Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Unge udstiller blodige snitsår på sociale medier

Unge opfordrer hinanden til at blive ved med at skære i sig selv på det sociale medie Instagram.

Friske snitsår og blodige barberblade. Det er eksempler på noget af det, som unge mennesker med selvskadende adfærd lægger op på det sociale medie Instagram.

Men det er ikke kun opmuntrende og hjælpende kommentarer, de får tilbage: Det er også tips og opfordringer til at blive ved med at skære i sig selv. Det viser en gennemgang af hundredvis af billeder på Instagram, som programmet Reporterne på Radio24syv har foretaget.

Madina på 19 år er tidligere cutter og plejede at lægge sine snitsår ud på Instagram som et skræmmebillede til andre i samme situation. Hun beretter om en »romantisering« af selvskade på Instagram:

»Jeg fik at vide, at mine ar var smukke - at de ikke var noget, jeg skulle skamme mig over, men derimod være stolt over. Og når man får det at vide, så tænker man: Er jeg ikke god nok uden mine ar? I en periode kunne det få mig til at få lyst til at skære mere i mig selv,« siger Madina, som ikke ønsker sit efternavn oplyst, i programmet Reporterne på Radio24syv.

Søger man på hashtagget cutting – som er et slags emneord, og som betyder at skære i sig selv på engelsk – dukker der knap fire millioner billeder op af blandt andet ridsede håndled og lår. Og der kommer nye billeder til hver eneste dag.

De fleste skriver under et anonymt navn, og kommunikationen foregår primært på engelsk. Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade har derfor ikke tal på, hvor mange danske unge, der bruger Instagram til at udstille deres selvskade, men de bekræfter, at danske unge »i allerhøjeste grad« er til stede i disse fællesskaber.

»Det er typisk mennesker, der er ensomme, og ikke ved hvor de skal gå hen. På de sociale medier får de et fællesskab, hvor de bliver set og hørt - og det har en enorm effekt. Når man har det skidt, så er det klart, at det ikke er fordrende, at se de her billeder,« siger Bettina Bai, der står for organisationens indsats på de sociale medier, hvor de forsøger at række ud til de unge, der har brug for hjælp og vejledning, til programmet Reporterne på Radio24syv.

Ifølge en ny rapport fra Center for Selvmordsforskning har 15 procent af de unge mellem 13 og 19 år skadet sig selv eller forsøgt at tage livet af sig selv.

Rapporten er baseret på forskning fra 2001 til 2011, og den konkluderer, at er der sket en stigning i den selvskadende adfærd - herunder selvmordsforsøg – blandt unge mellem 13 og 19 år i perioden.

»Mange unge mennesker har i dag ondt i livet. Det at skære i sig selv er en overlevelsesstrategi - en måde at håndtere det på. I det øjeblik det sker, giver det et øjebliks ro,« siger Bettina Bai fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.