Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Velkommen til vores blinkende juvel

En ny og svimlende IMAX-film optaget af astronauter på Den Internationale Rumstation fanger detaljerne på vores klode i hidtil uset skarp opløsning. Vi har mødt filmens canadiske instruktør.

LONDON: Astronauter siger ofte, at man ikke kan se landegrænser oppe fra Den Internationale Rumstation, ISS. Og dermed heller ikke politik. Hvilket skaber en ny erkendelse hos dem.

Efter sin rumrejse i september i fjor udtrykte Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, det på denne måde over for Berlingske:

»Man får meget hurtigt fornemmelsen af, at landegrænser er menneskeskabte. Vi er alle mennesker med de samme drømme, samme ønsker og samme behov, og vi lever på den samme planet.«

Andreas Mogensen og de over 500 andre jordboere, der har været i rummet, har imidlertid ikke helt ret. For ganske få steder kan man faktisk øjne landegrænser. Men kun om natten.

Det fremgår af den hidtil mest spektakulære dokumentarfilm, der er lavet om ISS og ikke mindst om synet af vores planet oppe fra det svævende kæmpelaboratorium godt 400 km over os. Filmen hedder »Vores smukke planet«, og den udmærker sig bl.a. ved en række poetiske optagelser af vores klode om natten. I tindrende høj opløsning.

Som strålende juveler lyser London, Paris og det tætbefolkede tyske Ruhr-område op. I det Sydkinesiske Hav ud for Vietnam stråler grønne lys fra tusindvis af fiskerbåde. De caribiske øer aftegner sig som blinkende diamantsten i et ellers kulsort ocean. Og højt mod nord svæver den spøgelsesagtige grønne glød fra polarlys – resultatet af elektrisk ladede solpartiklers stormfulde møde med Jordens atmosfære og magnetfelt.

Men et sted i Asien sker der noget med lyset. Over adskillige hundrede kilometer zigzagger en orange streg sig af sted gennem mørket. Det er en landegrænse. Vest for linjen ligger Pakistan, øst for Indien. To stormagter i evig konflikt med hinanden. Den orange linje skyldes ikke færre end 150.000 kraftige lysmaster, som indisk militær har installeret langs grænsen for at holde et vågent øje med pakistanske bevægelser.

Men rumstationen suser videre over nattens Asien og har snart nået Den Koreanske Halvø, hvor endnu en grænse åbenbarer sig. Men her skyldes aftegningen af den snarere fraværet af lys. Størsteparten af det boomende Sydkorea vibrerer som et ekstravagant jule-illumineret parcelhus. Men straks man er inde over den 38. breddegrad og dermed i Nordkorea, bliver næsten alt kulsort. Blot aner man et svagt skær omkring diktaturstatens hovedstad Pyongyang. Sådan ser resultatet af jordisk politik ud fra rummet.

Optagelserne er skudt af astronauter gennem det store Cupola-udsigtsvindue på ISS med et par af verdens bedste digitale IMAX-kameraer. Det vil sige i verdens største filmformat, som bl.a. kan opleves på det store kuppellærred i Planetariet i København, hvor filmen får dansk premiere i den kommende uge.

Desværre ser man ikke Andreas Mogensen på nogle af de indendørs optagelser. Men flere af hans gode astronautkolleger er med, herunder amerikaneren Scott Kelly, der i marts landede på Jorden efter et helt års ophold på ISS, samt italieneren Samantha Cristoforetti, der er hovedkvinden bag kameraet. I en mindre del af filmen følger man astronauterne og deres dagligdags gøremål i det besynderlige vægtløse miljø, herunder den euforiske ankomst af nye besætningsmedlemmer, som endelig kan forlade den klaustrofobiske kabine i en russisk Sojuz-rumkapsel for at svæve ind og boltre sig i den jumbojetstore rumstations overvældende dimensioner.

Men højdepunktet er en række enestående optagelser af rumvandringer uden på ISS. Her er ingen computergenererede billeder som dem, vi så i den flotte amerikanske spillefilm »Gravity« fra 2013. Alligevel mærker man her i endnu højere grad den overvældende ensomhed og faktisk også forvirring, der hersker, mens astronauterne svæver og hopper rundt uden på rumstationens ydre med stjernehimlen og vores blå planet over eller under dem. Kun fastgjort til sikkerheden af et langt reb og i en uendelig verden, hvor intet er »oppe« eller »nede«. Total desorientering.

I forbindelse med den europæiske premiere på »Vores smukke planet« i London fik Berlingske lejlighed til at møde filmens instruktør, den erfarne canadier Toni Myers, der har adskillige rumbaserede IMAX-film på CVet.

Vi spurgte hende, hvordan astronauter reagerer, når de ser hendes nye film.

»De fortæller ofte, at det fører dem direkte tilbage på ISS. Og det handler ikke kun om billederne, men i lige så høj grad om lydene. Hvert modul på stationen har sin egen særlige summelyd fra ventilationen. Men det mest overvældende for dem er lydene fra rumvandringen.«

Men i princippet er der vel ingen lyde i det tomme rum?

»Nej, men lydoptagelserne stammer fra astronauternes rumdragter. De ramler hele tiden ind i dele af rumstationen, og de vibrationer forplanter sig på en ganske særlig måde inde i dragterne.«

Hvordan er optagelserne foretaget?

»Astronauterne har små GoPro-kameraer fastgjort til deres håndled, så billederne flyver rundt med deres bevægelser. Jeg gik igennem omkring seks timers optagelser, og heraf var der måske 30 sekunders brugbart materiale. Dertil kommer optagelser fra et russisk service modul uden for ISS. Tilsammen gjorde det os i stand til at sammenklippe en sekvens, hvor man virkelig fornemmer astronauternes forvirring og totale isolation. Selv jeg får kuldegysninger af at se det.«

Toni Myers har beskæftiget sig med dokumentarfilm i snart 50 år og har fulgt IMAX-formatets udvikling lige siden dets fødsel omkring 1970. Dengang kunne man udelukkende se IMAX-film to steder, på verdensudstillingen i Osaka i Japan samme år samt i Toronto i Canada, hvor man fik verdens første permanente IMAX-biograf. I dag er der over 1.000 IMAX-biografer i verden, og Hollywood er rykket ind på formatet, f.eks. med den nye »Star Wars«-film

Hun fortæller om det fysisk anstrengende arbejde med at transportere de tunge og uhåndterlige IMAX-kameraer og de tilhørende enorme spoler med 70 mm-film ud til øde naturområder. Men arbejdet har båret frugt med en række spektakulære film, som i kraft af lærreder på op til 1.000 kvadratmeter kan give biografgængere svimlende naturoplevelser, der næsten kan måle sig med den ægte oplevelse.

I forbindelse med hendes nye film var der imidlertid ingen vej uden om betydeligt lettere digitale filmkameraer. For ellers ville det have været umuligt for hende og hendes medproducer, Graeme Ferguson, at få NASAs tilladelse til at få fragtet kameraer op til ISS.

»Personligt foretrækker jeg stadig, trods vægten, at optage med klassiske IMAX-filmruller. Det giver det bedste resultat. Det er der slet ingen tvivl om. Der er noget med filmkornene og lyset, som simpelthen ikke kan indfanges digitalt. Der er det enten 1 eller 0. En meget barsk virkelighed. I vores nye film havde vi bare ikke noget valg. Til gengæld er Canon-kameraerne så fremragende, og de filmende astronauters indsats så stor, at det samlet set er lykkedes at levere de i mine øjne hidtil skarpeste filmoptagelser fra rummet. Stjernehimlen er kulsort, og kameraerne kan opfange det elektriske lys fra Jordens storbyer på en måde, som ingen har set før,« fortæller Toni Myers, der personligt underviste astronauterne i håndtering af kameraerne.

Hvordan vil du beskrive det ganske særlige folkefærd astronauter?

»Som utroligt intelligente. Jeg har aldrig mødt en astronaut, som ikke var ekstremt handlingsorienteret. De er meget kreative og tænksomme, og mange af dem opfatter heldigvis kameraarbejdet som et sjovt afbræk fra de utallige rutiner, der præger de hårde arbejdsdage på ISS.«

Slutteligt fyrer hun en mindre bredside af mod Alfonso Cuaróns rumgyser »Gravity« med Sandra Bullock og George Clooney som forliste astronauter i rummet.

»Jeg anerkender, at den er fantastisk flot. Men det videnskabelige halter gevaldigt. Den giver helt fejlagtigt indtryk af, at man kan bevæge sig fra én rumstation til en anden, som om det var en spadseretur ned ad gaden. Og da Sandra Bullock på et tidspunkt tager sin rumdragt af, har hun gudhjælpemig en tanktop på indenunder. Herregud.«

IMAX-filmen »Vores smukke planet« får dansk premiere i Tycho Brahe Planetarium i København på onsdag. Den er instrueret af canadieren Toni Myers og varer knap 50 minutter.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.