Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tusindvis af pistoler, rifler og granater afleveret til politiet - se nogle af de vildeste

Flere end 8.000 våben er blevet afleveret til politiet i løbet af juni som en del af frit lejde-aktionen. Selv om de fleste kommer fra almindelige danskere, er aktionen et vigtigt redskab i kampen mod rockere og bander.

En indleveret panserværnsraket. Våben indleveret under politiets Frit Lejde-aktion på politistationen i Hillerød, torsdag den 29. juni 2017.
En indleveret panserværnsraket. Våben indleveret under politiets Frit Lejde-aktion på politistationen i Hillerød, torsdag den 29. juni 2017.

På skrivebordet i receptionen står to håndgranater. Det er tomme træningsgranater, viser en betjent ved at hive sikkerhedssplitten ud. På desken halvanden meter derfra ligger fire ældre pistoler. Nogle af dem stammer fra Anden Verdenskrig. En enkelt er blevet fremstillet på en belgisk metalfabrik for adskillige årtier siden, forklarer en anden betjent.

Og går man gennem receptionen på politistationen i Gentofte til det store kontorlandskab bagved, ligger riflerne i to store bunker. Det er, hvad der er kommet ind i dag. I blandt er i hvert fald ét automatvåben. Måske flere. Der er simpelthen kommet så mange våben ind, at betjentene ikke helt har overblik over det. Det bliver dog alt sammen registeret, journaliseret og lagt ind i politiets systemer. Det eneste, der ikke skrives ind i systemet, er hvem, der har afleveret våbnene. Bagefter bliver det lagt ned i kosterrummet under stationen. Her står to affaldscontainere, der er ved at flyde over med rifler, våben og andre ting, der kan slå et menneske ihjel. Og der er i hvert fald nok til en tredje container, lyder vurderingen fra politikommissær ved Nordsjællands Politi Søren Christensen.

Årsagen er den landsdækkende frit lejde-aktion, der har stået på hele juni, og som slutter ved midnat lørdag. Hvor mange pistoler, rifler, stik- og slagvåben der er blevet indleveret, ved ingen endnu. Omfanget er så stort, at det nok tager en uge at opgøre det. Men ved den seneste opgørelse, der blev udført efter de tre første uger af juni, var der blevet afleveret næsten 8.300 våben på tværs af landet. Dertil kommer tonsvis af ammunition og eksplosiver. Alene i løbet af de fire timer, Gentofte Politistation havde åben fredag formiddag, kom der 230 kg våbenammunition. Torsdag var der blevet afleveret 116 kg.

I krig med banderne

Bag den landsdækkende Frit lejde-aktion står Bandepakke III, som regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i slutningen af marts vedtog. Det er dog ikke, fordi politistationerne er blevet overrendt af rocker- og bande­medlemmer, der har indgået en nedrustningsaftale. I stedet er det i høj grad hr. og fru Danmark, der har tømt lofter, kældre og dødsboer, forklarer Henrik Sønderby, der er Rigspolitiets talsmand på aktionen.

»Størstedelen af det, vi har fået ind, er arvestykker eller ting, folk har fundet i dødsboer, når de har købt et hus eller andet. Så benytter folk lejligheden til at komme af med det. Men man skal huske, at rockerne og banderne jo også kan have fået venner eller familie til at aflevere våben for sig,« siger Sønderby og fortsætter:

»Vi har oplevet, at mange af de våben, der bruges i bande- og rockerkonflikter, stammer fra indbrud og tyverier, også fra private hjem. Så når vi får fjernet ét våben fra private hjem, gør vi livet sværere for de kriminelle. Så er de nødt til at skaffe våbnene på anden vis,« siger Henrik Sønderby. Han mener, at det vil være naivt at tro, at Frit lejde-aktionen vil have en direkte effekt på de konflikter, der verserer i bande- og rockermiljøet. Men forhåbentlig kan det have en indirekte effekt ved, at de kriminelle får sværere ved at få adgang til våbnene, tilføjer han.

Det er en vurdering, Søren Christensen fra Nordsjællands Politi er enig i. Han vil ikke sige, at han er overrasket over mængden, der er blevet afleveret på politistationen i Gentofte, men han er glad for, at våbnene havner hos politiet i stedet for kriminelle.

Se billederne af nogle af de mange indleverede våben ved at klikke på billedet herunder:

Se alle de indleverede våben hér
Se alle de indleverede våben hér

De fleste våben destrueres

På politistationen er en del af våbnene af ældre dato. Hvor mange eller hvor gamle ved Søren Christensen ikke helt. Men selv om enkelte er så rustne, at de formentligt ikke udgør nogen risiko mod menneskeliv, er der også blevet afleveret funktionsdygtige skydevåben, fortæller politikommissæren.

Blandt de mange våben har flere været af historisk karakter. I Sydjyllands Politikreds blev der eksempelvis indleveret 25 våben, der var blevet brugt af Hvidstensgruppen, en modstandsgruppe under Anden Verdenskrig. Noget lignende har de modtaget i Gentofte, hvor en håndskrevet note fulgte med en ældre pistol; på få linjer blev historien om én af de danske modstandsmænd, der med netop denne pistol i hånden havde kæmpet mod tyskerne, fortalt.

Våben som disse, der kan have en historisk værdi, bliver sendt til undersøgelse på museer. Våben, som politiet mistænker, kan have været involverede i ulovligheder, bliver ligeså undersøgt, mens resten sendes til destruktion. Her knuses pistoler, rifler og raketstyr til mindre dele, så de ikke længere udgør nogen fare.

Frit lejde-aktionen kommer, efter at straffen for at bære våben i slutningen af maj blev hævet, så minimumsstraffen nu er to års fængsel. To gange tidligere, i 2009 og i 2013, har der været lignende Frit lejde-aktioner. Begge gange blev der indleveret lidt flere end 8.000 våben. Dermed er det i alt flere end 24.000 våben, som politiet har fået indleveret gennem aktionerne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.