Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KLUMME

Ugen på kanten: Sådan er kapitalismen – de rige springer køen over

En lille anekdote: Et år efter murens fald bookede jeg en skiferie til det sydlige Polen. Vel ankommet til den enlige og stærkt ramponerede lift, der førte op på bjerget, mødte vi en ganske massiv kø – fortrinsvis lokale. Men for et beskedent beløb i zloty kunne vi traske uden om køen, sætte os i de knirkende sæder og lade polakkerne stifte bekendtskab med vesteuropæisk kapitalisme, når den er renest: De med penge kommer først – de uden står i kø.

Polakkerne har for længst lært det på den hårde måde, men i Danmark er lighedstanken åbenbart så indlejret, at den ligefremme og brutale måde at skildre verdens realiteter på stadig ikke falder i den gode smag – og det er i hvert fald forbudt for børn. »Usmageligt« kaldte en mor i Politiken det, efter at hun i Legoland havde været udsat for kapitalismen i sin mest rå form – at man for op til 600 kroner kunne købe sig uden om køen.

Så skulle børnene stå der og se på, at de rige rollinger gik foran dem – en anstødelig moral mente moderen, som fik bred opbakning på Facebook og i Politikens læserafstemning, hvoraf 75 procent mente, det var for galt.

Der var dog også dem, der forsøgte at forklare, at det jo egentlig er sådan, det private erhvervsliv fungerer, og mens alle i køen til lægen eller børnehaven er lige, så er det langtfra usædvanligt, at man i alt fra boligkøb til restaurantbesøg mærker en betydelig forskelsbehandling, alt efter, hvor mange penge man har.

Så Legoland – hvis hovedaktionær jo i øvrigt ikke er familien i Billund, men et multinationalt firma – skammede sig ikke, og der blev henvist til, at princippet er almindeligt i blandt andet USA. Kort sagt amerikanske tilstande, og det har næppe formildet Politiken-segmentet.

Med ham Trump kan man jo se, hvor galt det kan gå derovre.

Den gode the Donald havde nu en af sine mere rolige uger. Lidt rutinepræget tweeteri om fake news-medier og den største heksejagt i historien mod hans egen person, det første kabinetmøde, en afhøring af justitsministeren, der havde en usædvanligt dårlig hukommelse for en mand i hans position, et besøg hos sin sårede indpisker, efter at en forstyrret venstreorienteret Trump-hader havde forsøgt sig med politisk terror, og endelig en god nyhed for Trump: Fru Melania er rykket ind i Det Hvide Hus med deres fælles søn. Dermed afsluttede hun rygtestrømmen om, hvor ulykkelig hun er, og hvor ond Donald også er privat. Der går nok ikke længe, inden den starter igen, men det giver dog et pusterum til Trump på hjemmefronten.

Skatteminister Karsten Lauritzen fik også et pusterum, da han i denne uge bekendtgjorde, at efter alt den ballade med Skat, ja så nedlægger han det altså. Færdig. Man nåede lige at tænke, at det var da lige godt noget, og sikke mange penge man så skulle spare i skat, men sådan var det så heller ikke ment.

Skattevæsenet skal i stedet deles op i hele syv styrelser, der skal indkræve hver deres luns til den store fællespulje – og det hele skal fordeles lidt over hele landet. Måske ud fra en idé om, at jyderne er bedre til at holde på pengene, eller måske ud fra en anden idé om, at det i et kommunalvalgsår ville være godt for lokalpolitiske kammerater rundt om i landet med en portion ekstra arbejdspladser. Skattemedarbejderne må man dog gå ud fra betaler sin skat, og også blandt lokalpolitikere er det jo sådan, at man kommer længst med penge på lommen, hvor smagløst det end kan lyde.

Om det hele så betyder flere penge i den store kasse, var der delte meninger om, og det var der også om, hvilke kontorer, der skulle ligge hvor. Så Karsten Lauritzen havde en dag med både varme borgmesterhilsner og sure beskeder på svareren.

Bornholm var så vidt vides ikke blandt de skattebegunstigede kommuner, men her har man jo også sit helt eget politiske tilskud, der siden torsdag har gjort Allinge til centrum for dansk politik, lobbyisme, medievirksomhed og debatstof over en 3.201 arrangementer bred kam. Kort sagt: Folkemødet.

Eller Djøfstortion, Roskildefestival for politikere og lobbyister, fætter-kusinefest for journalister og meningsmagere. Kært barn har mange navne, og efterhånden er Folkemødet vel en institution, som mange trods alt er kommet til at holde af på et eller andet had-kærligheds niveau. Selv for Radio 24/7 vært Rene Fredensborg, der kaldte Folkemødet en fadølsfest for slipsedrenge med spidse sko og twitterkonto. Men også han kommer igen hvert år.

Om det så er eliten, der møder hinanden, som de überfolkelige altid fremhæver, eller om det – som arrangørerne slår på – er stedet, hvor mange tusinde almindelige danskere har en mulighed for at debattere væsentlige emner med politikere og meningsmagere, uden at nogen bliver svinet til, som man plejer på Facebook. Og Djøfere og PR-mennesker er vel også en slags folk – et eller andet sted. Selv om de for nogle nok kan minde lidt om de robotter, der ifølge Lars Løkkes åbningstale var et af de centrale emner i år.

Men de er betalingsdygtige. Og lad der bare herfra lyde et fromt håb om, at de lokale har banket priserne godt i vejret i denne uge. For nok er det godt med en rig debat på klippeøen, men som amerikanerne siger: »Money talks – bullshit walks.« Eller også står man bare i kø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.