Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Venstre kræver regeringsindgreb mod parkeringsplaner: »Vi har at gøre med Betalingsringen 2.0«

Hvis Københavns Borgerrepræsentation indfører flere nye betalingszoner, så det fremover koster penge at parkere i hele kommunen, bør regeringen gribe ind, lyder det fra Venstre i Region Hovedstaden.

Venstres politiske leder i hovedstaden, Martin Geertsen, vil have, at regeringen griber ind mod voksende betalingszoner i København, som miljø- og teknikborgmester Morten Kabell (EL) gerne ser skal dække hele byen. Foto: Nils Meilvang og Thomas Lekfeldt
Venstres politiske leder i hovedstaden, Martin Geertsen, vil have, at regeringen griber ind mod voksende betalingszoner i København, som miljø- og teknikborgmester Morten Kabell (EL) gerne ser skal dække hele byen. Foto: Nils Meilvang og Thomas Lekfeldt

Regeringen bør ikke stiltiende se til, at hele København bliver omdannet til parkeringszone, som teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) foreslog i Berlingske i går.

Det mener Venstre i hovedstaden, der opfordrer regeringen til at gribe ind, hvis Borgerrepræsentationen gør alvor af en betalingszone i hele Københavns Kommune.

»Det er ikke hver dag, jeg slynger om mig med krav om regeringsindgreb, men København er hele landets hovedstad, og der er simpelthen brug for, at vi kan besøge og handle med hinanden, uden at der bliver opstillet for mange restriktioner. Vi har at gøre med Betalingsringen 2.0, så der er behov for, at en voksen kommer ind i lokalet og får sat en stopper for det,« siger Martin Geertsen, Venstres politiske leder i Hovedstaden til Berlingske.

Han mener, at den linje, der er lagt op til, besværliggør og fordyrer tingene for såvel Københavns gæster som københavnerne selv og risikerer at stå i vejen for vækst.

»Det er for mig at se et projekt, der sandt at sige ikke har ret meget andet at gøre end at være pengemaskine for Københavns Kommune, og det er et problem,« siger Martin Geertsen.

Hvorfor blander du dig som regionspolitiker i, hvad Københavns Kommune gør?

»Når Københavns Kommune foretager sig noget, der er så indgribende i forhold til vores mulighed for at besøge hinanden, er det sådan set noget, der kommer til at påvirke hele regionen, og derfor blander jeg mig,« siger Martin Geertsen, som netop nu er i kontakt med sit regeringsparti.

Transportordfører i Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, er enig med Martin Geertsen i, at Morten Kabells vision rammer ved siden af, og han har i sinde at stoppe den.

»Det ligner et ideologisk felttog fra Morten Kabells side, og det virker som om, at der er gået kommunalpolitik i den. Jeg er skuffet over, at han vil forhindre borgere udefra i at parkere i deres egen hovedstad, i stedet for at koncentrere sig om at skabe nogle flere parkeringspladser i København, hvor folk lige nu kører desperat rundt. Det er en uholdbar udvikling, og jeg vil se på, hvilke midler der skal i brug, så vi kan standse den. Det vil jeg drøfte med ministeren,« siger han.

Borgmester Morten Kabell er imidlertid uforstående over for Venstres kritik:

»Det er sjovt, at Venstre nu kræver et regeringsindgreb for at kunne regulere parkeringen i København, når Frederiksberg for knap tre år siden indførte betalingsparkering i hele kommunen uden dette ramaskrig. Er det gået under radaren hos Venstre, eller er det kun interessant at diskutere parkering i kommuner med et rødt styre? Pendlerne har alle muligheder for at tage den kollektive transport til København og lade bilen stå uden for byen, og vi har hverken brug for den stillestående trafik eller den forurening, de fører til,« siger borgmesteren i et skriftligt svar til Berlingske.

Transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen (LA), kommenterer på debatten i et skriftligt svar til Berlingske:

»Det er lokalpolitikerne, der beslutter parkeringsbetaling på de kommunale veje. Derfor er det op til et flertal i Københavns Borgerrepræsentation, om de vil bakke op om Morten Kabells forslag. Jeg mener generelt, at bilister i Danmark betaler rigeligt i skatter og afgifter i forvejen. Parkeringsbetalinger er velbegrundede, når de er nødvendige for at regulere trafikken og sikre en hensigtsmæssig fordeling af parkeringspladser. Men hvis det ikke er tilfældet, vil bilisterne bare opleve betalingen som en urimelig ekstrabeskatning.«

1. marts indførte Københavns Kommune nye betalingszoner på Ydre Østerbro, Ydre Nørrebro og i Valby, så pladserne ikke længere er gratis. Betalingszonerne kan ses på kortet nedenfor. Grafikken viser også, hvor meget mere af byen, der står til at blive betalingszone, hvis teknik- og miljøborgmester Morten Kabell får sit forslag vedtaget.

Mellem kl. 08 – 18 koster det 35 kr. i timen at holde rød zone, 19 kr. i timen at holde i grøn zone, 11 kr. i timen at holde i blå zone og 9 kr. at holde i gul zone.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.