Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Ung, dansk og muslim: Hvem skal hjælpe hvem?

Deres udgangspunkt er på mange måder ens, men deres oplevelse af et kulturelt forventningspres forskellig. Skal muslimske mænd have en håndsrækning eller blot oppe sig? Hvem skal hjælpe hvem? To unge muslimer debatterer.

Ahmad Walid Rashidi og Arzoo Rafiqi er begge født i Afghanistan og opvokset i Danmark.
Ahmad Walid Rashidi og Arzoo Rafiqi er begge født i Afghanistan og opvokset i Danmark.

Heltemodigt eller nosseløst? 23-årige Ahmad Walid Rashidis indlæg i Berlingske for fire uger siden er ikke gået ubemærket hen på de sociale medier. Med udsagn som »Muslimske mænd er også underlagt social kontrol« og »Det er langt lettere at være muslimsk kvinde end muslimsk mand« er flere kommet til tasterne, og Ahmad Walid Rashidi har modtaget et væld af private beskeder, der enten kritiserer eller anerkender. Nej, muslimske mænd har det ikke sværere end muslimske kvinder. Ja, muslimske mænd er ladt i stikken af såvel samfundet som de muslimske kvinder selv.

Og så er der 24-årige Arzoo Rafiqi. Hun har ikke kommenteret online, ej heller henvendt sig til Ahmad personligt. I stedet har hun sendt en e-mail til Berlingske med emnefeltet: Endnu en artikel om dansk-muslimer – nu med en muslimsk kvindes stemme.

»I min optik er det meget forkert, at mænd møder et større forventningspres som forsørger og familiens prestige, end vi kvinder gør. Jeg har et mindst ligeså stort ansvar for min families navn og anseelse, som mine brødre har,« siger Arzoo Rafiqi.

Hun og Ahmad Walid Rashidi er ikke fremmede for hinanden. Faktisk var de i årevis en del af hinandens dagligdag i en ny by i et nyt land.

Arzoo Rafiqis familie kom til Danmark mindre end en måned før Ahmad Walid Rashidis, og begge familier påbegyndte den treårige integrations­periode i vestjyske Lemvig. Side om side gik de i skole og SFO, modtog ekstradansk i samme klasse og legede med hinandens søskende i fritiden. De er begge fra Afghanistan, muslimer og velintegrerede. Hun læser statskundskab og er næstformand i Integrationsrådet i Aarhus Kommune. Han læser medicin og har iværksat sin egen velgørenhedsorganisation.

Denne lørdag er de sat i stævne på Cafe Smagløs i Aarhus over en kop kaffe og en uoverensstemmelse.

ARZOO: »Jeg bliver forarget, når jeg hører Ahmad sige, at vi piger klarer os godt, fordi vi har fået håndsrækninger og bliver favoriseret i samfundet. Nej, vi bliver sgu ikke favoriseret. Fordi muslimske mænd ikke får den hjælp, de har brug for, betyder det ikke, at vi kvinder får ekstra hjælp. Vi har selv kæmpet og kæmper stadig for at få en uddannelse og blive set som en positiv del af samfundet. Uddannelse er vores våben.«

AHMAD: »Prøv at bytte ’mænd’ ud med ’kvinder’ i mit indlæg. Den type artikler har jeg og mine mandlige kammerater skullet læse og analysere i hele vores skoleliv, og ikke én gang var det vores stemme, der var repræsenteret. Hvor mange muslimske mænd har du læst om i Politiken eller Berlingske? Ingen. Alle har glemt drengene, og mit indlæg gav mændene en stemme for første gang. Jeg lod jer smage jeres egen medicin.«

ARZOO: »Det kan godt være, at visse muslimer ikke har været gode nok til at støtte op om deres brødres kamp, men ligesom vi muslimske kvinder har kæmpet hårdt, så må I også. Jeg synes, det er lidt sjovt, at du siger, at I drenge fejler, fordi der bliver stillet for mange forventninger. Der vil jeg omvendt sige, at der måske bliver stillet for få forventninger til jer.«

AHMAD: »Forskellen er bare, at NGOere står på spring for at hjælpe jer, mens ingen står klar til at hjælpe os. Vi drenge bliver stemplet som ballademagere og får diagnoser, mens I piger bare er søde. Mit indspark gav mændene en stemme, men jeg synes ikke, at det behøver at være en kønskamp. I stedet bør vi i fællesskab frigøre os fra social og kulturel kontrol og kæmpe hinandens kamp.«

Det er imidlertid en postgang for sent, at mændene vil komme pigerne til hjælp, mener Arzoo Rafiqi. De muslimske piger har sejret på egen hånd og det uden håndsrækninger.

ARZOO: »Men Ahmad, mener du, at I drenge har hjulpet os piger med vores kampe, og at vi nu svigter jer?«

AHMAD: »Jeg synes, at der er brødre, som har skudt sig selv i foden, fordi de ikke har taget nok kampe for pigerne. Den kritik vil jeg gerne rette mod mændene. Som mand vil jeg til enhver tid kæmpe for kvindens ret til at være i erhvervslivet, men samtidig håber jeg, at kvinden vil kæmpe for, at vi mænd kan gøre, hvad vi har lyst til uddannelsesmæssigt. Forudsætningen for, at vi kan stå skulder ved skulder er, at vi tager hinandens kampe.«

ARZOO: »Jeg har taget mine kampe selv. Det var eksempelvis svært for mig at fortælle mine forældre, at jeg ville læse statskundskab i stedet for medicin, for jeg havde lovet at blive læge. Jeg oplevede det som et svigt, men mine brødre var da ikke inde og overbevise mine forældre om, at det er okay, at Arzoo vælger statskundskab.«

AHMAD: »Arzoo, prøv at hør her! Hvis dine brødre satte sig imod og ikke tillod dig at læse, så ville du slet ikke være i gang med at studere statskundskab. Du ville være slidt ned, før du overhovedet nåede frem til din far. Vi er enige om, at muslimske drenge i højere grad skal ind i kampen, men dine brødre har hjulpet dig. Ellers ville du ikke have opnået, hvad du har opnået.«

ARZOO: »Du får det til at lyde som om, at vi skal have jer mænds tilladelse til at gøre ting. Jeg og mange andre muslimske piger er altså ikke så svage og undertrykte, at vi tillader vores brødre at stå i vejen for den uddannelse, vi vil have – så jo, jeg ville studere, billigelse eller ej.«

I sit indlæg skriver Ahmad Walid Rashidi, at »når pigerne bliver gift, er de ikke længere faderens ansvar, men den kommendes mands og hans families ansvar. Pigens families hovedopgave er »blot« at holde hende jomfruelig og undgå, at andre taler dårligt om hende, så eventuelle bejlere ikke skræmmes væk«. Omvendt mener Ahmad Walid Rashidi, at forventningspresset til de muslimske mænd er livslangt, fordi mændene forbliver familienavnet – selv efter ægteskab.

ARZOO: »Det er en oldgammel mentalitet, som du gerne må smide væk, Ahmad. Det kan godt være, at det gjaldt i Afghanistan, men det er ikke tilfældet i Vesten. Hvis jeg træder forkert, betyder det mindst lige så meget for min families ry, som hvis min bror gør det.«

AHMAD: »Mentaliteten eksisterer jo netop ikke kun i Afghanistan, men også blandt muslimske familier i Danmark. Det har langt større konsekvenser for en familie, hvis pigen træder ved siden af, mens hun er single og bor hjemme, end hvis uheldet sker, efter pigen er blevet gift. Du kan ikke benægte, at nogle familier har rigtig travlt med at få deres døtre afsat, før pigerne begår et fejltrin og ender uden bejlere.«

Bølgerne går højt. Fagter understreger pointer, og samtalen er flere gange indforstået: »Det ved du også godt«, »vi kan vel hurtigt blive enige om« eller »det må du give mig ret i«, lyder det. Af og til er Ahmad Walid Rashidi og Arzoo Rafiqi imidlertid også enige.

De mener begge, at det er vigtigt at få ændret den ældre generations opfattelse af, hvilke uddannelser, der dur. For uddannelseskulturen er en anden i Mellemøsten, hvor der ikke kun er færre uddannelser end i Danmark, men også få der sikrer en god økonomi og en tryg tilværelse. Så i Danmark, hvor samtlige studier i princippet er en mulighed for alle unge, opfordrer forældrene deres børn til at læse det ypperste. Medicin, jura og civilingeniør. Og det er et stort forventningspres, hvis den unges evner ikke rækker.

AHMAD: »Jeg er ikke ude efter at udstille familierne, for jeg ser dem som ofre, der kommer til at videregive et billede af, at læger, ingeniører og advokater er det eneste, der dur, fordi de ikke ved bedre. De kender ikke Danmark, som vi gør, og det vil være nyt for dem, at man her i landet kan have et glimrende liv som bilforhandler eller håndværker.«

ARZOO: »Jeg er enig i, at vi skal hjælpe hinanden med at dæmpe vores forældres forventninger. Eksempelvis ville mine brødre gerne holde et sabbat­år, og det var min far meget imod, for hvorfor skulle man tage et sabbatår? Han mente, at det var spild af tid, og når Arzoo kunne begynde lige efter gymnasiet, hvorfor kan I så ikke det? Da var jeg den første til at sige: ’Hør her far, det er helt i orden. Alle gør det.’«

Ansvaret er deres som muslimer, der kender til det danske system. De skal oplyse forældre til unge uden faglighed og lyst til at blive læge eller advokat om, at pædagoger og mekanikere sagtens kan leve et godt liv i Danmark.

Det danske samfund bærer dog også en del af opgaven, mener både Arzoo Rafiqi og Ahmad Walid Rashidi. Begge har oplevet, at skoler og fritidsforeninger kun præsenterer muslimske børn for akademiske rollemodeller, opretholder man et billede af, at akademikervejen er den eneste rigtige at gå.

AHMAD: »Arzoo og jeg skal som kommende cand.polit. og læge ikke ud og forklare elever, at det er okay at være automekaniker. Det svarer til at sætte et overvægtigt menneske til at prædike sund kost og motion. I stedet skal automekanikeren, fiskeren og maleren ud på skolerne og vise, at de har en sund økonomi og en glad familie. Jeg mindes ikke, at jeg har mødt ikke-akademikere i mit skoleliv, og det indoktrinerer, at succes er vigtigere end lykke.«

ARZOO: »Og så skal skolesystemet bliver bedre til at håndtere muslimske drenge. De bliver lynhurtigt stemplet som ballademagere med manglende læringspotentiale. Så mens forældrene er ambitiøse på deres børns vegne, møder skolerne dem ofte uden forventninger. Det skal vi have ændret, så færre af vores drenge bliver tabt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.