Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Venstre siger nej til forslag om hurtigere asylbehandling

S vil med støtte fra DF afskaffe asylansøgernes automatiske klageadgang og til gengæld belønne asylansøgere, der rejser hjem frivilligt. Men det vil gøre Danmark til magnet for migranter uden asylgrundlag, mener Venstre.

Asylansøgere (her i arkivfoto fra an asyllejr i Haderslev) skal i følge Socialdemokratiet have en økonomisk gevinst ved at frasige sig retten til at klage over et afslag på ophold i Danmark.  
Asylansøgere (her i arkivfoto fra an asyllejr i Haderslev) skal i følge Socialdemokratiet have en økonomisk gevinst ved at frasige sig retten til at klage over et afslag på ophold i Danmark.  

Asylansøgere, der får afslag i Udlændingestyrelsen, skal ikke længere automatisk have deres sag prøvet i Flygtningenævnet. I stedet skal de tilbydes økonomisk støtte til at rejse hjem og starte på en frisk i deres hjemland.

Det foreslår Socialdemokratiet, der får støtte til udspillet af Dansk Folkeparti, men ikke af Venstre.

»Man vil fortsat kunne vælge at klage over sit afslag, Men man kan også vælge at lade være og få en økonomisk gevinst i stedet for,« siger den socialdemokratiske udenrigsordfører, Nick Hækkerup.

Men Venstre er imod og advarer direkte mod ordningen.

»Hensigten er god. Men fordi der er så få af ansøgere, der får asyl – omkring 35 procent sidste år – vil det tiltrække migranter uden jordisk chance for at få  asyl. Danmark risikerer at blive en magnet for migranter, der søger herop for at få den økonomiske støtte, som Socialdemokratiet foreslår,” siger Venstres udlændingeordfører,« siger Marcus Knuth.

Den bekymring har Socialdemokratiet dog taget højde for, understreger partiets ordfører på udlændingeområdet, Mattias Tesfaye.

»Vi er glade for, at Venstre deler vores hensigt. Vores vurdering er dog, at vi godt kan etablere en ordning, der ikke tiltrækker flere asylansøgere. For det første bliver åbenlyst grundløse ansøgninger i forvejen afvist. For det andet vil beløbet ikke være så højt, at det bliver for attraktivt. For det tredje vil forslaget ikke omfatte alle, men være afgrænset til enkelte grupper. Endeligt har vi gode erfaringer fra lignende ordninger både herhjemme og i andre lande. Jeg synes Venstre skulle møde vores forslag mere konstruktivt,« siger Mattias Tesfaye, der til gengæld får opbakning i Dansk Folkeparti.

»Vi vil gerne være med til at fjerne klagemuighederne, og det har vi foreslået flere gange i Folketinget. Men hver gang har vi fået at vide - også af socialdemokraterne - at det ikke kan lade sig gøre på grund af dansk lov og konventionerne. Så hvis Socialdemokratiet nu er kommet på andre tanker, så er det da positivt,« siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen.

 

Flertallet får afslag

Baggrunden for S-udspillet er, at flertallet af asylansøgerne i dag får afslag i Udlændingestyrelsen, og at flertallet af disse afslag stadfæstes i Flygtningenævnet, der er ankeinstans i asylsager.

»Sandheden er jo, at der er mange uden noget asylgrundlag, og i dag bliver et afslag i Udlændingestyrelsen automatisk prøvet i Flygtningenævnet. Det sker, uanset om man som asylansøger reelt har nogen udsigt til at få ændret afgørelsen og dermed forlænges uvisheden og ventetiden unødigt længe,« siger Nick Hækkerup.

I stedet for skal den afviste asylansøger fremover indkaldes til en såkaldt afklaringssamtale, hvor han/hun skal træffe et aktivt valg mellem enten at klage til Flygtningenævnet eller at rejse frivilligt hjem med økonomisk støtte.

»Klageadgangen bliver altså ikke afskaffet. Den er bare ikke længere automatisk, og den afviste asylansøgere får tilbud om at få økonomisk støtte til sin hjemrejse. Der er altså en økonomisk gevinst ved ikke at anke afslaget i Udlændingestyrelsen,« siger Nick Hækkerup, der understreger, at der skal oprettes  en ny specialenhed, der giver asylansøgerne »en rigtig hjemrejserådgivning.«

»Desuden skal den økonomiske støtte afhænge af, hvilket land asylansøgeren skal sendes tilbage til,« påpeger Nick Hækkerup, og det hænger sammen med, at leveomkostningerne kan være meget forskellige i de lande, de afviste asylansøgere kommer fra og skal tilbage til.

Realisme og ærlighed

 

Forslaget om en ny asylprocedure er en del af Socialdemokratiets store udspil om flygtninge, asyl og integration, der blev lanceret for nylig under overskriften »retfærdig og realistisk.«

Og det er netop også kernen i forslaget om at fjerrne den automatiske klageadgang, påpeger partiets udenrigsordfører.

»Det er i alles interesse, at vi får mere realisme og ærlighed ind i asylprocessen fra start. En asylansøger, som får et velbegrundet afslag, skal hurtig have mulighed for komme videre og hjem til sit nye liv frem for at sidde flere måneder og år med urealistiske forhåbninger og vente på endnu et afslag,« siger han.

Reglen om automatisk påklage til Flygtningenævnet blev indført i 1994. Baggrunden var, at cirka 96 procent af de udlændinge, der fik afslag på deres asylansøgning, klagede til nævnet, og derfor kunne der både spares penge og tid ved en automatisk fremsendelse af sagerne til Flygtningenævnet.

Krav om rejseplaner i god tid

Samtidig vil Socialdemokratiet kræve af asylansøgerne, der planlægger deres hjemrejsen i god tid.

»Uanset om man vælger at få prøvet sin sag i Flygtningenævnet eller at rejse frivilligt hjem efter afslaget i Udlændingestyrelsen, skal man tage alle de nødvendige skridt til at forberede sin hjemrejse efter at man har modtaget et afslag hos Udlændingestyrelsen. Det skal sikre, at man er klar til at udrejse umiddelbart efter, at ens sag har været behandlet af Flygtningenævnet,« forklarer Nick Hækkerup.

»Manglende forberedelse af hjemrejse medfører direkte overførsel til et hjemrejsecenter,« fremgår det af det socialdemokratiske udspil.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.