Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Valgfeberen har grebet briterne - sådan da

EU-debatten kører for fuldt blus i Storbritannien, men man skal selv opsøge den, og i gaden er dronningens fødselsdag og Europamesterskaberne i fodbold mere synlige.

Slutspurten er sat ind op til den britiske EU-afstemning, og budskaberne er klare fra begge sider. Foto: PAUL FAITH /AFP Photo
Slutspurten er sat ind op til den britiske EU-afstemning, og budskaberne er klare fra begge sider. Foto: PAUL FAITH /AFP Photo

Nu har afstemningsfeberen grebet briterne. Med kun ti dage til det afgøres, om Storbritannien skal holde fast i EU-medlemskabet eller forlade Den Europæiske Union, er alvoren gået op for den britiske befolkning. På pubben, på universitetet, på gaden og overalt, hvor snakken falder på folkeafstemningen 23. juni, siger de fleste straks, at »det er en meget vigtig beslutning«, og mange har lært sig politikernes yndlingssætning udenad om, at »det vil sandsynligvis være det vigtigste valg, som jeg kommer til at foretage i min levetid«.

Flere end 200.000 briter var i færd med at registrere sig til valget på nettet to timer før den fastsatte deadline, da regeringens hjemmeside bukkede under for presset og gik ned sidste tirsdag klokken »10.15pm«, som det tidspunkt hedder på øerne i den nordvestlige udkant af Europa. Herefter blev en hastelov sat i værk, og fristen blev forlænget til torsdag midnat. De fleste synes, at det var en god idé, men der var protester i Underhuset over at »ændre systemet« bare fordi, nogle vælgere ikke kunne tage sig sammen og registrere sig til valget i ordentlig tid.

Den pågældende politiker gjorde ikke rede for, hvordan »systemet« skulle forholde sig, hvis en administrativ fejl på selve valgdagen kunne true med at forhindre nogle sene vælgere i hans egen valgkreds i at sætte deres kryds.

Men nu er der lukket for registreringen. Så er det bare at dele sig op i »Brexiteers« og »Remainians«, som briter imod og for EU er døbt. Man kan forestille sig, hvordan valg-feberen stiger endnu et par grader, og hvordan det i slutspurten til »den historiske beslutning« bliver svært at kæmpe sig vej gennem valgplakaterne i gaden. Bortset fra, at det er svært at få øje på et »Vote In« eller »Leave« skilt andre steder end i nogle enkelte vinduer. Briterne signalerer gerne højlydt deres tilhørsforhold i fodbold og vifter gerne begejstret med deres flag, men valg er ikke specielt synlige efter dansk målestok. Heller ikke når det gælder det afgørende EU-valg.

EU-debatten er overalt og ingen steder. Igen og igen kan man høre briter sige, at »de mangler informationer«. Men selv om mange - ofte med en vis ret - affejer politikernes budskaber som »skræmmekampagner«, er der fakta, sammenligninger af tal, prognoser og rapporter overalt, hvis man ser efter dem på nettet, følger med i medierne, eller læser foldere igennem og går til møder med velvillige eksperter. Det er let at finde information, men hvis man ikke ser efter EU-materiale, er der tilstrækkeligt med andre ting i den noget mere synlige og højlydte afdeling.

Fejringen af dronning Elizabeth IIs officielle fødselsdag er netop overstået. Det kunne de færreste undgå at bemærke med det britiske flag »Union Jack« vajende overalt, og nu er europamesterskaberne i fodbold netop fløjtet i gang i Frankrig, hvor Storbritannien stiller med hele tre hold i form af Wales, Nordirland og England. For de fodboldgale briter bliver der nok at tale om på pubben, på universitetet og på gaden, og selv om de britiske fodboldlandshold ikke har tradition for den store succes, så vil de være med i kampen helt op til, at briterne skal til at finde deres stemmesedler frem og koncentrere sig om Europa. For alvor.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.