Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Ugen på kanten: K tror hele tiden, de har fået en genial idé - ligesom Anders And

Den borgerlige regering har som bekendt erklæret krig mod parallelsamfundene. Det er de pletter på danmarkskortet, hvor værdier og kultur er ude af trit med resten af landet. Lukkede miljøer, hvor indbyggerne aldrig får udlevet deres fulde potentiale. Kort sagt, et rigtig ubehageligt sted, man helst vil drømme sig væk fra. Der er selvfølgelig tale om Christiansborg, hvor virkeligheden er blevet så rå, at borgerlige politikere nu forsøger at opfinde deres egen.

Heldigvis for dem begyndte ugen med en rigtig dårlig nyhed: Bageren Ali Parnian fra Tingbjerg fik smadret sit bageri, angiveligt fordi han nægtede at betale beskyttelsespenge til en bande. Integrationsminister Inger Støjberg, der altid slår hårdt ned på symptomerne af regeringens egen politik, skyndte sig af sted til bageriet. Nogen måtte sige højt og tydeligt, at den slags ikke hører hjemme i Danmark.

De Konservative, der er blevet skuffede over virkeligheden et par valg i træk, begyndte også at håbe på en vindersag. Justitsminister Søren Pape blev meget vred, ligesom han plejer at blive, når han igen og igen hører om, at der begås kriminalitet i Danmark. Mette Abildgaard, partiets politiske ordfører, sendte straks Ali Parnian blomster og chokolade og begyndte en indsamling, så han kunne åbne en ny butik i et sikrere kvarter. Indsamlingen tog fart hurtigere, end hun kunne have ønsket, og pludselig var Mette Abildgaard dagens helt, hjembringer af en større sejr i offentligheden, end de Konservative længe har opnået på Christiansborg.

Beboerne i Tingbjerg havde måske hellere ønsket sig nogle betjente, endda af den slags, der går rundt blandt andre mennesker og ikke kommer og tager billeder af gerningsstedet bagefter. Men træerne vokser jo ikke ind i himlen.

Heller ikke for de Konservative, som det stod klart efter et par dages triumftog. Ali Parnian viste sig nemlig at være tiltalt i en sag om biltyveri og bilafbrænding, som risikerer at ende med en udvisning.

Ali Parnian blev frikendt i fredags, men det er som om den gode stemning omkring ham er forsvundet.

Inger Støjberg, der er hurtig til at finde vejen ind i en god sag, viste sig at være endnu hurtigere til at finde ud igen, og tilbage står Mette Abildgaard, nede på jorden efter et par dage i den syvende himmel. Ali Parnian så ellers ud til at kunne blive symbolet på de Konservatives værdier; den lille forretningsdrivende, der insisterer på lov og orden, og civilsamfundet, der rejser sig omkring ham. Nu står partiet med 500.000 indsamlede kroner, der måske pludselig brænder i lommen.

På den måde minder de Konservative en hel del om Anders And. De tror hele tiden, at de har fået en genial idé, hvorefter de træder på en rive og får den lige i ansigtet.

Nu venter så den politiske virkelighed på Christiansborg og det tørre og seriøse lovgivningsarbejde.

»Forbud mod burkaer skal også gælde kunstigt skæg«, lød det på DRs hjemmeside om det, der ifølge regeringen ikke er et burkaforbud, og derfor ikke kan kaldes et burkaforbud, selv om forbuddet forbyder burkaer. Loven forbyder nemlig også en masse andre ting, der heller ikke gør skade på andre mennesker.

»Omfattede beklædningsgenstande kan f.eks. være huer, hætter, tørklæder, masker, hjelme, heldækkende dragter, kunstige skæg mv.«, lyder det ifølge DR i regeringens udkast til loven.

Mænd med tjavset skæg slipper åbenbart, men som den kvikke læser vil bemærke, har politikerne været forudseende nok til at tilføje »med videre«. Der kunne jo opstå andre utænkelige situationer, som ingen bare har tænkt på endnu.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen kæmper også med en politisk virkelighed, der ligger et par kilometer væk fra den, han måske kunne ønske sig. Ekstra Bladet, der bringer den ene fuldstændigt underlødige og korrekte artikel efter den anden om Løkkefonden, kunne denne uge fortælle, at Lars Løkke har boet i en af de såkaldte kvotekongers sommerhus i Skagen.

Lars Løkke har efterhånden givet flere forklaringer på sit ikke-kendskab til kvotekongen John Anker Hametner, så her kommer et kort overblik: Først kendte han ikke noget til nogen kvotekonger, så havde han alligevel mødt én en enkelt gang. Eller det vil sige, at storfiskeren hvert år siden 2013 ved et såkaldt torskegilde har indsamlet i alt 1,2 millioner kroner til Løkkefonden.

Det mest problematiske forhold kunne Ekstra Bladet så afsløre i denne uge: En videooptagelse af statsministeren, der danser med sin hustru og nuværende formand for Løkkefonden Solrun Løkke Rasmussen på »Train« i Aarhus. Til storfiskerens firmafest.

Det er selvsagt uacceptabelt, at statsministeren er så tæt på folk med interesse i at påvirke lovgivningen og derefter modtager så ringe gaver. Det må være på tide at gøre op med den danske småstatsmentalitet, der tilsiger, at statsministeren skal lade sig spise af med en firmafest i en mellemstor virksomhed og en uge i tvivlsomt vejr.

Andre landes regeringschefer vælter sig i champagne og høje modeller, så lad det derfor blive sagt højt:

Det skal være billigere at være dansker – og federe at være statsminister.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.