Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tysk familie rejser erstatningskrav efter motorvejsdrab i Danmark

Familie til den tyske kvinde, der i sommer blev dræbt af en sten på 30 kilo på den fynske motorvej, forbereder erstatningskrav mod Danmark. Drabet er uopklaret.

Et halvt år efter at en tysk familie på den fynske motorvej uforvarende fik kastet en 30 kilo sten ind gennem forruden, er et erstatningskrav på vej mod den danske stat.

Ved ulykken døde 33-årige Nelli Gosmann fra den midttyske by Recklinghausen, mens hendes tre år ældre mand, Andreas, blev alvorligt kvæstet.

Deres femårige søn, Alexander, slap med overfladiske skrammer.

Ifølge familiens danske advokat, Jan Hollmén Olesen, ønsker den ikke at oplyse, hvordan det går med barnet og den hårdt kvæstede familiefar, der i ugerne efter ulykken lå i koma i en hospitalsseng.

Advokaten lægger dog ikke skjul på, at et erstatningskrav for både morens og farens skader er på vej sydfra.

- Der kommer et krav. Det er jo en forbrydelse, der er begået i Danmark, og så er man berettiget til erstatning, uanset om man er dansk eller udenlandsk statsborger, siger Jan Hollmén Olesen.

Den tyske familie vil dels rejse krav om erstatning til barnet for tab af sin ene forsørger og dels for den kvæstede mands forventede tab af arbejdsevne.

- Hvor stort kravet i sidste ende bliver er for tidligt at sige, for det afhænger af, hvad man kan få fra egne forsikringer, og af udviklingen i mandens tilstand, siger Jan Hollmén Olesen.

Ifølge advokaten er der en tommelfingerregel inden for erstatningsretten, om at der skal gå et år, før et krav gøres op, fordi kroppen hele tiden prøver at komme sig.

- Nogle gange bliver folk lidt bedre, end man havde frygtet. Andre gange går det den anden vej.

- Men bliver der tale om et millionkrav?

- Det kunne det godt være, når man ser på tabet af erhvervsevne og det, den skadelidte tjente på ulykkestidspunktet. Det er jo en yngre mand, vi taler om, så det kunne godt blive store penge, siger Jan Hollmén Olesen.

Fyns Politi har siden ulykken 21. august behandlet sagen som et drab, og selv om ingen er anholdt, og efterforskningen står i stampe, ligger sagen med vicepolitiinspektør Per Laursens ord "ikke på en hylde og samler støv".

- Men vi mangler det afgørende spor for at komme videre, erkender han.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.