Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tør du opdrage på andre folks børn?

Når et fremmed barn siger »du er dum«, eller din venindes søn rager kopperne af bordet i dit eget hjem, har mange af os lyst til at sige noget. Men vi gør det ikke nødvendigvis, viser en ny meningsmåling. Børneopdragelse er blevet et privat område, som andre ikke træder ind på.

Opdragelse af børn er ikke længere en fælles sag. Foto: Iris
Opdragelse af børn er ikke længere en fælles sag. Foto: Iris

Et barn af engang kunne godt opleve at få stukket en lussing af gårdens vicevært, hvis det ikke opførte sig ordentligt. Et barn af i dag kan slå en jævnaldrende på legepladsen eller svare en fremmed frækt igen uden at opleve andet end tavshed fra de voksne rundt omkring.

Opdragelse af børn er ikke længere en fælles sag, der foregår offentligt på gader og stræder af os alle. Det er et privat anliggende, som vi ikke altid tør blande os i. Selv om vi har lyst til at sige noget til den fireårige, der slår ud efter dit eget barn på legepladsen, eller til vildbassen, der hiver løs i din indkøbskurv, har vi et blandet forhold til det at lade et par formanende ord falde til både forældre og børn.

Det viser en TNS Gallup-måling foretaget for Berlingske. Knap 80 procent af de adspurgte har oplevet, at de har været i en situation, hvor de gerne ville irettesætte et andet barn end deres eget, men alligevel undlod at gøre det.

Omvendt har 52 procent rent faktisk irettesat et andet barn end deres eget i forældrenes påhør. Samtidig har 32 procent oplevet det som grænseoverskridende, når andre mennesker har irettesat deres barn.

Klare grænser

Tallene fortæller en historie om, hvor uenige vi som samfund er om, hvad god børneopdragelse egentlig er, og hvornår vi hver især må opdrage på hinandens børn, lyder det fra psykolog, pædagog og forfatter John Aasted Halse. I 1950erne og 1960erne, da han selv voksede op, herskede én grundregel: Børn skulle ses og ikke høres.

»Samfundet i bred forstand kunne opdrage på børnene, fordi der var enighed om, hvad god opførsel var. Det var lettere for børn og voksne at navigere i. Det var også undertrykkende for nogen børn. Det skete ikke altid på den mest pædagogiske måde, og det skal vi ikke tilbage til. Men i dag er der ikke konsensus om det. I dag er grænserne og spillereglerne meget forskellige fra familie til familie. Jeg mener, at vi skal tilbage dertil, hvor vi som forældre ikke tøver og siger fra.«

John Aasted Halse har selv siddet på en café, hvor en familie sad ved siden, og børnene piskede rundt i rummet. Egentlig ville han gerne have sagt noget til forældrene og bedt dem om at få dæmpet børnene. Alligevel kom den dér med privatlivets fred op i ham.

Han kalder det en »hamrende vigtig socialisering«. At børn af i dag lærer at stikke en finger i jorden og mærke efter, hvordan de sociale spilleregler er henholdsvis hjemme hos mormor eller i supermarkedet. En socialisering, der begynder med, at de lærer at lytte til, hvad andre voksne siger.

»Der en vis frygt for at støde hinanden, og der er jo en risiko for, at man møder en sviner, hvis man siger fra. Og det kan vi ikke lide. Vi er blevet konfliktsky. Konsekvensen er, at børn ikke lærer at begå sig. De lærer, at man ikke behøver at lytte til, hvad andre folk siger. Det bringer de med sig videre i skolen, hvor de ikke lytter til læreren. Hvis vi ikke klart markerer grænserne, lærer børnene ikke en ordentlig adfærd.«

Børnene betaler prisen

De fleste moderne forældre har den oplevelse, at børn kun er noget, der vedrører dem selv. Og de vil tage en klar irettesættelse af deres børn ilde op. Sådan lyder udlægningen af TNS Gallup-målingen fra børne- og familieforsker Per Schultz Jørgensen.

»Vi har en dybtliggende følelse af, at børn er vores ejendomsret. Vi har næsten en uindskrænket ret til at være dem, der har ansvaret, og hvis andre kommer ind og blander sig, føler vi det som en krænkelse. Den ligger meget dybt i vores kultur.«

Den mulige krænkelse er også grunden til, at vi ikke siger noget til det irriterende barn, der maser sig ind i køen i supermarkedet.

»Det er et dilemma, at vi på den ene side gerne vil sige noget, men alligevel ikke tør overskride den grænse, fordi vi ikke føler, at vi har retten til det. Så vælger mange den nemme løsning og lader helt være med at sige noget. Men man bør sige noget på en pæn måde, mener jeg. Ellers betaler børnene regningen. Og vi skal alle bidrage til en fælles tone og norm for, hvordan man opfører sig,« siger Per Schultz Jørgensen.

Bange for at fornærme forældrene

Hun kan også godt huske det. Dengang i 1950erne og 1960erne, hvor den hjemmegående husmor sagtens kunne råbe af de andres børn, når de gjorde noget forkert.

Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen oplever i dag, at vi stædigt holder fast i forestillingen om, at familiens helt egne regler og normer vejer tungest, selv om familien som enhed er blevet langt mere åbnet mod resten af samfundet med pædagoger og lærere, der også er inde i børnenes liv.

»Der er kommet en blufærdighed over for det. Vi er sårbare som forældre. Hvis ens barn får skældud, eller pædagoger fortæller, at barnet har været strengt i dag, er dagen jo næsten ødelagt for forældrene. I stedet for at sige, at det er en del af et fællesskab, at vi må korrigere adfærden,« siger hun.

I det offentlige rum famler vi ofte lidt, fordi der ligger en blufærdighedsgrænse, når forældrene er til stede. Her forventer vi, at forældrene tager ansvaret. Og dilemmaet bliver endnu sværere, når det gælder gode venners børn.

»Det handler nok om, at man ikke har fået afstemt forventningerne. Det gør børnene trygge, at de ved, at når de kommer hjem til nogle, så er det dem, de besøger, der bestemmer. Men af skræk for at komme til at fornærme forældrene eller miste venskabet, er vi bange for at markere vores grænser.«

Vi fralægger os ansvaret

Vi skal ikke tie stille og bare se på. Vi skal blande os, lyder opfordringen fra Margrethe Brun Hansen til de danskere, der ligesom dem i meningsmålingen har valgt at tøve i en given situation:

»Hvis man går en tur i supermarkedet og ser et barn, der piller hul i en pose mel for at få det til at løbe ud, skal man ikke bare gå forbi. Vi skal forholde os til andre mennesker, og børn er jo også mennesker,« siger hun.

»Opdragelsen er noget, hvor alle forældre har hver deres måde at gøre det på. Og der er også ting, hvor man ikke skal blande sig. Hvis man sidder på færgen, og den lille smider koppen ned i et hjørne, er det ikke dig, der skal blande dig. Men hvis det er en konflikt, hvor nogen truer et barn, må man ikke gå forbi. Der skal man gå ind og være med til at få afbrudt handlingen og hjælpe med en løsning,« siger Margrethe Brun Hansen.

Hun mener, at vi som samfund ofte fralægger os et ansvar for det, der er fremmed for os. For det som vi måske burde reagere på.

»Hvis vi ser to skændes, blander vi os ikke. Så tænker vi, at det må de selv klare. Vi tænker ikke på, at på den måde lader vi bare anarkiet herske. Sådan er det meget i dag. Hvis vi ser nogle på en S-togsstation, som slås, blander vi os heller ikke.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.