Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Velfærd er noget, vi køber

Bent Winther fotograferet i forbindelse med udgivelsen af bogen om Mette Frederiksen, som han har skrevet sammen med Peter Burhøj
Bent Winther fotograferet i forbindelse med udgivelsen af bogen om Mette Frederiksen, som han har skrevet sammen med Peter Burhøj

Når ikke færre end 59 privatklinikker i dag tilbyder udvidet omsorg før, under og efter fødslen, er det ikke bare en reaktion på besparelser, men en tendens i hele den offentlige sektor.

Den skattefinansierede velfærd suppleres i et stigende omfang med private tilkøb. Nye firmaer og tilbud skyder op – fra private vagtlæger, speciallæger og skadestuer til privat- hospitaler med enestuer og egen læge. Flere går i privatskole, og antallet af private daginstitutioner er tredoblet på får år. Dertil skal lægges væksten i private plejehjemspladser, privat egenbetalt hjemmehjælp, privat lektielæsning, private vagtværn og meget mere.

Den stille revolution af velfærden, som udviklingen er blevet kaldt, betyder, at den danske model er ved at overgå til et system, hvor det offentlige tilbyder en basisvelfærd. Og alle, som ikke vil eller kan nøjes med den, eller ønsker at skifte den ud med noget bedre, kan gøre det mod betaling eller gennem en forsikring. Udviklingen vil formentlig tage til i de kommende år, fordi vi bliver mere velstillede, og flere får mulighed for at købe private velfærdsydelser, og fordi der ikke er flere penge i de kommunale kasser. Forskellen mellem, hvad vi kan betale på den ene side, og hvad det offentlige kan tilbyde på den anden side, vil vokse år for år. Og det udfordrer politikerne.

Et A- og et B-hold er ikke et fremtidsspøgelse, som venstrefløjen kan frem- mane, men den virkelighed, som i vidt omfang eksisterer her og nu. Når tilhængerne af den universelle velfærd siger, at det ikke er tegnebogens tykkelse, der skal bestemme, om man kan blive behandlet, undervist eller passet, så er det korrekt, sådan som vi har indrettet samfundet. Men det er tegnebogen, der bestemmer hvordan.

Spørgsmålet bliver derfor, hvilke standarder der er acceptable i basisvelfærden: to eller fire timers ventetid på skadestuen? Rengøring hver anden eller hver fjerde uge hos den ældre? At politiet kommer, når man ringer efter dem, eller om et privat vagtværn er lige så godt? To døgn på hospitalet efter fødslen eller hjem med det samme?

Det nye er, at muligheden for selv at købe ekstra er til stede på stadig flere områder, så det, der i virkeligheden er til diskussion, er niveauet for, hvornår egenbetalingen træder ind.

Det næste spørgsmål er, hvor længe de, der betaler den høje skat, vil blive ved med det, når de selv benytter de offentlige tilbud i stadig mindre omfang. Der er tale om en omfordeling i den store velfærdsgryde. Men kan det fortsætte, når stadig flere har mulig- heden og behovet for at melde sig ud helt eller delvist?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.