også fuld af adrenalin, så jeg føler mig ikke træt trods få timers søvn. Når jeg vågner, sker det med et sæt, og så er jeg 100 procent lys­vågen. Jeg bryder mig ikke om at gå på gaden, at tage bussen eller opholde mig i andre lukkede rum. Vinduer undgår jeg at sidde med ryggen til, og jeg mønstrer folk. Forsøger at afgøre, om de er ven eller fjende. Jeg må indrømme, at jeg især kigger på unge mænd af anden etnisk herkomst, og jeg føler mig mest tryg, når politiet er i nærheden. Alle de her reaktioner var ikke noget, jeg ville. Men frygten var simpelthen stærkere end fornuften.

14 dage efter angrebet får jeg feber. Jeg sover 32 timer i træk og er ikke engang oppe for at gå på toilettet. Da jeg vågner, går jeg ud i mit køkken for at tage noget at drikke, men jeg har stadig feber og bliver svimmel. Jeg vil lægge mig på en sofa, men besvimer. Min lejer vågner ved larmen, og da hun kommer ud, har jeg rejst mig op men besvimer kort efter igen. Jeg slår baghovedet for anden gang, bløder og ligger bevidstløs på gulvet. Derefter bliver jeg kørt til sygehuset for at blive syet og kommer hjem med diagnosen hjernerystelse.

Herefter var jeg sygemeldt i seks uger. Jeg sov meget, for selv små anstrengelser gør mig træt. Der fik jeg nok en tiltrængt pause. Nu føler jeg, at jeg er rimelig meget mig selv igen.

Jeg tror, vi må indstille os på, at det vil ske igen. Hvis ikke i Danmark, så i andre europæiske lande. Grobunden til konflikten er jo ikke væk. Jeg tror, kampen mellem vestlige værdier og militant islamisme vil foregå resten af mit liv og sikkert også i efter­følgende generationer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.