Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tiltalt DFer i retten: »Det er ikke fortroligt, hvad kommunen undlod at gøre i en terrorsag«

Anklagemyndigheden kræver Finn Rudaizky, medlem af Borgerrepræsentationen for DF, fængslet for angiveligt uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger om Omar El-Hussein.

ARKIVFOTO: Finn Rudaizky (DF)
ARKIVFOTO: Finn Rudaizky (DF)

Finn Rudaizky (DF) satte sig onsdag formiddag iført gråt jakkesæt til rette på anklagebænken i Københavns Byret.

Den erfarne lokalpolitiker, som siden 1994 har siddet i Borgerrepræsentationen, står tiltalt for uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger om Omar El-Hussein.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Finn Rudaizky nægter sig skyldig, men onsdag erkendte han i byretten sagens faktuelle detaljer:

Ja, han havde kontakt til flere journalister i tiden efter Omar El-Husseins attentater i København 14. og 15. februar 2015.

Ja, en af disse journalister formulerede konkrete spørgsmål, som Finn Rudaizky som medlem af Borgerrepræsentationen sendte videre til forvaltningen. Rudaizky og journalisten var blevet enige om, at han som politiker havde bedre mulighed for på kort tid at få fyldestgørende svar.

Og ja, Finn Rudaizky videregav til journalister de fortroligt-stemplede svar med oplysninger om Omar El-Husseins fortid, han fik tilbage fra socialforvaltningen.

Men her stopper enigheden med anklagemyndigheden, for efter eget udsagn har Finn Rudaizky ikke gjort noget forkert.

»Jeg havde ikke et ønske om at videregive private oplysninger om personlige forhold, men det var oplysninger om en terrorsag, og efter min opfattelse retfærdiggjorde det, at de oplysninger blev videregivet,« sagde Finn Rudaizky og tilføjede i vidneskranken, at han gjordet det »uden skrupler«.

Lokalpolitikeren fortalte også, at han havde en personlig relation til Dan Uzan, en af de to personer Omar El-Hussein weekenden 14. og 15. februar 2015 dræbte i København:

»Jeg kendte ham, og jeg kender hans familie særdeles godt, så det påvirkede mig meget.«

Finn Rudaizky forklarede, at han blandt andet derfor fulgte sagen om Omar El-Hussein tæt, og at han på et tidligt tidspunnkt fik indtryk af, at kommunens forvaltning forsøgte at skjule oplysninger om gerningsmandens fortid.

Kommunen havde ifølge BT meddelt, at der »ikke var nogen sag« på Omar El-Hussein. Denne melding kunne en nuværende sekretariatschef og en tidligere kontorchef fra socialforvaltningen, som begge ligeledes blev afhørt i retten onsdag, dog ikke genkende.

Ikke desto mindre var det Finn Rudaizkys opfattelse, da han i 2015 modtog svarene på sine spørgsmål fra forvaltningen, at de stred mod kommunens tidligere udmelding.

Oplysningerne, som Finn Rudaizky modtog, og som anklagemyndigheden onsdag læste højt fra i retten, viste, at socialforvaltningen og politiet første gang i 2010 blev opmærksomme på Omar El-Hussein og foretog to såkaldte kriminalpræventive samtaler med ham selv og familien, før sagen blev skrinlagt.

Og at Omar El-Hussein kort tid før attentaterne i 2015 henvendte sig hos kommunen for at få hjælp til at finde beskæftigelse og en bolig, efter han var blevet løsladt fra fængslet.

Af forvaltningens svar til Finn Rudaizky fremgik også en række oplysninger om Omar El-Husseins familie, herunder blandt andet hvor meget hans forældre havde modtaget i sociale ydelser de seneste 20 år.

»Jeg ved godt, at de (svarene fra kommunen, red.) var stemplet som fortrolige, men jeg betragtede det mest som et forsøg på at fortroliggøre nogle ting, som dels ikke var fortrolige, og som man dels forsøgte at skjule for offentligheden. Ting, man havde forsømt, som man burde have gjort noget ved. Og der var det afgørende for mig, at det kom til offentlighedens kendskab,« sagde Finn Rudaizky.

Anklageren ville herefter vide, om Rudaizky mente, at Københavns Kommune havde et ansvar for drabene.

»Det er meget skarpt formuleret. Men ingen kunne udelukke, at hvis eksempelvis socialforvaltningen på et tidligere tidspunkt havde indset, at med det generalieblad, han (Omar El-Hussein, red.) havde, så var det selvfølgelig ikke nok at lade sig besnakke af faderens forklaring om, at alt var i orden. Det var en stor fejl,« sagde Finn Rudaizky:

»Der skulle naturligvis være grebet ind fra socialt hold, og det kan man kun beklage i dag. Jeg kan ikke på nogen måde sige, om det ville have forhindret mordene. Men det giver nogle betænkeligheder, at man skønnede så forkert.«

Finn Rudaizky tilkendegav i retten onsdag også, at han generelt har en opfattelse af, at kommunens forvaltning i sager af offentlighedens interesse kan finde på at placere forespørgsler fra pressen »i syltekrukken på en smart måde«, og at den opfattelse også spillede ind, da han valgte at give oplysningerne videre til pressen.

»Det er ikke fortroligt, hvad kommunen undlod at gøre i en terrorsag,« lød det fra Finn  Rudaizky.

27. september 2016 slog en dommer fast, at Omar El-Husseins handlinger 14. og 15. februar 2015 var omfattet af terrorparagraffen.

Finn Rudaizkys forsvarsadvokat Henrik Stagetorn henviser derfor til, at de personlige oplysninger om Omar El-Hussein var i offentlighedens interesse.

Anklagemyndigheden peger omvendt på, at drabene først efterfølgende juridisk set er blevet karakteriseret som terror.

Sagen mod Finn Rudaizky fortsætter i Københavns Byret 9. februar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.