Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Ugen på kanten: Der er grænser for, hvad man gider høre på

Engang var det på mode i tide og utide at slynge et citat ud om at »Jeg er uenig i alt, du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke din holdning«. Det er vist nok Voltaire, der er den oprindelige afsender. Han er som bekendt død for mange år siden, og noget kunne tyde på, at det samme gælder hans synspunkt.

I hvert fald var der i denne uge bred enighed om, at der er grænser for, hvad vi gider høre på. Hadprædikanter for eksempel, de kan godt blive hjemme. Efter et års overvejelse nåede Udlændingestyrelsen frem til seks navngivne islamist-agitatorer. Fæle typer, man da godt kan undvære, men alligevel ikke en pryd for ytringsfrihedens fremmeste forkæmperland, mente flere.

Dog ikke Naser Khader, som tværtimod var sur over, at der ikke var flere fra klubben af piskestraf-tilhængere og mørkemænd, der havde fået det røde kort. Men de havde nok for gode forbindelser, mente Khader. Uden at være ekspert, så virker seks sure mørkemænd da også ret beskedent, hvis man virkelig skal vise alle de verbale jihad-krigere døren.

Også andre steder er der grænser for, hvad man gider høre på. I Frankrig var der for eksempel grænser for, hvad Macron gad høre på fra Le Pen efter en ophidset debat, hvor de ellers både kaldte hinanden for løgnere og fjolser. Men en beskyldning mod den pæne kandidat om skattely var grænsen og blev anmeldt til politiet – inden franskmændene i dag beslutter om, de går til Macron’erne eller hårdt til højre.

I Bruxelles gider de så ikke høre mere på Storbritanniens klynk over prisen for Brexit, og hjemme i det forenede kongerige gider Prins Philip simpelt hen ikke høre mere overhovedet. Efter 5.493 taler trækker han sig tilbage som 96-årig og laver simpelthen en Prins Henrik. Der er ligefrem hof-forskere, der mener, at Henrik er blevet en slags trendsætter for de europæiske gemaler.

Så vi er mange, der sætter grænser for, hvad vi gider høre. Og lad os være helt ærlige: Ingen af os gider høre om højere skat. I hvert fald ikke os, der betaler den.

Det tror man nok, politikerne havde skrevet sig bag øret, da de landede denne uges store politiske fangst: Boligskattereformen.

Tillad mig lige i den anledning at dele en klassisk politikeranekdote: Om den socialdemokratiske finansminister og stokkesvinger Per Hækkerup, der i en Krag-regering instruerede en nyindsat og ganske grøn boligminister: »Din vigtigste opgave er: Ikke at lave noget som helst om – faktisk at lave så lidt som muligt.« Citeret frit efter anekdotisk hukommelse. Pointen var, at boligpolitik er tabersager – man kan kun tabe vælgere på det.

Det tror man nok, at de havde i baghovedet på Christiansborg, hvor hovedindholdet i den såkaldt historiske aftale sådan set var, at der ikke sker noget de næste tre et halvt år. Og så bliver det billigere for de fleste. Skulle det endelig blive dyrere for nogen på et tidspunkt, så bliver de ikke for alvor ramt af det – det er kun de nye boligejere, der gør det, og da de jo ikke er boligejere endnu, kan de ikke rigtig brokke sig.

Genialt det der, ville man have sagt, hvis det var en sportsreportage. Det er det ikke, det er politik, så der var selvfølgelig straks nogen, der skulle påpege overfor Mette Frederiksen, om det nu passede ind i det socialdemokratiske mantra: Velfærd frem for skattelettelser.

Det mente Mette F. sjovt nok ikke, der var problemer i – hun ved nok, hvor mange socialkammerater, der bor i eget hus. Ikke mindst i det jyske, hvor hun netop har været på tur på arbejdernes internationale fest- og kampdag, 1. maj. Fyens Stiftstidende var med på turen og kunne berette, at der ikke var den store afveksling fra Randers til Esbjerg – seks gange fik man den tvivlsomme joke om, at »De Radikales kærlighed til Kristian Jensen minder om noget, man kan læse om i »Fifty Shades of Grey«, og i alle jyske byer lød sætningen: »Hallo, Lars Løkke Rasmussen, Jylland findes faktisk stadig«.

Det samme gjorde så arbejder-festlighederne på 1. maj – men uden Løkke, og det var han lidt trist over, sagde statsministeren til A4: »Når jeg tænker på 1. maj, tænker jeg først, at bøgen springer ud. Så tænker jeg Fælledparken, øl, musik, røde faner og livsglæde. Og så tænker jeg, hvorfor er jeg ekskluderet fra det gode selskab?«

Tja, der er mange muligheder, men et godt bud er nok, at også her er der grænser for, hvad man gider høre på.

I øvrigt havde Løkke dårligt tid til at forstyrre festen i Fælledparken, da han jo var på vej til Kina med diverse vigtige sager på programmet. For eksempel at skaffe et par pandaer til Zoologisk Have i København, noget man må forstå som en stor ære, da de nuttede bamser normalt kun tildeles større nationer end bette os. Og efterfølgende blev der også åbnet op for, at danske pølser kunne eksporteres til kineserne, berettede DR.

Pandaer og pølser – det er kulturudveksling, man kan forstå. Og da Det Danske Filminstitut samtidig lavede en samarbejdsaftale med Kina, så lad os med det samme foreslå, at vi smider den nyrestaurerede udgave af Matador oven i pakken, så kineserne kan opleve den ypperste danske folkelighed – for det er noget vi gider at høre – og se.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.