Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
For eller imod

Tine Spang Olsen: »Hvis vi køber nye kampfly, så ved vi, at de bliver brugt til nye krige«

Tine Spang Olsen fra Nej tak til nye kampfly mener, at de hundedyre fly vil udløse nye angrebskrige og vil skulle betales med velfærdsforringelser. Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet fremhæver, at nye kampfly vil give Danmark adgang til at sidde med ved det bord, hvor småstater normalt ikke kan tage plads.

Peter Viggo Jakobsen, afdelingsleder ved DIIS (Dansk Institut for Internationalle Studier).
Peter Viggo Jakobsen, afdelingsleder ved DIIS (Dansk Institut for Internationalle Studier).

Tine Spang Olsen advarer imod at købe nye kampfly, som ifølge talskvinden for Nej tak til nye kampfly-kampagnen vil blive anvendt til nye angrebskrige. Hun erkender, at Islamisk Stat blandt andet er en trussel mod Danmark, men ikke at løsningen er at bekæmpe dem militært fra luften.

Et flertal af danskerne, 53,3 procent, mener ifølge en Wilke-måling foretaget for Jyllands-Posten, at det er en dårlig idé at købe nye kampfly. Blot 30,8 procent mener, det er en god idé. Tine Spang Olsen, hvorfor synes du, det er en dårlig idé?

»Hvis vi køber nye kampfly, så ved vi, at de bliver brugt til nye krige. Det er vi imod. Den anden side af det er, at vi ved, at flyene bliver betalt med velfærdsforringelser og nedskæringer. Vi har allerede set en række nedskæringer de senere år, som kun bliver værre, når man sætter så mange penge af til nyt krigsmateriel.«

Fakta er, at Danmarks F16-fly er ved at være slidt op. Skal vi så slet ikke have fly?

»Det mener vi ikke, nej. Sådan som politikken er i øjeblikket, er det angrebskrige, det danske militær bliver kastet ud i. Det er ikke forsvarsvåben.«

Bliver det ikke svært at kontrollere det danske luftrum uden kampfly?

»Så må man finde fly, der er egnet til den opgave, og ikke som nu fly, der er egnet til krigsmissioner.«

Skal vi i det hele taget have et forsvar?

»Ja, hvis det var et reelt forsvar. Men det er angrebskrige, som Danmark har blandet sig ind i, hvor der ikke har været en trussel mod Danmark. Vi har også kunnet se følgerne af de krige, og desuden er forholdene i de pågældende lande kun blevet værre. Nu udvider vi så til Syrien for at kæmpe for demokrati, men det resultat har vi ikke set nogen steder overhovedet. Tværtimod. Vi opfatter det ikke som et forsvar at købe nye kampfly.«

I Irak og Syrien er det erklærede mål at bekæmpe Islamisk Stat (IS). Er IS ikke en trussel mod Danmark?

»Det er min personlige mening, at vi ikke bekæmper IS ved at bombe. Det middel at bruge bomber og føre angrebskrig, det har endnu ikke noget sted bragt fred eller bekæmpet terrorister. Vi kan se, at alle de lande, hvor vi har været i krig, har vi efterladt et land i kaos, og ud af det kaos vokser terrorgrupper frem.«

Hvordan skal man så håndtere Islamisk Stat?

»Vi løser ikke problemer ved at gå ind i flere krige. Der er også andre grunde til, at koalitionen af lande bomber i Syrien i dag. Det er et magtspil, der ikke kun handler om IS. Og IS holdes bl.a. i gang gennem økonomisk støtte udefra, og ved at lande aftager deres olie. Det ændres ikke ved at bombe.«

»Hvis vi ikke har kampfly, skal andre NATO-lande overvåge vores luftrum«

Forsker Peter Viggo Jakobsen fra Forsvarsakademiet understreger, at det er »en politisk beslutning«, om der skal købes nye kampfly. Men fra et militærfagligt synspunkt giver det mening, hvis Danmark fortsat vil være med på den storpolitiske bane.

Hvad er fordelene ved at købe nye kampfly lige nu?

»Vores fly er ved at være nedslidte, og derfor skal de danske politikere nu beslutte, om de vil have nogle nye.«

Kunne vi ikke bare købe nye F16-fly med opdateret software og nye våbensystemer?

»Det kan vi ikke af den simple grund, at vi ikke kan få lov at købe nye. Det er en løsning, som Belgien har overvejet, men den belgiske regering har fået at vide, at den ikke kan købe nye F16-fly. Derfor kan Danmark efter alt at dømme heller ikke få lov til dette.«

Hvorfor kan vi ikke få lov til at købe nye F16-fly?

»Fordi de så ikke ville kunne sælge F35-flyet.«

Hvordan vil det påvirke forholdet til de øvrige NATO-lande, hvis vi vælger alligevel ikke at købe nye kampfly?

»Det kommer an på, hvad Danmark gør i stedet. Hvis Danmark ikke har kampfly, skal vi have andre NATO-lande til at overvåge vores luftrum på samme måde som de baltiske lande, der ikke selv råder over kampfly, og derfor vil Danmark skulle gøre noget andet til gengæld for at yde sit bidrag til alliancen. Danmark er under hårdt pres fra NATO for at øge forsvarsbudgettet, så hvis Danmark ikke køber nye fly og sænker sit forsvarsbudget med det beløb, der spares, så vil Danmark få et dårligere forhold til de øvrige NATO-lande.«

Hvilke nye militærstrategiske muligheder vil sådan et indkøb af nye kampfly give os i fremtiden?

»Det vil først og fremmest bevare de muligheder, F16 giver danske beslutningstagere i dag. Danmark vil fortsat kunne beskytte sit eget luftrum og kunne hjælpe andre lande uden kampfly – de tre baltiske lande og Island – med at beskytte deres. Danmark vil også kunne bidrage til internationale operationer, som Danmark har gjort med sine F16-fly i Kosovo, Afghanistan, Irak, Libyen og nu Syrien. Siden afslutningen på Den Kolde Krig har Danmark brugt forsvaret meget aktivt til at støtte internationale operationer udført af vores allierede i EU og NATO. Danmark har gennem dette engagement fået etableret sig som en attraktiv partner for vores primære allierede, først og fremmest USA, men også Storbritannien og Frankrig. Vi har derigennem opnået prestige og adgang til beslutningsprocesser, som småstater normalt ikke er en del af. Denne adgang og den indflydelse, som dette kan kaste af sig, kan nye kampfly medvirke til at fastholde. Køber Danmark ikke nye kampfly, vil det kræve en større international indsats med andre dele af forsvaret at kompensere for det hul, som fraværet af kampfly vil skabe.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.