Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov:

Trumps svigersøn er kommet i FBIs søgelys i Rusland-undersøgelse

Vi bringer her et overblik over nattens nyheder, og starter med Jared Kushner, der er kommet på FBIs radar, fordi han har mødtes med en bankmand og en diplomat fra Rusland.

Trumps svigersøn, Jared Kushner, er kommet på FBI's radar, fordi han har mødtes med en bankmand og en diplomat fra Rusland.
Trumps svigersøn, Jared Kushner, er kommet på FBI's radar, fordi han har mødtes med en bankmand og en diplomat fra Rusland.

Mens du sov, har vi læst nyheder og bringer her overblik over nattens historier.

Vi skal høre om flere terroranholdelser og -sigtelser i England. Vi skal også se på en ny meningsmåling, der ikke er så positiv for Theresa May. På den anden side af Atlanten blev en gammel rekord slået i den amerikanske basketball-liga, NBA, og det er også i guds eget land, vi starter:

Trumps svigersøn, Jared Kushner, er kommet på FBI's radar, fordi han har mødtes med en bankmand og en diplomat fra Rusland.

Jared Kushner, der er svigersøn til den amerikanske præsident, Donald Trump, og rådgiver i Det Hvide Hus, bliver efterforsket af FBI.

Det sker i forbindelse med en undersøgelse af russisk indblanding i det amerikanske præsidentvalg. Det skriver The Washington Post.

Kushners forbindelser til Rusland bliver undersøgt, fordi han har været i kontakt med blandt andre en russisk ambassadør og en bankmand fra Moskva, skriver avisen. Møderne fandt sted i december.

Avisen citerer personer, der er tæt på efterforskningen. Det er ikke kendt, om Kushner er blevet bedt om at udlevere oplysninger til FBI i forbindelse med undersøgelsen, rapporterer NBC News.

En udtalelse fra Kushners advokat tyder dog på, at det ikke er tilfældet.

»Hr. Kushner har tidligere frivilligt valgt at dele sin viden om møderne med Kongressen. Han vil gøre det samme, hvis han bliver kontaktet med en ny forespørgsel, «siger Jamie Gorelick, der er en af Kushners advokater.

I sidste uge skrev The Washington Post, at en højtstående embedsmand i Det Hvide Hus bliver undersøgt. Her nævnte avisen dog ikke noget om, at embedsmanden var Jared Kushner.

FBI's undersøgelse af forbindelserne mellem Donald Trumps lejr og Rusland har trukket overskrifter i månedsvis.

I februar fratrådte Trumps daværende nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn. Det skete, efter at han var blevet beskyldt for at tale usandt om sine møder med den russiske ambassadør i USA, Sergej Kisljak.

Siden da har Trump også fyret FBI-chef James Comey, der stod i spidsen for FBI's undersøgelse af Ruslands rolle i præsidentvalget.

Efter afskedigelsen er en ny særlig anklager blevet udpeget til at lede undersøgelsen. Valget er faldet på den tidligere FBI-chef Robert Mueller.

Det har fået Donald Trump til at påstå, at han er udsat for en heksejagt.

Tre mænd er anholdt i London på mistanke om terrorplaner

Tre mænd, som i sidste uge blev anholdt i den britiske hovedstad, er sigtet for at lave planer om et angreb.

Politiet i London oplyser, at det torsdag har sigtet tre mænd for at ville udføre et terrorangreb.

Det oplyser politiet i den britiske hovedstad ifølge BBC. De tre mænd blev anholdt i sidste uge.

Det vides ikke, om sagen har forbindelse til et selvmordsangreb mandag i Manchester, som kostede 22 tilfældige personer livet.

De tre mænd, der er mellem 18 og 24 år og stammer fra det østlige London, vil blive fremstillet for en dommer fredag, oplyser Reuters.

Britisk politi har skærpet beredskabet efter angrebet i Manchester. Bombemanden er identificeret som den 22-årige Salman Abedi.

De britiske efterretningstjenester vurderer, at et nyt angreb kan være nært forestående, og på den baggrund hævede premierminister Theresa May tirsdag trusselsniveauet til "kritisk", der er det højeste niveau.

Politiet i Manchester mener, at Salman Abedi var del af et netværk af radikale islamister. I jagten på medsammensvorne er adskillige personer blevet anholdt forskellige steder i Storbritannien.

En kilde sagde onsdag til Manchester Evening News, at politiet er overbevist om, at Salman Abedi ikke selv havde konstrueret den bombe, han detonerede mandag.

Politiet anholder endnu en mand efter Manchester-bombe

Otte personer er nu tilbageholdt i forbindelse med efterforskning af bombeangreb mandag aften.

Politiet i Manchester har anholdt endnu en person i forbindelse med efterforskningen af mandagens bombeangreb i byen.

Det oplyser politiet i et tweet tidligt fredag morgen ifølge Reuters.

Det er den tiende anholdelse i sagen.

Tidligere er en mand og en kvinde blevet løsladt igen uden at være sigtet. Dermed er otte mænd nu tilbageholdt.

Den seneste anholdelse fandt sted i Moss Side, der ligger cirka tre kilometer fra centrum af Manchester.

Efterforskere var for et døgn siden aktive i området.

Natten til torsdag oplyste Greater Manchester Police, at det havde foretaget en kontrolleret sprængning i forbindelse med en ransagning af en adresse i Moss Side.

En selvmordsbomber tog mandag aften mindst 22 personer med sig i døden i Manchester Arena, da han udløste en sprængladning lige efter afslutningen på en koncert, som havde samlet omkring 21.000 tilskuere.

Politiet mener at have identificeret gerningsmanden, der er født i England af libyske immigranter.

I Tripoli anholdt myndigheder forleden faren og en bror til den formodede massemorder.

Mays føring over Labour skrumper forud for parlamentsvalg

Det britiske arbejderparti haler ind på premierminister Theresa Mays konservative parti, viser målinger.

Den britiske premierminister Theresa Mays konservative parti står til 43 procent af stemmerne mod 38 procent til arbejderpartiet Labour forud for parlamentsvalget 8. juni.

Det er en nedgang til De Konservative på et procentpoint og en fremgang til Labour på tre procentpoint sammenlignet med sidste uge.

Det viser en ny måling fra analysebureauet YouGov foretaget for avisen The Times. Her har man spurgt 2052 mennesker mellem 24. og 25. maj.

Imens giver en måling fra instituttet Kantar Theresa Mays parti en føring på otte procentpoint over Labour.

Således er De Konservative gået fem procentpoint tilbage til 42 procent, mens Labour er gået fem procentpoint frem til 34 procent ifølge Kantar-målingen.

Målingen er lavet mellem 18. og 22. maj, som er dagen for bombeangrebet i Manchester.

Mandag aften blev 22 mennesker dræbt af en selvmordsbomber efter en koncert i Manchester Arena.

Da Theresa May i midten af april udskrev parlamentsvalg til afholdelse 8. juni, tydede alle målinger på, at hendes parti ville vinde en jordskredssejr, der ville bringe minder om Margaret Thatchers historiske sejr i 1983.

En måling fra YouGov viste således på det tidspunkt, at Mays konservative parti ville få 44 procent af stemmerne, mens oppositionspartiet Labour kun ville få 23 procent.

Det britiske valgsystem bygger på flertalsvalg i enkeltmandskredse, populært kaldet "first past the post".

Systemet fungerer sådan, at den kandidat, der får flest stemmer, bliver parlamentsmedlem for valgkredsen. Resten af stemmerne går tabt.

Det betyder, at tilslutningen til et parti på landsplan ikke nødvendigvis afspejles i antallet af medlemmer af parlamentet.

Valgsystemet fører almindeligvis til, at et enkelt parti får det absolutte flertal i parlamentet.

De britiske partier blev efter angrebet i Manchester enige om at suspendere valgkampen for en periode.

Siden har myndighederne hævet sikkerhedsniveauet til kritisk, hvilket er det højeste i Storbritannien.

Både De Konservative og Labour ventes at genoptage valgkampen fredag.

James nupper Jordan-rekord og sender Cleveland i NBA-finale

Cleveland Cavaliers er klar til NBA-finalerne mod Golden State Warriors efter sejr mod Boston Celtics.

Cleveland Cavaliers' LeBron James er den mest scorende spiller i NBA's slutspil nogensinde.

Det står klart, efter at den store amerikaner satte 35 point på tavlen i kampen mod Boston Celtics natten til fredag. James lavede også otte rebounds og otte assist, før han blev sparet i fjerde quarter.

Da LeBron James sænkede en trepointsscoring med lidt over to minutter tilbage af tredje quarter, passerede han legenden Michael Jordan på listen.

Den 32-årige stjerne rakte efterfølgende hånden i vejret på sit tilbageløb, hvor han modtog stående ovationer fra sine holdkammerater på sidelinjen.

James har nu 5995 point. Michael Jordan er nummer to med 5987 point.

Sejren til Cleveland blev med cifrene 135-102, og det betyder, at NBA-finalerne for tredje år i træk bliver et opgør mellem Golden State Warriors og Cleveland Cavaliers.

Cleveland sender Boston ud med en sejr på 4-1 i opgør. Der spilles altid bedst af syv opgør i NBA's slutspil.

Fra starten af kampen kunne Boston slet ikke få forsvaret til at hænge sammen. Det betød, at Cleveland havde lavet hele 75 point, da de to første quarters var overstået. Det har Cleveland aldrig opnået før i en slutspilskamp.

Nu er rekordholderen LeBron James klar til sin syvende NBA-finaleserie i træk.

»Jeg har været velsignet ved at spille så mange år på den store scene,« siger LeBron James efter kampen til ESPN.

»Vi var indstillet på, at vi skulle afgøre tingene i dag. Nu vil jeg nyde sejren de næste dage, inden vi skal til vestkysten, «siger stjernen med henvisning til finalemodstanderen fra Oakland, Californien.

Han ser frem til finaleserien mod Golden State Warriors, som han har stor respekt for.

»Vi skal spille rigtig godt i forsvaret, hvis vi skal vinde. De har været det bedste hold i ligaen i tre år i træk. De har i år også tilføjet Kevin Durant, der er en utrolig spiller, så det bliver en hård opgave, siger den tårnhøje forward.«

Dagens historier er alle taget nyhedsbureaet, Ritzau.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.