Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Udlændinge om Bertel Haarders 5 danske værdier: »Jeg forstår ikke, hvorfor I insisterer sådan på retten til at fornærme hinanden«

Tre unge udlændinge kommer med deres reaktion på kulturministerens opskrift på danskhed.

Juliana Parrado, Kathy Laurente og Stéphanie Nyborg Allen.
Juliana Parrado, Kathy Laurente og Stéphanie Nyborg Allen.

Tirsdag gav kulturminister Bertel Haarder sine bud på hvilke fem værdier, udlændinge skal leve op til for at blive danskere. Berlingske har testet ministerens bud på en franskmand, en brasilianer og en filippiner, som alle er ved at lære dansk på en sprogskole i København. Er de enige i udvælgelsen. Og hvilken værdi, synes de, er sværest at leve op til?

Værdi 1: Ligestilling

»I taler meget om ligestilling. Men efter to år i landet har jeg konstateret, at det ikke passer. Kvinderne er ikke ligestillet med mændene - de er over mændene! Når forældrene bliver skilt, har moderen alle rettigheder. Kvinder med børn får så meget hjælp af systemet, mens mænd ingen rettigheder har. Det er ikke ligestilling. Det er sindsygt.«
Juliana Parrado, 31 år fra Brasilien, har været i Danmark i 2 år.

»I Filippinerne har mænd alle rettigheder. I Danmark er det nærmest omvendt. Jeg synes, det er godt, for i Filippinerne ville jeg altid stå i skyggen af en mænd, men i Danmark er kvinderne meget selvstændige og uafhængige af manden og kan nemt blive skilt. Det, synes jeg selvfølgelig, er fint, fordi jeg er kvinde. Haha. Men jeg har nogle gange tænkt, at mænd må have det sværere her.«
Kathy Laurente, 26 år fra Filippinerne, har været syv måneder i Danmark.

Værdi 2: Ytringsfrihed

»Her er frihed til at håne religioner, men ikke samme frihed til at argumentere med udgangspunkt i religion, og man kan nemt komme i problemer, hvis man ytrer sig om noget, folk er uenige i. I Frankrig kan man sagtens være venner, selvom man er uenige med hinanden. I Danmark virker det som om, folk helst vil omgås med ligesindede. Så selvom der er klar ytringsfrihed, oplever jeg det ikke som om, der er en særlig stærk debatkultur.«
Stephanie Nyborg Allen, 24 år fra Frankrig. Har været i Danmark i seks måneder.

»Min mand har mange tegneserier, der gør grin med alt muligt - også religion. Det er svært for mig, for jeg er katolik, og selvom I synes det er normalt, bliver jeg altså chokeret over at se nøgenbilleder af Jesus eller reklamer for brystimplantationer i busserne. I har jo ingen skam i livet! Jeg har grædt så mange gange, fordi jeg bliver stødt på min og andre religioners vegne. Men min mand siger bare, at I Danmark har I sort humor og det må jeg lære at leve med og ikke tage så tungt. Det prøver jeg så.«
Kathy Laurente, 26 år fra Filippinerne, har været syv måneder i Danmark.

»Jeg forstår ikke, hvorfor I insisterer på retten til at fornærme hinanden så meget. Hvis det er reglen her, at man bare skal lytte til alle mulige fornærmelser, gør vi selvfølgelig det. Men I åbner døren for  mange problemer - særligt med mange kulturer samlet et sted. Fundamentet i de fleste samfund er, at man har respekt for hinanden og hinandens forskellighed. Det synes jeg er en bedre værdi at bygge et samfund på.«
Juliana Parrado, 31 år fra Brasilien, har været i Danmark i 2 år.

Værdi 3: Højskolekultur og folkeoplysning

»Ikke bare højskoler, men også efterskoler er noget så særlig dansk, at man ikke kan oversætte det til andre sprog. Det er virkelig fint, at alle har adgang til oplysning og uddannelse. Til gengæld er det lidt svært at vænne sig til jeres gennemsnitskultur i uddannelsessystemet. I de fleste andre lande bliver man opdraget til at stræbe efter at blive den bedste og sammenligne sig med hinanden. Her handler det mere om den fælles indsats.«
Stephanie Nyborg Allen, 24 år fra Frankrig.

»Der er frivilligt og foreningsarbejde i mange lande i forskellige former. Det kan være, det hedder noget forskelligt, men det er ikke særlig dansk at engagere sig i det lokale. Det, der er særligt for Danmark, er til gengæld jeres måde at arbejde sammen på. Den mentalitet, I har om at at arbejde sammen og ikke bare for sig selv er virkelig god - måske den mest danske værdi af dem alle - men også noget, man skal lære.«
Juliana Parrado, 31 år fra Brasilien.

Værdi 4: Et arbejdende folk

»Man skal arbejde i alle lande, så det mener jeg ikke er dansk. I Danmark er det tværtimod helt OK at sige, at man skal gå kl. 15 for at hente børn - også som mand. Den ville ikke gå i Frankrig! Så min oplevelse er snarere, at danskerne sætter pris på balance og fritid.«
Stephanie Nyborg Allen, 24 år fra Frankrig.

»I Filippinerne er det OK at lade sig forsørge af andre. I Danmark bliver det set ned på, fordi det ikke er familien, men andre menneskers skatter, der betaler for dig. Netop fordi, I har fri uddannelse og alle chancer for at skabe et godt liv, peger pilen mere tilbage på en selv, hvis man er arbejdsløs. Derfor er det også mere skamfuldt. Det er ikke en mulighed i Danmark at være arbejdsløs eller vælge at gå hjemme som husmor. Det er unormalt.«
Kathy Laurente, 26 år fra Filippinerne, har været syv måneder i Danmark.

​Værdi 5: Cykelkultur

»Det bedste ved cykelkulturen er, at den er lighedsskabende, fordi alle cykler - selv ministre, og man ikke kan se, om cyklerne er dyre eller ej.«
Stephanie Nyborg Allen, 24 år fra Frankrig.

»Cykelkulturen er slet ikke til at komme udenom! Der er jeg enig med ministeren. Jeg har prøvet at smyge mig udenom ved at sige, at jeg har månedskort til S-tog, men min danske mand tvinger mig, og siger, jeg ikke kan blive rigtig integreret uden. Så jeg må snart igang. Haha.«
Kathy Laurente, 26 år fra Filippinerne.

»Der er jeg uenig. Jeg kan godt se, at det er sundt og fint. Men for mange indvandrere og flygtninge er det for svært at lære. Jeg synes ikke det har så meget med danskhed at gøre. Og jeg kommer heller aldrig til at cykle selv.«
Juliana Parrado, 31 år fra Brasilien.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.