Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Vi blev behandlet som dyr, lugtede som dyr og så ud som dyr«

For et lille år siden blev journalisten Jeppe Nybroe løsladt efter en måned som gidsel, hvor han blev behandlet som en hund af brutale militante islamister ved grænsen mellem Libanon og Syrien. »Jeg har været kidnappet lige siden,« siger han.

Jeppe Nybroe, som blev kidnappet for et år siden i Libanon og tilbageholdt som gidsel i en måned, har skrevet en bog om sit livs mareridt. Foto: Søren Bidstrup
Jeppe Nybroe, som blev kidnappet for et år siden i Libanon og tilbageholdt som gidsel i en måned, har skrevet en bog om sit livs mareridt. Foto: Søren Bidstrup

Om få dage er det et år siden, at militante islamister kidnappede journalisten Jeppe Nybroe i den libanesiske by Arsal ved grænsen til Syrien. Gidseltagerne krævede 20 millioner dollar og truede med at skære den 41-årige tidligere TV-vært i småstykker og sende dem hjem til familien i Danmark, hvis løsesummen ikke blev udbetalt.

Mens han var gidsel, fandt han aldrig ud af, om de seks gidseltagere tilhørte en bestemt oprørsgruppe, men han blev hurtigt klar over, at de var stærkt oprørte over Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, Danmarks krigsdeltagelse i Afghanistan og Irak og Danmarks manglende støtte til de syriske oprørere.

Først efter sin løsladelse finder Jeppe Nybroe ud af, at gidseltagerne har sluttet sig til Islamisk Stat og oprørsgruppen al-Nusra Fronten, der har forbindelse til al-Qaeda.

Efter 28 dage i et lille, koldt og mørkelagt rum, efter tæsk, pisk og psykisk tortur så Jeppe Nybroe igen dagslyset, og nu sidder han her på Amager. På sin stamcafe, Ingolfs Kaffebar, hvor det tidligere gidsel har tilbragt adskillige timer med at skrive sig tilbage til livet. Med at komme ovenpå og finde sig selv med den bog, han nu selv udgiver om gidsel-sagen. Den proces har ikke været nem. Den er stadig ikke nem, og for udefrakommende er det endnu sværere at forstå, hvad det vil sige at være kidnappet af islamister.

Derfor har jeg forud for interviewet spurgt en bekendt til råds. Den amerikanske journalist Jere Van Dyk, der tilbage i 2007 var Talebans gidsel i 45 dage i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan, og som Jeppe Nybroe har skrevet en bog om sit fangenskab. Her er Jere Van Dyks første spørgsmål til Jeppe Nybroe:

Traf du i dit fangenskab beslutninger, eller lovede du dig selv noget? Og har du holdt det bagefter?

Jeppe Nybroe tager en dyb indånding:

»Jeg traf først og fremmest en beslutning om, at jeg ville overleve. Koste hvad det ville. De truede jo ikke bare med at skære mine fingre af og med halshugning og med at sende mine kropsdele til min familie. De truede også med, at hvis pengene ikke kom hurtigt nok eller mange nok, så ville de beholde mig som en hund, som de ville tage med rundt på slagmarken. Så skulle jeg på egen krop få lov at føle, hvad deres familier, deres eget folk oplever af lidelser i krigen. På den måde kunne jeg være et eksempel for den danske regering, den danske offentlighed og for hele verden på det syriske folks lidelser.«

»Men jeg ville overleve og begyndte derfor at forberede mig mentalt på et liv som deres hund. Eksempelvis begyndte jeg at spørge dem om arabiske ord – jeg kan lidt arabisk i forvejen – og jeg begyndte også at diskutere religion, islam med dem. Diskutere min oplevelse af islam og muslimer og deres budskab om barmhjertighed. I et eller andet omfang forsøgte jeg at blive venner med dem og appellere til deres medmenneskelighed, spørge dem ud om deres familier og børn. Prøve at tvinge noget menneskeligt ud af en situation, der var umenneskelig.«

Var der andre løfter?

»Jeg har et eller andet sted givet mig selv et løfte om, at jeg hver dag vil minde mig selv om, hvor dyrebart livet er. Og at det skal man gøre sig umage med. Farverne har stået stærkere, efter at jeg kom fri, og en af de ting, jeg gjorde i månederne efter, var, at jeg hver aften skrev tre ting, der denne dag havde gjort mig lykkelig ned i en lille notesbog, der ligger på mit natbord. Bitte små ting, som at jeg havde gået en lang tur med min hund, og at den var glad. Jeg satte på en eller anden måde hverdagens glæder på piedestaler.«

Jere Van Dyk spørger også, om du føler, at du var i stand til at opretholde din værdighed i fangenskabet?

»Ja og nej. Altså... Det stod meget hurtigt klart for mig, at hvis jeg skulle overleve, så skulle jeg bevare min forstand. Jeg skulle kunne hænge mentalt sammen, og det havde jeg forskellige redskaber til. Noget af det var at tænke tilbage til lykkelige tidspunkter i mit liv og så udforske alle detaljer helt ud i det ekstreme. Jeg bekræftede mig selv i, at livet var værd at leve og derfor også værd at kæmpe for.«

Ikke plads til at tale om frygten

Du svarede både ja og nej til, at du kunne opretholde værdigheden, mens du igen og igen blev udsat for fysiske og psykiske ydmygelser ...

»Jeg vil sige, at mange af de der ydmygelser... Nej, jeg tror sgu ikke, at jeg rigtigt kan svare endnu – hvad det har gjort ved mig. Jeg kan bare sige, at jeg underkastede mig at blive behandlet som en hjemløs hund. Vi blev behandlet som dyr, lugtede som dyr og så ud som dyr, og jeg ved ikke, hvad det gør ved en, når man bliver som en kuet hund. Jeg var jo hele tiden meget, meget opmærksom på ikke at sige noget, der på nogen måde kunne føre til yderligere mishandling eller yderligere ydmygelser. Men tværtimod forsøge at maksimere mine muligheder for at få mad eller vand eller komme på toilettet.«

Den tidligere Taleban-fange spørger også, hvad der var værst for dig: Fangenskabet eller eftervirkningerne?

Lige bortset fra Simon & Garfunkels gamle hit »Bridge over Troubled Water«, der lyder fra cafeens højtalere, bliver der helt stille i lokalet. Jeppe Nybroe bliver lidt fjern i blikket, mens han overvejer svaret.

»Åhhh. Jeg vil sige for mit vedkommende, så føler jeg, at jeg ikke bare har været kidnappet i en måned, men at jeg har været kidnappet lige siden. Så det er svært at sige, hvad der har været værst, og jeg er måske ikke færdig med at forholde mig til efterveerne, for nogle gange kommer de ud af det blå.«

»Det allerværste i hullet var på en mærkelig måde ikke mishandlingen og ydmygelserne. Det lykkedes mig på et tidspunkt at parkere det som noget fysisk. Det lyder grotesk, men som dagene gik, fandt jeg ud af, at det jo bare var smerte. Så længe jeg overlevede, var det bare smerte. Nej, det allerværste i hullet var sådan set at forestille mig, hvordan min familie og mine nærmeste havde det,« forklarer Jeppe Nybroe og holder en lille pause med en klump i halsen og en tåre i øjenkrogen.

»Angsten og den konkrete frygt for at blive slået ihjel var jo ikke noget, vi kunne tale om i den kommunikation, vi havde om selve løsesummen og alt det der. Og det tror jeg, at vi alle var smerteligt bevidste om. Og det var næsten den værste tortur for mig – at vi ikke kunne tale om det, samtidig med at jeg vidste, at det var livsvigtigt ikke at tale om min angst, for så tror jeg, at elastikkerne var sprunget for os alle. Og vi havde jo alle brug for styrken til at kæmpe os igennem det psykotiske mareridt, det var at skulle forhandle med de her mennesker.«

»Hvis følelserne og angsten havde taget over, så tror jeg, at vi alle sammen havde mistet forstanden. Så ja, det var et mareridt at være i hullet, men det, der rev mig allermest i stykker, var mine forestillinger om, hvilket mareridt min broder, min søster, min mor og min far gennemlevede derhjemme.«

Kommunikationen mellem »hullet« og familien hjemme i Danmark foregik over Skype. Det var en udfordring på grund af hyppige strømafbrydelser og en ustabil internetforbindelse.

»Så hvert et minut, hvert et sekund, der var forbindelse hjemover, var dyrebart, og derfor var det helt afgørende, at tiden blev brugt konstruktivt – ikke til følelser.«

Følte sig svigtet af tolken

Til sidst lykkedes det at blive enige om størrelsen på løsesummen, og det skyldtes ifølge Jeppe Nybroe ikke mindst, at krigen rykkede tættere og tættere på, og at gidseltagerne derfor blev mere og mere desperate:

»De var bange for, at vi alle skulle dø under et bombardement, eller at en anden væbnet gruppe ville angribe for at tage byttet – og dermed løsesummen.«

I din bog undgår du bevidst at afsløre, hvor stor løsesummen var. Hvorfor?

»Det er der mange årsager til. Potentielle gidseltagere skal jo ikke vide, hvad man kan få ud af at kidnappe en dansk journalist. Og så er der et hensyn til alle de mennesker, der har bidraget til min løsesum og et stort og ikke uvæsentligt hensyn at tage til de mennesker, der helt konkret hjalp med at få mig fri. De insisterer af taktiske grunde på, at det skal holdes hemmelig.«

Undervejs i fangenskabet overvejer du flere gange, om din libanesiske oversætter, som blev kidnappet sammen med dig, selv spillede en rolle i gidseltagningen. Og den libanesiske efterretningstjeneste har direkte sagt til dig, at han ikke er uskyldig. Hvilke tanker gør du dig i dag?

»Det står stadig lidt uklart for mig, men jeg tror, at jeg er nødt til at holde fast i, at man er uskyldig, indtil man er blevet dømt, og jeg kan ikke se, hvordan han skal kunne bevise sin uskyld, og der kan være mange forklaringer på, hvordan han opførte sig i hullet. Jeg skal ikke lægge skjul på – og det gør jeg heller ikke i bogen – at jeg undervejs føler, at jeg bliver meget alene, at loyaliteten forsvinder, og at han får et eller andet forhold til kidnapperne, som jeg ikke kan gennemskue den dag i dag.«

Tvivlen om medfangens loyalitet får på et tidspunkt Jeppe Nybroe helt i knæ.

»Min første reaktion er, at jeg bryder helt sammen og siger, at nu kan de bare slå mig ihjel. Jeg er mutters alene. Hvis han forlader mig, er jeg solgt. Men så indser jeg, at han er min livline, og at jeg har brug for hans hjælp uanset, hvilke heste han så end måtte spille på egne vegne.«

Hvad er dine planer nu?

»Jeg har den plan, at jeg skal i gang med mit arbejde, og det er at være journalist. Og jeg er i den lykkelige situation, at der er en række jobmuligheder på hånden. Men ellers er jeg jo også i den sitaution, at jeg skal... Jeg ved sgu ikke, hvad jeg skal sige. Jeg skal for fanden bare i gang med mit liv igen.«

Har du mod på krigszoner igen – de har jo fyldt en del i din journalistiske karriere?

»Tilbage til løfterne: Jeg har nok lovet mig selv og ikke mindst min bror og familie, at jeg ikke skal tilbage til krigszonerne. Om jeg om mange, mange år skulle komme i nærheden af en krigszone, det kan jeg ikke udelukke, men det er ikke noget, jeg har lyst til.«

»Men jeg er ikke færdig med verden og behovet for at forstå verden, og dens forskelligheder er jo ikke blevet mindre af, at Islamisk Stat truer vores hverdag. Tværtimod så er der nu et endnu større behov for at forstå terrorens væsen, og det er min bog et lillebitte, ydmygt bidrag til,« siger Jeppe Nybroe.

Selv om han var kidnappet af mænd, der hævder at handle i islams navn, advarer han mod de stemmer, der efter terrormassakren i Paris nu med endnu større kraft sætter lighedstegn mellem Islam og terrorisme.

»Det er ikke, fordi jeg ikke synes, at der skal slås hårdt ned mod terror, og jeg mener, at Islamisk Stat skal bekriges med alle tænkelige midler. Men jeg bryder mig ikke om, at vi i stigende grad sætter lighedstegn mellem islam og terrorisme, at vi stigende grad definerer verden i dem og os, og at vi i stigende grad lader frygten styre den måde, vi tænker om andre mennesker på, og også den måde vi handler på,« siger Jeppe Nybroe:

»Der er altså halvanden milliarder muslimer, der ikke er som Islamisk Stat.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.