Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Unge lokkes til Udkantsdanmark med frikadeller og slik

Borgmesteren i Brønderslev Kommune vil gerne have de unge til at flytte tilbage, når de har uddannet sig i en af landets større byer. Det har fået ham til at tage utraditionelle metoder i brug.

På plakater i København beder Mie Holm Nielsens forældre hende om at vende tilbage til Brønderslev, når hun har afsluttet sine studier i hovedstaden.
På plakater i København beder Mie Holm Nielsens forældre hende om at vende tilbage til Brønderslev, når hun har afsluttet sine studier i hovedstaden.

»Kære Mie. Kom nu hjem til Ørum.«

At få sådan en udmelding fra sine forældre, når man lige er flyttet hjemmefra, er sandsynligvis ikke helt ualmindeligt. Men når beskeden kommer fra den ene ende af landet til den anden via en stor reklamesøjle, kan den alligevel godt være overraskende. Især når man ser sine egne forældre smile ned til sig fra plakaten.

19-årige Mie Holm Nielsen bor i København og er netop begyndt på medicinstudiet. Hendes forældre bor i Brønderslev, men alligevel ser hun dem stort set hver dag. De sidste par uger, har de nemlig hængt på en reklameplakat på Frederiksberg, hvor de beder hende komme hjem til Brønderslev, når hun er færdig med sin uddannelse.

Sammen med fire andre studerende, der oprindeligt kommer fra Brønderslev Kommune, er hun blevet en del af en kampagne, der skal få de unge til at flytte tilbage til kommunen, når de har taget deres uddannelser i Aalborg, Aarhus og København.

Uden at fortælle det til de fem unge har deres forældre og søskende fået taget billeder til kampagnen, og sammen med Brønderslevs borgmester, Mikael Klitgaard (V), har de optaget små videoer.

I dem fortæller Mikael Klitgaard, at de unge kan forvente bedsteforældre, der vil passe børnebørnene, bedstemors frikadeller, slik og løbeture med borgmesteren, hvis de vender hjem til kommunen igen efter uddannelsen.

»De unge mennesker fik ikke noget at vide inden. Én af de unge så plakaten i en bybus, og én af dem vækkede forældrene midt om natten for at spørge, hvad søren de havde gang i,« siger Mikael Klitgaard og fortæller, at videoerne har haft 125.000 visninger.

Flest tilbageflyttere

Brønderslev Kommune nyder i forvejen godt af at være en af de kommuner, hvor flest flytter tilbage igen efter at have været ude.

Men flere og flere unge tager en lang uddannelse i store byer, og borgmesteren vil gerne sikre sig, at de ikke glemmer Brønderslev Kommune, mens de er væk.

»Vi vil ikke gøre situationen så sort, som nogen gør det til. Selvfølgelig har vi nogle udfordringer i kommunen, men vi har også en masse godt at tilbyde de unge familier,« siger Mikael Klitgaard og fortsætter:

»Vi vil gerne vise med kampagnen, at vi har humor oppe ved os. Vi mangler højtuddannede i kommunen, og selv om jeg ikke tror på, man kan reklamere sig til tingene, så er jeg ikke i tvivl om, at kampagnen virker.«

Job er vigtigste flytteparameter

Kampagnen, der har fået navnet »Hjemme i Brønderslev«, fokuserer på de unges relationer til dem, der stadig er derhjemme.

Men når man er færdig med sin uddannelse og skal vælge bopæl, er det noget helt andet, der har betydning for, hvor man vælger at bo. Det fortæller Høgni Kalsø Hansen, der er lektor ved Københavns Universitet og blandt andet har forsket i, hvad der får folk til at flytte fra byer til yderområder.

»Det er primært jobmulighederne, der er udslagsgivende for, hvor unge vælger at bosætte sig efter uddannelsen. Når man investerer et antal år i en uddannelse, vil man gerne have afkast i form af et et job bagefter,« siger han og tilføjer:

»Men efter mulighederne for at få job kommer de sociale relationer, så hvis man har forældre eller venner i et område, kan det være udslagsgivende for, at man flytter tilbage igen.«

Unge: Jeg vil gerne flytte tilbage.. Måske

Høgni Kalsø Hansen har ikke set Brønderslev-kampagnen, men han tror generelt ikke, at kampagner kan få unge til at flytte tilbage til deres barndomskommune, hvis de har besluttet sig for ikke at gøre det.

19-årige Mie Holm Nielsen har i et par uger kunnet kigget på sine forældre på plakater i København, og hun synes, det er et fint initiativ og en sjov oplevelse. Om den har ændret hendes syn på at flytte tilbage til Brønderslev Kommune, er dog lidt uvist, men tanken er ikke fjern for hende.

Artiklen fortsætter under billedet

Plakaten, der skal lokke Mie og andre unge tilbage til Brønderslev.
Plakaten, der skal lokke Mie og andre unge tilbage til Brønderslev.

»Jeg kunne godt finde på at flytte hjem igen. Når jeg en dag får en familie med børn, vil jeg gerne have, at de vokser op udenfor storbyen,« siger hun.

20-årige Niels Thaibert studerer statskundskab i Aarhus og er en af de andre unge, der har kunnet hilse på sine forældre på plakater i sin nye by. Han synes også, kampagnen er sjovt, men storbyen lokker alligevel rigtig meget for ham.

»Jeg er da begyndt at tænke mere over, hvordan jeg skal bo i fremtiden. Men jeg ved ikke, om jeg vil flytte hjem eller til en lille by, for der er altid overvejelser, der spiller ind. Hvordan er jobsituationen? Og så sker der som regel også flere ting i de større byer,« siger han.

Uanset om kampagnen får dem til at flytte hjem eller ej, har de givet de unge smil på læben. Og for Mie Holm Nielsen har der været en lille ekstragevinst:

»Når jeg kigger på mine forældre, der hænger rundt om i byen, så får jeg en følelse af, at de er tæt på mig. At de holder meget af mig.«

Læs mere om kampagnen og se videoerne her.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.