Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Vi bruger pengene til terrorbekæmpelse forkert

»Vi har ikke bremset tilgangen af potentielle terrorister,« konstaterer tidligere PET-chef Jakob Scharf, som efterlyser en bedre balance mellem forebyggelse og »hård« sikkerhed og gerne ser, at myndighederne kommer ud i lokalsamfundene.

»Det er tid til at stoppe op og spørge: Bruger vi ressourcerne på den rigtige måde? Intet tyder på, at vi har bremset tilgangen af nye, potentielle terror­ister. Tværtimod,« konstaterer tidlig­ere PET-chef Jakob Scharf, som i dag arbejder i sikkerhedsselskabet Certa. Arkivfoto: Claus Bech
»Det er tid til at stoppe op og spørge: Bruger vi ressourcerne på den rigtige måde? Intet tyder på, at vi har bremset tilgangen af nye, potentielle terror­ister. Tværtimod,« konstaterer tidlig­ere PET-chef Jakob Scharf, som i dag arbejder i sikkerhedsselskabet Certa. Arkivfoto: Claus Bech

Den tidligere PET-chef Jakob Scharf kan ikke lide at tale i absolutter.

Men det er alligevel påfaldende, siger han, at den forrige regering i kølvandet på angrebene mod Krudttønden og synagogen i København sidste år vedtog en antiterrorpakke for at styrke politi- og efterretningstjenestens »hårde« indsatser med godt en milliard kroner. Mens den antiradikaliseringspakke, som skulle fokusere på den »bløde«, forebyggende indsats, som man ved har den største effekt, kun havde en samlet budgetramme på 60 millioner kroner. Over fire år.

»Jeg tror efterhånden, at de fleste er enige i, at der ikke er den helt rigtige balance. Og at det er tid til at stoppe op og spørge: Bruger vi ressourcerne på den rigtige måde? Intet tyder på, at vi har bremset tilgangen af nye potentielle terrorister. Tværtimod bliver terrortruslen kun større. Og vi kan blive ved og ved med at bruge flere penge på at skabe sikkerhed, så længe vi ikke får fat om problemets rod,« siger han.

I dag er Jakob Scharf direktør for det private sikkerhedsfirma Certa og på tirsdag vil han sammen med Trygfonden præsentere resultaterne fra en ny rapport, som har undersøgt, hvordan man forebygger ekstremisme, før den overhovedet bider sig fast.

Problemets rod, siger han, er nemlig, at stadig flere unge bliver radikaliseret. Men ikke alene er de ressourcer, vi bruger på antiradikaliseringsindsatser, uhyre beskedne. De nuværende tiltag rammer heller ikke altid plet.

»Myndighederne har fået langt større viden og erfaring på området, men de får ikke altid kendskab til de konkrete sager, så de faktisk kan hjælpe. Der er et stort behov for, at de smider uniformen, kommer ud på den anden side af skranken og bliver en del af lokalsamfundene,« siger Jakob Scharf.

Antiradikalisering er snik-snak

Af rapportens 39 dybdeinterviews med personer fra Gellerupparken, Vollsmose og Mjølnerparken fremgår det, at de lokalsamfund, hvor beboere kan være i risiko for at blive radikaliseret, har foruroligende lille tiltro til effekten af de indsatser, som kommunerne har sat i værk. Som en respondent fra Gellerup i rapporten udtrykker det:

»Antiradikaliserings­enheden… Det er snak. Det betyder så lidt.«

En anden respondent fra Mjølnerparken karakteriserer København Kommunens antiradikaliseringsenhed, VINK, sådan her:

»Det er bare nogle teorier om noget snik snak, du ved, det kan ikke bruges til noget, altså du, du har defineret problemet, og du kan komme med argumenter om mange ting, men kan du bruge det i praksis…? Det kan man ikke altid.«

Blandt antiradikaliseringsenhederne vigtigste redskaber er en telefonisk hotline, hvor bekymrede forældre eller pårørende kan ringe ind, hvis de oplever tegn på radikalisering hos børn eller venner. Men telefonlinjen er et godt eksempel på, hvordan myndighedernes indsats ofte skyder ved siden af, mener Jakob Scharf:

»De kan komme til at kigge på den telefon døgnet rundt. Dem, som virkelig har brug for hjælp, ringer ikke til en hotline. De snakker med nogen i lokalområdet, som de stoler på. Det er derfor man er nødt til at tænke anderledes.«

I stedet mener Jakob Scharf, at myndighederne skal styrke og understøtte kræfter i civilsamfundet ved at ruste forældre, skoler, fritidsklubber og religiøse samlingssteder til at håndtere udfordringen og gøre dem til stærke fællesskaber, der kan konkurrere med ekstremisternes hvervestrategier.

Civilsamfundet er ofte bedre til at spotte og inddæmme den tidligere radikalisering end myndighederne, mener han. Derfor handler øvelsen ikke om at poste flere penge ind i antiradikaliseringen, men om at myndighederne skal blive bedre til at bygge bro.

Workshops og studieture

Det kræver en fundamentalt anderledes tilgang til antiradikalisering end den, blandt andet Københavns Kommunes enhed VINK praktiserer i dag, mener Mohammad Rafiq, integrationsrådgiver og administrerende direktør i Institute of Human Rights, som blandt andet rådgiver og yder retshjælp til forældre, hvis børn er blevet radikaliserede.

»VINK er rigtig gode til at lave evalueringsmøder, tage på studieture, holde workshops og hyre foredragsholdere, men har ingen kontakt til de unge mennesker på skolerne. Det nytter ikke noget at være et videnscenter, hvis ikke de gør brug af deres viden. Et hospital er jo heller ikke meget værd, hvis det ikke kan finde patienterne, som skal opereres.«

Problemet med den nuværende tilgang er ifølge Mohammad Rafiq, at myndighederne kommer alt for sent på banen, fordi de ikke har de rette kontakter i lokalmiljøerne men i stedet venter på at forældre ringer ind på en hotline, før de tager en sag op. Det betyder, at de kun opdager symptomerne – de »svage sjæle«, som kommer på afveje – og ikke sygdommens rod – altså bagmændene, som står for radikaliseringen.

Konkret foreslår Mohammad Rafiq en langt mere proaktiv indsats, hvor ressourcer flyttes fra sekretariatsfunktionen til en stab af »tilsynskonsulenter«, som har deres jævnlige gang i felten – på skoler, foreninger og i boligområder, hvor radikalisering finder sted. Konsulenterne skal være uddannede til at aflæse og opdage de spæde faresignaler hos unge og i øvrigt have en forståelse for deres kulturelle baggrund og et reelt netværk i ungemiljøerne:

»I dag er Hizb ut-Tahrir mere til stede på skolerne end kommunens antiradikaliseringsfolk er! Salafisterne deler brochurer ud og taler med de unge, fordi de ved, det virker. Men du ser aldrig VINKs personale gå rundt i skolegårdene og snakke med unge, som er i risiko for at få radikaliserede værdier.«

Det burde de måske. For antiradikalisering, mener han, er ikke en opgave, man kan uddelegere til civilsamfundet, sådan som Trygfonden og Certas rapport lægger op til. Skoler og fritidsklubber har nok at gøre.

»Det er en ekstrem vigtig opgave, og det ansvar må myndighederne selvfølgelig tage på sig.«

Brug for professionalisme

Terrorforsker Magnus Ranstorp fra Forsvarshögskolan i Stockholm var sidste år formand for Københavns Kommunes ekspertgruppe, som skulle nytænkte indsatsen mod radikalisering i hovedstaden. Han er enig i, at der populært sagt er behov for flere varme hænder på gadeplan til at lægge mærke til eller bekæmpe radikalisering.

»Deres konklusion er god nok: Vi skal have flere folk derude. Hvis du tog bare en brøkdel af de ressourcer, som politiet og efterretningstjenesten får tildelt, ville det række umådeligt langt, hvis du brugte dem på at organisere grupper i civilsamfundet. Men de skal ikke bære sorte jakker, hvor der står »antiradikaliseringsenhed« på ryggen,« siger Magnus Ranstorp.

Ligesom Jakob Scharf peger han også på behovet for større koordinering med græsrodsbevægelser, boligselskaber, ungdomsorganisationer og andre gode kræfter i civilsamfundene, som ikke formelt er en del af antiradikaliseringsenheden.

Generelt om den danske indsats, siger han, at den »helt bestemt kan blive mere effektiv«. Og her spiller et højt vidensniveau i antiradikaliseringsenhederne en central rolle. Man skal altså ikke underkende arbejdet i sekretariatsfunktioner, advarer han:

»Man er simpelthen nødt til at have folk, som arbejder professionelt med det her. Det er et for farligt område til at lade være,« siger Magnus Ranstorp.

Vil ikke overvåge de unge

Muhammad Hee, projektleder i Københavns antiradikaliseringsenhed, VINK, mener slet ikke, at kritikken af de »kolde hænder« er berettiget.

VINK, pointerer han, er netop sat i verden for at være en ekspertenhed, som skal reagere på borgernes henvendelser og klæde frontpersonalet i de øvrige kommunale afdelinger – blandt andet SSP, jobcentret, skole­lærere og klubmedarbejdere – på til at håndtere mødet med borgerne.

»Vi er lige så interesserede i en målrettet, lokal indsats, der rammer de unge, som alle andre. Men det er ikke VINKs opgave at være gadeplansmedarbejdere,« siger Muhammad Hee.

Sidste år modtog VINK 100 såkaldte bekymringshenvendelser på den telefoniske hotline. Af dem var 18 reelle og begrundede og førte til, at der blev iværksat mentor­forløb og en-til-en-indsatser. Det er altså ikke rigtigt, at hotlinen ingenting fører med sig. Men det er korrekt, at VINK først går ind i en sag, når nogen udefra henvender sig til dem, forklarer Muhammed Hee:

»Som myndighed er vi afhængig af, at nogen opdager, at der foregår noget skidt og fortæller os det. Sådan er konstruktionen nu engang. Jeg er enig i, at vi har et kæmpe forbedringspotentiale i forhold til at samarbejde med civilsamfundet og opbygge en tillid,« siger han.

»Men jeg kaster mig altså ikke ud i Mjølnerparken eller Tingbjerg eller på en skole, hvor der er en radikaliseret ung, medmindre det bliver efterspurgt. Vi ønsker hverken at tale problemet op eller ned eller skyde med spredehagl ved at sætte fokus på et tema, som rektorer eller beboere måske ikke er interesserede i. Derfor kommer vi kun ud på opfordring. Det tror jeg giver det bedste samarbejde – ikke at kaste et hobetal af nye opsøgende relationsmedarbejdere ud, så de unge føler sig endnu mere overvåget.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.