Tidligere chefredaktør efter dom i Se og Hør-sagen: »Jeg ville gøre det igen«

Efter byrettens dom mod fem af seks tiltalte i Se og Hør-sagen lyder det fra en af de dømte tidligere chefredaktører på ugebladet, Kim Henningsen, at han ville bruge tys-tys-kilden igen, hvis han fik chancen - men han ville betale ham hvidt for at overholde skatteloven.

Tidligere Chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsen efter dommen i Retten i Glostrup 24. november 2016. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016)
Tidligere Chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsen efter dommen i Retten i Glostrup 24. november 2016. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2016)

Kim Henningsen mener ikke selv, han har foretaget sig noget lovstridigt.

Den tidligere chefredaktør på Se og Hør, som bestred posten fra 2009 til 2013, blev ved middagstid i dag - sammen med fire andre tiltalte - dømt for sin rolle i Se og Hør-skandalen. Retten fandt det bevist, at den såkaldte tys-tys-kilde, Peter Bo Henriksen, »uberettiget« havde skaffet sig adgang til kendte og kongeliges kreditkorttransaktioner.

Og at ledelsen på Se og Hør havde indgået en aftale om løbende at modtage sådanne oplysninger mod en fast månedlig betaling.

Det var Henrik Qvortrup, der som chefredaktør indledte samarbejdet med kilden, men Kim Henningsen førte samarbejdet videre. På et tidspunkt lod han resten af ledelsesgruppen på ugebladet vide, at samarbejdet var stoppet, men bag kulisserne fortsatte det.

Derudover aflønnede Kim Henningsen kilden sort med 10.000 kroner hver måned, som chefredaktøren ved flere lejligheder personligt hentede i en hæveautomat.

Men på trods af dommen mener Kim Henningsen altså ikke, han har handlet forkert. På vej ud fra byretten tænder han en cigaret og stiller op til spørgsmål fra en større gruppe fremmødte journalister.

»Jeg er meget ked af, at man har ment, at jeg skulle have vidst, at en ansat brød ind i sin egen virksomhed. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skal have kunnet vide det, når kilden er programoperatør. Men det er retten kommet frem til, og det vil jeg nu stille og roligt tænker over rent juridisk med min advokat,« siger han som det første.

Kim Henningsen har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen, som har givet ham en betinget fængselsstraf på ét år med vilkår om samfundstjeneste. Men han fortryder ikke.

»Jeg er selvfølgelig rigtig ked af at have en plet på min straffeattest, men det giver mig ikke en plet på min samvittighed,« siger Kim Henningsen og tilføjer:

»Jeg er ikke juraprofessor. Jeg er journalisten, redaktøren Kim. Det at en dommer ændrer ikke på mit personlige forhold til det her«.

En DR-journalist bemærker, at dommeren anså det for en skærpende omstændighed, at han har bidraget til den krænkelse af de kendtes privatliv, som er sagens kerne. Hun vil vide, hvad den tidligere chefredaktør mener om den del af sagen.

»Der er måske en lille afsmitning over i det, jeg vil kalde folkedomstol, og den har også stor respekt for. Det er en diskussion om etik og moral, og det tager jeg gerne en diskussion om ved en senere lejlighed. Men i dag forholder jeg mig til det rent juridiske,« siger Kim Henningsen.

Han understreger igen, at han anser tys-tys-kilden for at have været en god men ganske normal kilde. Henningsen tilføjer til den pointe, at han gerne vil invitere dommeren en tur på »Ibs Bodega, så vil jeg gerne forklare hende lidt om det (journalisters kildenetværk, red.).«

Kim Henningsen går så langt, som til at sige at han ville bruge tys-tys-kilden igen, hvis han fik chancen.

»Nu ville det nok være ubegavet af mig at sige, at jeg ville gøre det sort igen. For det er en overtrædelse af skattelovgivningen. Så jeg ville nok gøre det hvidt, men jeg ville gøre det igen,« siger Kim Henningsen i døråbningen til retten i Glostrup.

»Jeg har benyttet mig af en kilde, en rigtig god kilde, men det er enhver journalists opgave at have gode kilder,« siger han og uddyber sin pointe:

»Hvis vores kilde havde siddet ved nabobordet hos NETS og haft adgang til de her oplysninger uden krumspring, så var der aldrig blevet en sag. Det her er udelukkende en sag om hacking. Havde kilden været en af de 50 medarbejdere i NETS kundeservice, hvor de har adgang til de her oplysninger, så havde der aldrig været en sag,« siger han med henvisning til, at tys-tys-kilden, Peter Bo  Henriksen, i 31 tilfælde nulstillede kollegers koder for at misbruge deres login til at hente oplysninger i systemerne, som han ikke selv havde direkte adgang til.

I Kim Henningsens verden havde chefredaktøren ikke en reel chance for at vide, at Peter Bo Henriksen brød loven. Uden for retten understreger Kim Henningsen, at han har »en generel og grundlæggende respekt for retssystemet«.

»Det betyder også, at jeg godt må forholde mig kritisk til de afgørelser, der bliver truffet,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.