Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tyskeksamen bliver obligatorisk i Tønder

Fra næste år er der ingen vej uden om for eleverne i Tønder Kommune - de skal op i tysk. Det sker som en del af et forsøg i den sønderjyske kommune, der længe har arbejdet for at forbedre de unges evner udi det tyske sprog.

Fra næste år er der ingen vej uden om for afgangseleverne i Tønder Kommune - de skal op i tysk, og endda både mundtligt og skriftligt (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2013).
Fra næste år er der ingen vej uden om for afgangseleverne i Tønder Kommune - de skal op i tysk, og endda både mundtligt og skriftligt (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2013).

For mange 9. klasses elever er det formentligt skrækscenariet. For andre vil det være drømmen. Men for alle de kommende afgangselever på skolerne i Tønder Kommune, bliver det i hvert fald virkelighed næste skoleår: De skal op i både mundtlig eller skriftlig tysk. Det skriver Jydske Vestkysten.

Hidtil har sprogfaget været såkaldte ’udtrækningsfag’, der betyder, at en lodtrækning inde i Undervisningsministeriet har afgjort, om eleverne skulle læse op på de tyske bøjninger, eller om det i stedet var fx samfundsfag, historie eller kristendom, der skulle terpes. Men i en ny forsøgsordning i Tønder Kommune, gøres det obligatorisk med tysk som en del af afgangsprøverne.

Forsøget kommer efter at skolerne i Tønder de seneste år har gjort meget for at forbedre de unges evner udi det tyske sprog. Ved at gøre faget obligatorisk, bliver man bedre i stand til at teste om initiativerne virker. Derfor bliver det formentligt heller ikke et problem at få skolerne til at godkende forsøgsordningen, vurderer skolekonsulent Lene Nørgaard over for Jydske Vestkysten.

»Den eneste måde, vi kan følge det på helt sikkert, er karaktererne. Hvis vi vil være helt konsekvente og stringente, bliver vi nødt til at teste alle elever og på samme måde,« siger Lene Nørgaard.

Hvis der sidder enkelte elever i Tønder Kommune med sved på panden over udsigten til, at tyskfaget bliver obligatorisk, kan de sætte deres lid til skolebestyrelserne. Hver enkel skolebestyrelse skal nemlig godkende, at deres skole ønsker at deltage i forsøget, da tysk ikke kommer til at erstatte de andre obligatoriske prøver, men derimod kommer oveni.

Som reglerne er i dag, skal alle afgangselever op i skriftlig og mundtlig dansk, skriftlig matematik, mundtlig engelsk samt mundtlig fysik/kemi. Derudover udtrækker Undervisningsministeriet ét fag fra en humanistisk pulje - bestående af skriftlig engelsk, mundtligt samfundsfag, mundtlig kristendomskundskab, mundtlig historie og mundtlig fransk/tysk – samt ét fra en naturfaglig gruppe, der består af biologi, geografi, mundtlig matematik og skriftlig fysik/kemi.

Forsøget i Tønder Kommune løber fra sommeren 2018 til sommeren 2020. Der er dog mulighed for tre års forlængelse.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.