Tilgivelse er ikke det samme som »pyt«

Mette Hansen har tilgivet ham, der truede og røvede hende og gav hende traumer for livet. Kunne vi andre gøre det samme? Ja, mener ekspert, hvis vi dropper hævntørsten. Og nej, mener andre, de sociale medier skærper tonen og gør forsoningsmulighederne mindre. Vi går tæt på påskens centrale tema: tilgivelse.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Jeg har brugt mange timer på at spekulere over, hvad der fik dig til at »vælge« at sætte en pistol for panden af mig, blot for udbyttet af en sølle taskes indhold. Hvad der fik dig til at »vælge« lige netop mig.

Du må have haft det utroligt svært, når du endte derude, hvor du følte det nødvendigt at gribe til SÅ drastiske handlinger for nogle få håndører. Og tro det eller ej… det er jeg faktisk ked af. Det ønsker jeg ikke for nogen eller dig.

Politiet fandt dig desværre aldrig, og muligheden for at fortælle dig dette og meget andet forsvandt med politiets brev til mig om, at de lukkede sagen.

Derfor dette brev til dig…

34-årige Mette Hansen skrev ovenstående til sin ukendte gerningsmand. Han – der en kold februaraften i 2011 omkring kl. 22 – gik tæt bag hende ved Sundby Station. Mette Hansen vendte sig om og så ind i mundingen på en pistol. Manden sagde noget. Hun tog den ene høretelefon ud, men hun havde mistet hørelsen. Et kendt fænomen, når angst og panik overtager kroppens funktioner. Manden gik tættere på, mens han viftede med pistolen. Han var vred. Skulle hun dø nu? Voldtages?

Mette Hansen stak per refleks den hætteklædte mand sin taske. Manden greb den og løb væk. Lammet af chok ringede hun til sine forældre og skreg ind i telefonen uden at kunne fortælle, hvad der lige var sket.

Fem år efter – en formiddag på Frederiksberg – fortæller pædagoguddannede Mette Hansen, hvad tilgivelse har betydet for hende. Nytten af at tilgive sin utro partner, sin dårlige kollega, sin gerningsmand stammer for Mette Hansen ikke fra kristendommens grundfortælling om Guds søn, der langfredag forblødende på et kors undskylder sine bødler: »Fader tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør«.

Men effekten er den samme.

»Hvis jeg skulle kunne bruge oplevelsen til noget positivt i mit liv, så blev jeg nødt til at slippe det negative, og det kunne jeg kun gøre ved at tilgive ham.«

I tiden efter overfaldet turde hun ikke gå ud. Hun brød sammen for et godt ord. Fik angstanfald. Troede alle mænd ville overfalde hende, og at gerningsmanden ville opsøge hende. Han havde jo hendes taske med kort og det hele. Hun holdt sig væk fra vinduerne. Sov dårligt om natten og fór sammen, blot hendes mor nærmede sig bagfra. Hun var også vred og hævntørstig på sin gerningsmand.

Det udviklede sig til angst, og hun blev sygemeldt i tre uger. Hun fik krisepsykolog og terapi og arbejdede med sig selv.

For tre år siden tog hun konsekvensen og startede OfferForum.dk, der tilbyder hjælp til ofre for voldsomme oplevelser og ikke mindst at sætte ofre sammen, så de oplever ikke at være alene med deres angst og traumer.

Et halvt år efter overfaldet gik Mette Hansen og hendes kæreste gennem syv år fra hinanden. Hendes verden brød sammen igen.

»Men da følte jeg mig faktisk heldig, for jeg havde gået til psykolog intensivt. Jeg begyndte at tænke, at det var godt, at han havde gjort det, for ellers var jeg aldrig begyndt hos psykologen og havde fået de værktøjer til at klare de svære ting i livet. Det var frøet, der blev sået der. Der er noget, jeg skal lære, tænkte jeg. Jeg var nødt til at få fred. Det er ikke det samme som at sige: Pyt, jeg skal bare videre. Men han havde en magt over mig. Han gjorde mig bange. Jeg skulle have den magt tilbage, og det kunne jeg kun gøre ved at sige: »Jeg tilgiver dig.«.

Artiklen fortsætter under billedet.

Påsken handler blandt andet om tilgivelse. Mette Hansen blev for fem år siden truet med pistol af en mand, der ville stjæle hendes taske. I dag har hun stiftet offerforum.dk og har tilgivet manden, der overfaldt hende. Foto: Ida Marie Odgaard
Påsken handler blandt andet om tilgivelse. Mette Hansen blev for fem år siden truet med pistol af en mand, der ville stjæle hendes taske. I dag har hun stiftet offerforum.dk og har tilgivet manden, der overfaldt hende. Foto: Ida Marie Odgaard

Begrebet »tilgivelse« eksisterede ellers ikke i Mette Hansens begrebsverden. Det voksede frem lidt efter lidt og fik fysisk form for et år siden, da hun skrev brevet til sin gerningsmand. Brevet starter:

KÆRE GERNINGSMAND

D. 12. februar 2011 var en rigtig dårlig dag… for os begge.

Om end det var kortvarigt, var det et meget intenst møde. Det var et møde, som på få sekunder gav os begge nye og ukendte roller (i al fald for min part) – og med ét blev du en gerningsmand, og jeg et offer.

Mette Hansen har ingen mirakelkur eller genvej til, hvordan man undgår at bruge energi på at hade, frygte eller på tanker om hævn. Tilgivelse er noget, der kommer til en, når man er klar til det, mener hun.

»Konkret begyndte det med, at jeg tænkte: Hvorfor lige mig? Jeg tog det meget personligt. Blev jeg overfaldet, fordi jeg kiggede ned eller så svag ud, lige da han så på mig? Efter det tænkte jeg: Han må have et mega lorteliv. For der var kun syv kroner i min taske. Han må have vidst, at ingen har kontanter mere. Det var en desperat handling, og han må komme et rigtigt dårligt sted fra. Hans liv var værre end mit liv, tænkte jeg. Han sidder sikkert og fixer et eller andet sted eller får ingen mad eller har fået tæsk hele sit liv.«

Mine omgivelser ønskede at finde dig. De ønskede, du skulle have en (hård!) straf for det, du gjorde mod mig.

Sådan havde jeg det ikke…

»Jeg begyndte at se på ham som et offer selv. Fra at have været et monster i mine øjne, begyndte balancen at udligne sig. Det var et valg, jeg tog. Det kommer ikke til en onsdag klokken et eller andet. Det kom et halvt år efter.«

De ti danske biskopper plus biskoppen i Grønland har valgt »tilgivelse« som årets påsketema. De har skruet op for charmen i medier og på gader og stræder, fordi de mener, omtalen af påsken hidtil har været for dårlig og uvedkommende.

Og som om »tilgivelse« nærmest er blevet moderne, har pave Frans startet et ekstraordinært såkaldt »jubelår« (8. november 2015 til 20. november 2016), hvor katolske præster formelt kan tilgive kvinder, der har fået foretaget abort, hvis de vel at mærke først søger om syndsforladelse.

Filosofisk set er tilgivelse et paradoksalt fænomen. Filosoffen Jacques Derrida (1930-2004) har f.eks. påpeget, at man kun kan tilgive det utilgivelige. For hvis noget er tilgiveligt, var der jo ingen grund til at tilgive det.

Nede på Jorden igen er det vist ingen hemmelighed, at de fleste af os har svært ved at tilgive en, der har gjort os ondt eller har svigtet os. Vi bærer voldsomt nag, og det føles som et nederlag at tilgive og er næsten umuligt. At skulle tilgive føles, som om man trækker det skete tilbage, at man skal knuselske sin gerningsmand. Som om han/hun har »vundet«.

Professor i formel filosofi og leder af Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet, Vincent F. Hendricks, har over for Folkekirken.dk denne forklaring på vores besvær med at tilgive:

»Når vi bliver indigneret, så styrter vi til tasterne og giver vores mening til kende om alt muligt på de sociale medier. Det kan være om alt: flygtningesituationen, Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt. Vi er meget markante i vores udmeldinger, og det skriger på lige så markante modsvar. Derfor er tonen blevet meget mere hård, og dermed er forsoningsmulighederne mindre.«

Spørger man advokat og konfliktmægler, Jørn Nedergaard, der fører sager både i erhvervslivet og privatlivet, så har vi svært ved at tilgive, fordi hævntørsten ligger og blokerer.

Fordi vi er forblændet af begrebet »skyld« og af, at ens gerningsmand ikke har »fortjent« vores tilgivelse.

»Man kan ikke tørre den af på andre og gøre det til et skyldspørgsmål, med mindre man ønsker at blive hængende i det meget længe,« siger Jørn Nedergaard.

Nogen er jo skyldige i f.eks. at have truet en med en pistol?

»Det kan du sige. Og man kan diskutere det her på mange måder, men det er at køre sig selv op i et hjørne. For hvad er det at pålægge nogen en skyld? Kommer du videre af det? Bliver der sonet noget? Nej, det gør der typisk ikke. Derfor forsøger man sig også med at konfrontere offer og gerningsmand. Det er netop, fordi den skyld, og den straf, som domstolene udøver, ikke gavner den forulempede synderligt. Krænkelsen og forulempelsen sidder stadig i offeret. Der er ingen ofre, der går ud af en retssal med armene over hovedet og siger: Jubi, nu er skylden placeret. Alt er godt.«

Det er der da mange eksempler på?

»Ja, men den holder ikke. Måske er det en følelse af et øjebliks retfærdighed. Spørg ofrene senere, om følelserne af krænkelse og forulempelse stadig sidder i dem. Der vil du med stor sandsynlighed få det svar, at det gør det. Det opgør, der ligger i tilgivelsen, er ikke sket.«

Fem år efter et røveri fortæller pædagoguddannede Mette Hansen, hvad tilgivelse har betydet for hende.
Fem år efter et røveri fortæller pædagoguddannede Mette Hansen, hvad tilgivelse har betydet for hende.

Min verden som jeg kendte den, ramlede fuldstændigt sammen med dit valg. Jeg plejer at sammenligne det med et puslespil med 2.000 brikker, der bliver kastet op i luften. Alle brikkerne lander hulter til bulter, og der starter nu et gedigent arbejde med at samle det hele sammen igen.

Mette Hansen har trukket offerkortet. På den gode måde. Hun har droppet offerets selvmedlidenhed, hævntørst og skyld og har tilgivet. Hun har i dag få mén efter overfaldet. Et af dem er, at multitasking ikke længere er hendes stærke side.

»Jeg kan sagtens forstå, at folk har svært ved at tilgive. Sidst vi fysisk mødtes via OfferForum.dk, var der en, der sagde til mig: Det er måske også nemt for dig, for du kendte ikke din gerningsmand. Min gerningsmand var min ven, som voldtog mig, og det er en helt anden situation. Og det forstår jeg godt. Ligesom børn, der er blevet misbrugt af deres forældre. Det er en helt anden situation, der kan tage mange års terapi at kunne tilgive, hvis man nogensinde gør det. Men processen med at tilgive er ens.«

Ifølge konfliktmægleren Jørn Nedergaard er det et spørgsmål om perspektiv, om noget er utilgiveligt eller ej.

»Hvis du ser det fra et tilstrækkeligt stort perspektiv, så er det meste tilgiveligt. Tag Hitler eller Breivik eller Lundin eller Islamisk Stat. Nogle gange skal vi have tid til det. Skal vi stadig gå rundt og hade tyskerne for det, de gjorde for 70-80 år siden? De, der gør det, har lagt en alvorlig bremse på sig selv.«

Mette Hansen skærer begrebet tilgivelse ind til benet:

»Du definerer selv, hvad en begivenhed skal betyde for dig.«

Er du også blevet bedre til at tilgive dig selv for ting, du har gjort?

»Det er straks lidt værre.«

Jeg ved naturligvis ikke, hvordan livet efter vores møde så ud for dig. Men uanset hvad håber jeg, du har det bedre og har fået hjælp til at komme videre i livet på en god måde. Du skal vide, at jeg har tilgivet dig… for vores begges skyld (smiley).

De bedste hilsner…

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.