Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tusind 11-årige tager sig dagligt en smøg

Organisationer og politikere slår alarm: Vi må gøre mere for at bekæmpe de unges rygning.

Arkivfoto af ældre dato. Elever fra Sorø Akademi i 2. Mellem ryger piber og cigaretter.
Arkivfoto af ældre dato. Elever fra Sorø Akademi i 2. Mellem ryger piber og cigaretter.

Tusindvis af danske børn og unge er hårdkogte rygere.

Alene blandt 11-årige er der ca. 1.000 børn, som ryger dagligt, og hvis man udvider gruppen og går op til 15 år, er der i alt næsten 9.000 daglig-rygere i Danmark i aldersgruppen 11 til 15 år.

Og de unge har heller ikke svært ved at få fat i cigaretterne. Politiet bruger ingen ressourcer overhovedet på aktivt at håndhæve forbuddet mod at sælge tobak til unge under 18 år.

Dét fremgår af oplysninger fra Sundhedsstyrelsen og Rigspolitiet til medlemmer af Folketingets sundhedsudvalg, som udløser stærke reaktioner fra patientorganisationer og politiske overvejelser om, hvordan man kan bekæmpe de unges rygning og styrke kontrollen med, at forbuddet overholdes.

»Med de tal kan man ikke få en mere brændende platform at stå på. Der må ske noget nu i forhold til at bekæmpe rygningen blandt unge,« siger Niels Them Kjær, der er projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse.

I svaret til sundhedsudvalget har Sundhedsstyrelsen, på baggrund af data fra skolebørnsundersøgelsen og den nationale sundhedsprofil, brudt tallene ned i antallet og andelen af rygere i de forskellige aldersgrupper.

Hér når man frem til, at der er ca. 1.000 daglig-rygere blandt de 11-årige, lidt flere blandt 12- og 13-årige samt ca 2.200 daglig-rygere blandt 14-årige danskere og ca. 3.300 blandt 15-årige.

Det svarer til, at fem pct. af de 11-15-årige er daglig-rygere. Dertil kommer, at 3,3 pct. ryger mindst én gang om ugen og 9,6 pct. »sjældnere end hver uge«.

Når man ser på de lidt ældre, de 16-17-årige, tager ryger-udviklingen yderligere fart og når op på en andel på henholdsvis 7,4 pct. og 12,5 pct.

De nye tal kommer samtidig med, at Kræftens Bekæmpelses rygevane-undersøgelser viser, at andelen af unge rygere er stigende. Hér opgør man daglig-rygerne blandt de 16 til 25-årige, og den er steget fra 13 til 15 pct. på et enkelt år.

Kræftens Bekæmpelse appellerer derfor til politikerne om at tage ansvar og gøre som i Norge, hvor bl.a. prisen på en pakke cigaretter er sat op til ca. 100 kr. – det dobbelte af i Danmark – hvilket har været med til at bringe ryger-andelen blandt de unge ned på fire pct., fremhæver Niels Them Kjær.

Han er dog ikke særligt optimistisk med hensyn til politisk handlekraft, og organisationen sætter derfor nu selv gang i et samarbejde med en række organisationer, blandt andet COOP i detailbranchen og i idrætsverdenen, for at bekæmpe rygning blandt unge.

Ifølge svarene til sundhedsudvalget kan man også se, at politiet ikke prioriterer indsatsen for at håndhæve forbuddet mod tobakssalg til unge under 18 år. Rigspolitiet oplyser, at man hverken i 2015 eller 2016 har registreret »målrettede kontrolaktioner i detailhandlen« for at håndhæve forbuddet, men alene har handlet på ganske få anmeldelser – fem på to år - om overtrædelser af forbuddet.

Indsatsen står således i skærende kontrast til handlekraften på færdselsområdet, som man også er blevet spurgt til. Hér blev der i 2016 brugt ca. 1.061.000 timer, svarende til omtrent 850 årsværk, på forebyggende arbejde, færdselsuheld og straffesagsbehandling i forbindelse med overtrædelse af færdselsloven.

»Det er en lidt paradoksal prioritering. Der dør omkring 250 om året i trafikken, hvilket er meget slemt. Men der dør altså 14.000 om året af rygning, så måske burde det være omvendt,« siger Niels Them Kjær.

Det er Socialdemokraternes sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen, som har spurgt til oplysningerne om de unges rygning og politiets ageren på området. Det er ikke mindst sket for at udstille både udfordringerne på området og regeringen, som han mener gør for lidt for at forebygge de unges rygning.

»Vi bør have en langt mere markant forebyggelsesdagsorden, både når det kommer til information og oplysning, og når det gælder strukturelle tiltag så som at skjule tobak i butikker og indføre neutrale cigaretpakker,« siger Flemming Møller Mortensen.

Han fremhæver også, at »vi skal have gjort noget ved håndhævelsen af forbuddet mod tobakssalg til unge«. Hér har han bemærket, at der foregår kontrol af f.eks. solarier og fødevarevirksomheder, som de selv er med til at finansiere.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) kalder tallene »alt andet end rar læsning«. Ifølge ministeren understreger det, hvor vigtig regeringens ambition er om at få en røgfri generation i 2030, ligesom der er en kampagne på vej fra Sundhedsstyrelsen, der er målrettet unge rygere.

Hun betoner også, at detailhandlen skal stoppe med at sælge cigaretter til unge, og at bøderne for at overtræde forbuddet er skærpet.

»Og naturligvis skal myndighederne også håndhæve loven,« siger Ellen Trane Nørby.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.